Igår var vi på sygehuset og blive scannet for at se, om hormonkuren har virket, og bare for at tjekke, hvordan det hele ser ud efter operationen i januar (hmm det var også på tide). Alt ser fint ud, så vi har fået en plan for, hvad der nu skal ske, og det betød, at jeg skulle tage min første sprøjte igår. Og til min egen forbløffelse, så gik det bare fint. Men det kræver nu en hel del overvindelse at stikke i sig selv. Jeg havde nu fået fortalt om en kneb, så kan hjælpe. Man tager en isterning på huden lige før man stikker sig, så kan man slet ikke mærke det.
Jeg ved ikke rigtig, hvor meget jeg har mærket til hormonerne endnu, andet end at jeg stortudede, da jeg hentede Molly ved dyrlægen, fordi hun er så skidt så skidt, ja nærmest helt livløs, men jeg tror nu, jeg ville have tudet selv uden hormoner. Det gør lidt ondt i maven, men hvis ikke det bliver værre, så skal det hele nok gå. Jeg prøver at være positiv, men ved jo godt, at det stadig er meget tidligt og der kan nå at ske mange ting endnu, men det gælder jo om at holde sig positiv så længe som muligt.
Hov forresten, hvor er det fedt med den her kategori, det er ligesom at være på navlestreng, bare bedre 
Anmeld
