Jeg er bange.

Hej.

Jeg er ny her. Min historie er at jeg mistede mit ufødte barn, Jeg var "kun" 12 uger henne da det skete i påsken. Jeg var ude og hjælpe en vende inde med at flytte, og da jeg kom hjem opdagdede jeg at jeg blødte!!! Jeg begyndte bare at tude og var helt ude af mig selv. min mand var ikke til meget hjælp. han hunne ikke helt forstå hvor jeg var så ked af det. Tog mig tilsidst sammen og ringede til vagtlægen. Total paphat. Han eneste svar var, ja du er nok ved at abotere, så indse det. øh ok... Jeg fik et nummer til et hospital og fik beskeden om at jeg skulle gå i seng og se om det ikke ville holde op. Det gjorde det ikke. Da jeg vågnede næste dag ringede jeg til hospitatet og snakkede med dem. de beroligede mig lidt, men tilbød mig at komme til scanning. Så var det at manden kørte fordi han skulle på arbejde.  så det stod jeg klokken halv 8 på en helligdag og skulle finde nogen der kunne køre mig. Nå lang historie kort. jeg kom på hospitalet og de konstaterede at jeg var ved at abotere, så jeg fik en medicinsk abort. Nøj hvor jeg tuede. I flere dage

Nu sidder jeg her godt 2 måneder efter og er bange for at blive gravid igen.. Som i rigtig bange. Hvad hvis det går galt igen? At skulle igennem det helvede en gang til, og alle de smerter.
Mange tænker nok nå ja men så vent til du er klar. Men det skulle jo ha været mit lille barn. Vi skulle ha været forældre om 3 måneder. Jeg kan ikke rigtig vente.                             
Går det over når man kommer forbi den tid hvor man mistede sidst?
Kan alle ens bekymringer gøre noget ved fosteret?

Hilsen Lucipher

Har 7,9,13 aldrig prøvet at abortere så kan ikke sige hvornår det går over. Men har hørt at ens psyiske/mentale tilstand påvirker fosteret. Så jeg ville vente til jeg var helt ovenpå for at undgå at skade endnu et barn. Men nu skriver du jo selv at I var ved at flytte, så jeg tror mere det er derfor du har aborteret for hårdt fysisk arbejde og ikke fordi du har tendens til det eller der var noget galt med dit foster. Håber du kommer ovenpå og det lykkes næste gang.

Det kan være du skal tage en pause og være i din sorg. det er OK at sørge. Jeg mistede efter NF, hvor vi fandt ud af at vores spunk var meget syg og jeg måtte føde den i uge 15, hvorefter vi har begravet den og alt det der nu skal til. Men det er en stor sorg, fordi man jo elsker, allerede fra der kun er 2 streger på testen... Det er et tab og en sorg du har oplevet.

Det er OK at være i den og det er OK at leve med den. Den vil altid være der, men det vil blive mindre.

Hvis du ikke er klar til at blive gravid ligenu, så skal du vente. Jeg måtte tage mig en pause, efter vores tab og nu er jeg 'på' igen.. Og vil så jo - som det er - gerne være gravid NUUUUU, men der sker ikke rigtig noget, desværre...

MEN - det er sikkert en del af din sorg process at du har alle de der tanker. Hvis du føler at du har brug for det, så kan du få psykolog hjælp hos din læge sikkert.

Du skal NOK komme over det og jeg tror ikke at din angst kan påvirke et evt. nyt lille foster, men jeg tror at du skal, for din egen skyld, give dig selv den tid der skal til,f or at du føler sig ok med det hele igen.

KRAM og tanker!!

Lægen ude på hospitalet fortalte mig at fostrert havde været dødt 6 uger da jeg begyndte at bløde. Selv om det var gået til grunde blev min krop ved med at tro at jeg var gravid i 6 uger efter, Lægen sagde at jeg var go til at være gravid, da jeg havde holdt det så længe, men det skulle bare ikke være denne gang.

Hilsen Lucipher

Lucipher skriver:

Lægen ude på hospitalet fortalte mig at fostrert havde været dødt 6 uger da jeg begyndte at bløde. Selv om det var gået til grunde blev min krop ved med at tro at jeg var gravid i 6 uger efter, Lægen sagde at jeg var go til at være gravid, da jeg havde holdt det så længe, men det skulle bare ikke være denne gang.

Hilsen Lucipher

Holddafest... Det var godtnok vildt...

Jeg fik også atvide at jeg var god til at være gravid, når min krop holdte et så sygt foster i live... hmm... Man føler sig bare ikke så god, når man laver et forkert barn. MEN - så er det den næste der bliver frisk og sund

Jeg har ikke nogen erfaring med det, jeg ville bare hilse på dig og sende dig varme og positive tanker. Jeg kender mange som har oplevet det samme i de første uger. Jeg har også læst at mange herinde i baby.dk har også oplevet noget lignende. Og jeg tror, at du ikke skal være bange for (jeg ved det godt, nemmere sagt end gjord...) for din krop har bare reargere på noget som ikke var helt i orden og næsten gang ville det hele blive som det skal. Jeg ønsker dig det bedste!

Hejsa

Først får du lige et .

Det er ikk sjovt at miste. Det ved jeg for jeg har mistet 2 gange lige efter hinanden. (1. gang 6. uge og 2. gang 12. uge. Fosteret var gået til i uge 8) Måske ikk det fedeste at få af vide, men tro mig, man kommer igennem det.
Selvom jeg har mistet 2 gange, er jeg ikk bange for at blive gravid igen. Jeg tror på at 3. gang er lykkens gang for mig

Jeg fik af vide at det er "sjældent" at man mister flere gange så du skal bare tro på at det lykkedes næste gang.

 for at du snart står med 2 streger igen og at du vil nyde din graviditet

Knus

Lucipher skriver:

Hej.

Jeg er ny her. Min historie er at jeg mistede mit ufødte barn, Jeg var "kun" 12 uger henne da det skete i påsken. Jeg var ude og hjælpe en vende inde med at flytte, og da jeg kom hjem opdagdede jeg at jeg blødte!!! Jeg begyndte bare at tude og var helt ude af mig selv. min mand var ikke til meget hjælp. han hunne ikke helt forstå hvor jeg var så ked af det. Tog mig tilsidst sammen og ringede til vagtlægen. Total paphat. Han eneste svar var, ja du er nok ved at abotere, så indse det. øh ok... Jeg fik et nummer til et hospital og fik beskeden om at jeg skulle gå i seng og se om det ikke ville holde op. Det gjorde det ikke. Da jeg vågnede næste dag ringede jeg til hospitatet og snakkede med dem. de beroligede mig lidt, men tilbød mig at komme til scanning. Så var det at manden kørte fordi han skulle på arbejde.  så det stod jeg klokken halv 8 på en helligdag og skulle finde nogen der kunne køre mig. Nå lang historie kort. jeg kom på hospitalet og de konstaterede at jeg var ved at abotere, så jeg fik en medicinsk abort. Nøj hvor jeg tuede. I flere dage

Nu sidder jeg her godt 2 måneder efter og er bange for at blive gravid igen.. Som i rigtig bange. Hvad hvis det går galt igen? At skulle igennem det helvede en gang til, og alle de smerter.
Mange tænker nok nå ja men så vent til du er klar. Men det skulle jo ha været mit lille barn. Vi skulle ha været forældre om 3 måneder. Jeg kan ikke rigtig vente.                            
Går det over når man kommer forbi den tid hvor man mistede sidst?
Kan alle ens bekymringer gøre noget ved fosteret?

Hilsen Lucipher

velkommen til
puha en ubehagelig oplevelse. jeg har selv mistet et for 3½mdr siden.. det er bestemt ikke sjovt... jeg er gravid igen nu, og jeg må da indrømme at jeg er lidt nervøs for at det sker igen , men troen til at den lille bliver der er stor... du kan trøste dig med at det er meget normalt at abotere, mange gør det og heldigvis for det, hvis man må sige det sådan.. kroppen udskiller jo fosteret hvis det er sygt eller dødt.. hvis du stadigvæk ønsker at være gravid er der ikke andet for end at prøve igen...når du føler dig klar. du skal nok komme igennem det..

Hej igen.

Tusinde tak for jeres svar. Det varmer rigtig meget. Jeg er begyndt at se frem ad, men det er stadig lidt svært en gang i mellem.

Hilsen Mig

Du ska' bare se tiden an .. Det ka' godt være du kommer over det om nogle par måneder eller år .. Men du behøver ikk' at være bange for at være gravid .. Det ka' være det lykkedes for dig at holde det denne her gang ..