Hvad kan jeg gøre i den her situation?

Jeg vil gerne lige høre hvordan i ser på den her situation:

Biomor gav min bonussøn en mobiltlf i 10 års fødselsdagsgave. Det var super for så kunne han ringe når som helst og vi kunne det samme. Men efter at han havde haft den i 8 mdr, ringede han en aften til min kæreste (drengens far) fordi han var rigtig ked af det. Han havde været oppe og skændes med hans mor og ville snakke med sin far for at få lidt trøst. Da han snakker med ham kommer hans mor ind på værelset kan vi høre i røret og så bliver forbindelsen afbrudt. Derefter har de taget mobiltlf fra ham og han må ikke have dem mere. Vi har ikke hørt hvorfor, andet end at drengen siger at moderen ikke ville have han ringede til sin far og sladrede når de havde skændtes. Vi synes det er en helt absurd grund, for det er da helt naturligt at han vil det. Han havde vel ikke behov for at ringe til sin far hvis hans mor havde klaret situationen rigtigt. Han har flere gange ringet til os når han har været uvenner med sin mor. Vi har ikke ynket ham, men forsøgt at være ret neutrale og tale med ham om situationen, så vi ikke udstillede hans mor.

Men vi kunne rigtig godt lide at han havde en mobil, for det gav en meget større kontakt mellem os og ham. Nu har han snart fødselsdag igen og vi har talt om hvorvidt vi kan give ham en af vores gamle mobiler. Men hvordan står vi så i forhold til mor? For vi kan vel ikke bestemme han må have mobilen i deres hjem? Men kan vi give ham den og sige at så må han bruge den til at ringe til os når han vil og ellers skal den ligge på hans værelse eller sådan noget?

Hvad tænker i om den situation?? 

Jeg tænker, at det da virker besynderligt, når moderen agerer, som hun gør Dog ville jeg tale med moderen inden og spørge om hendes holdning til mobiltelefoni ift. sønnen

I kan jo ikke bestemme om han må bruge den hos moren, det er kun moren der bestemmer det. Mht at han ikke bare skal ringe til far når mor irettesætter ham forstår jeg det godt. At få skæld ud og blive sendt på værelset for at tænke er jo ikke en lærestreg hvis man bare kan ringe til far og bonus og få lidt medhold. Hvis jeg sendte mit barn på værelset for at tænke over tingene ville jeg også blive sur hvis der bare blev ringet til far;-)

Baagøe skriver:

Jeg tænker, at det da virker besynderligt, når moderen agerer, som hun gør Dog ville jeg tale med moderen inden og spørge om hendes holdning til mobiltelefoni ift. sønnen

Ja det vil vi naturligvis også gøre. Men vi kender svaret. Hun ønsker ikke at vi skal være den barmhjertige familie som giver de gode gaver, derfor gav hun den selv sidste år. Hvilket vi tænkte var alt for tidligt, men det var deres valg og vi var da de første til at bifalde det, da vi fandt ud af hvor god en virkning det havde på vores forhold til ham Så hun vil sige nej, det er vi sikre på.

Dog tænker vi også at hun jo kun kan bestemme at han ikke må have den hele tiden, hvis vi giver ham den så han kan kontakte os. Dvs at han kan ringe til os når han har lyst. For han ringer tit bare for at høre hvad hans far og lillebror har lavet og for at sige at han elsker sin far. Det kan tit bare være 1 min de snakker. Så det var vigtigt for os. Og vi synes ikke det er så gennemtænkt at give ham en tlf, for så at tage den væk som straf for at han ringer til sin far. 

 

TeamRocket skriver:

I kan jo ikke bestemme om han må bruge den hos moren, det er kun moren der bestemmer det. Mht at han ikke bare skal ringe til far når mor irettesætter ham forstår jeg det godt. At få skæld ud og blive sendt på værelset for at tænke er jo ikke en lærestreg hvis man bare kan ringe til far og bonus og få lidt medhold. Hvis jeg sendte mit barn på værelset for at tænke over tingene ville jeg også blive sur hvis der bare blev ringet til far;-)

Jeg kan godt følge dig i det du skriver, men kan man så ikke bare have tlf i køkkenet, hvis han skal på værelset?? Så kan han få den dagen efter igen. Ligefrem at fratage ham den som straf for at han taler med sin far når han er ked af det, virker absurd. Det synes vi i hvert fald. Men det handlede egentlig mere om hvorvidt vi så må give ham en i stedet for, som han bruger (kun til os)?

Vi kan måske sige til moderen at hun har mulighed for at give ham sin tlf tilbage for at vi ikke underkender hendes straf. Men at vi gerne vil give ham en i fødselsdagsgave hvis ikke hun ønsker det. Vi ved godt at vi ikke kan bestemme over reglerne i deres hjem, det er derfor jeg skriver om dette dilemma

Jeg kan godt følge dig i det du skriver, men kan man så ikke bare have tlf i køkkenet, hvis han skal på værelset?? Så kan han få den dagen efter igen. Ligefrem at fratage ham den som straf for at han taler med sin far når han er ked af det, virker absurd. Det synes vi i hvert fald. Men det handlede egentlig mere om hvorvidt vi så må give ham en i stedet for, som han bruger (kun til os)?

Vi kan måske sige til moderen at hun har mulighed for at give ham sin tlf tilbage for at vi ikke underkender hendes straf. Men at vi gerne vil give ham en i fødselsdagsgave hvis ikke hun ønsker det. Vi ved godt at vi ikke kan bestemme over reglerne i deres hjem, det er derfor jeg skriver om dette dilemma

Jøsses...
Jeg står helt af på det der med, at moren "straffer" ham, og han derfor ikke må tale med sin far. - Hvornår er trøst blevet en devaluering af årsagen til tristhed?
Jeg har selv ofte som preteen og teen siddet og talt med min far på mit værelse, - længe, når jeg har følt, at min mor har været dybt urimelig. Min far var loyal over for min mor, men også over for mig. Jeg kan ikke forstå, at det kan være så svært for nogen, at se en familie som et team.
Kan fornemme, jeg blabrer lidt, men min pointe er bare, at drengen da selvfølgelig skal have lov at ringe til sin far, hvis han er ked af det og føler, han har brug for at snakke med netop sin far.
Det er fordelen ved at have to forældre. At man kan bruge dem begge og have dobbelt støtte. Når forældrene imellem sig ikke magter det der med i medgang og modgang, så må de i det mindste kunne rumme idéen i relationen til deres børn.
Kram og held og lykke, - og synes, I skal tale med fru mor om det...

Frk. Himmelblå skriver:

Jøsses...
Jeg står helt af på det der med, at moren "straffer" ham, og han derfor ikke må tale med sin far. - Hvornår er trøst blevet en devaluering af årsagen til tristhed?
Jeg har selv ofte som preteen og teen siddet og talt med min far på mit værelse, - længe, når jeg har følt, at min mor har været dybt urimelig. Min far var loyal over for min mor, men også over for mig. Jeg kan ikke forstå, at det kan være så svært for nogen, at se en familie som et team.
Kan fornemme, jeg blabrer lidt, men min pointe er bare, at drengen da selvfølgelig skal have lov at ringe til sin far, hvis han er ked af det og føler, han har brug for at snakke med netop sin far.
Det er fordelen ved at have to forældre. At man kan bruge dem begge og have dobbelt støtte. Når forældrene imellem sig ikke magter det der med i medgang og modgang, så må de i det mindste kunne rumme idéen i relationen til deres børn.
Kram og held og lykke, - og synes, I skal tale med fru mor om det...

Er fuldstændig enig! Tænkte det samme...

Frk. Himmelblå skriver:

Jøsses...
Jeg står helt af på det der med, at moren "straffer" ham, og han derfor ikke må tale med sin far. - Hvornår er trøst blevet en devaluering af årsagen til tristhed?
Jeg har selv ofte som preteen og teen siddet og talt med min far på mit værelse, - længe, når jeg har følt, at min mor har været dybt urimelig. Min far var loyal over for min mor, men også over for mig. Jeg kan ikke forstå, at det kan være så svært for nogen, at se en familie som et team.
Kan fornemme, jeg blabrer lidt, men min pointe er bare, at drengen da selvfølgelig skal have lov at ringe til sin far, hvis han er ked af det og føler, han har brug for at snakke med netop sin far.
Det er fordelen ved at have to forældre. At man kan bruge dem begge og have dobbelt støtte. Når forældrene imellem sig ikke magter det der med i medgang og modgang, så må de i det mindste kunne rumme idéen i relationen til deres børn.
Kram og held og lykke, - og synes, I skal tale med fru mor om det...

Tak for opbakningen det er også sådan vi har det. At han da selvfølgelig må have sin far på lige fod med dem som har ham når de bor under samme tag. Vi kan ikke se noget galt i at han ringer til os, så længe vi formår at være loyal overfor moderen. Vi snakker aldrig grimt eller undermonerer hendes beslutninger, når han hører på det. 

Vi må nok hellere tale med mor om det, vi tror bare hun nægter os det og så kan vi jo ikke gøre noget. Men det er jo en gave til ham, så vi tænkte at han jo bare kan bruge den når han savner at snakke med sin far. Men det er jo hele grunden til at han ikke har den mere. Så det er lidt en underlig situation... Tak for dit indlæg

Anonym skriver:

Ja det vil vi naturligvis også gøre. Men vi kender svaret. Hun ønsker ikke at vi skal være den barmhjertige familie som giver de gode gaver, derfor gav hun den selv sidste år. Hvilket vi tænkte var alt for tidligt, men det var deres valg og vi var da de første til at bifalde det, da vi fandt ud af hvor god en virkning det havde på vores forhold til ham Så hun vil sige nej, det er vi sikre på.

Dog tænker vi også at hun jo kun kan bestemme at han ikke må have den hele tiden, hvis vi giver ham den så han kan kontakte os. Dvs at han kan ringe til os når han har lyst. For han ringer tit bare for at høre hvad hans far og lillebror har lavet og for at sige at han elsker sin far. Det kan tit bare være 1 min de snakker. Så det var vigtigt for os. Og vi synes ikke det er så gennemtænkt at give ham en tlf, for så at tage den væk som straf for at han ringer til sin far. 

 

Dejligt de er tæt Min datter på 3 år ringer også tit til sin far og siger, at hun elsker og savner ham

Det er svært med mobiltelefonien...