Blev til virkelighed for mig i går eftermiddags.
Min 8 måneder gamle søn lå og sov middagslur i sin barnevogn udenfor, og efter 1½ time går jeg ud og kigger til ham. Han plejer nemlig max at sove en time, så det undrede mig at han pludselig sov mere end det.
Det syn der møder mig vil jeg aldrig glemme. Min lille Jonathan ligger i sin barnevogn med blå læber og gisper efter vejret.
Jeg flår ham op af barnevognen og drøner ind med ham. Flår hans tøj af og sætter mig med ham i sofaen. I løbet af få minutter bliver begge hans hænder blåviolette og hans læber mørkeblå/violette. Han læner hovedet bagover og hiver efter vejret.
Der brød min verden sammen! Jeg troede han skulle dø fra mig. Jeg griber telefonen og får fundet akutnummeret til vores læge. Forklarer situationen og får beskeden at der bliver sendt en ambulance med udrykning med det samme.
Jeg går ud i alrummet og kan høre min mand køre op i indkørslen. I det fjerne kan jeg høre sirenen. Hans udtryk glemmer jeg aldrig. Jeg råber "Jonathan er blå, han blir hentet af en ambulance nu". Min mand griber Jonathan, lægger ham på gulvet og tjekker åndedræt og puls.
Da ambulancen kører op i indkørslen tager jeg Jonathan og løber ud til den. Falckfolkene står klar til at tage imod os og vi kommer ind i ambulancen. Her får han ilt, og hans farver ændrer sig langsomt og han bliver mere nærværende. Da lægen ankommer ser han bedre ud men er slap og hans øjne ruller rundt i hovedet på ham.
Vi kører mod Herning sygehus. Jonathan er under hele turen vågen, men slap i mine arme.
På børneafdelingen bliver han undersøgt. Jeg fortæller at han i de sidste 10 dage har haft feber svingende fra 38-40,8. Jeg har haft ringet til vagtlægen flere gange, og en enkelt gang har der været en læge ude og tilse ham. Egen læge har også set ham og vi har været til obs for RS virus på børneafdelingen tidligere på ugen. Dog er der kun tale om astmatisk bronkitis og vi bliver sendt hjem med Ventoline inhalationer.
Alle undersøgelser iværksættes: Lungerøngten (viser intet unormalt), podning af hals og næse (intet unormalt), urinstix (intet unormalt), infektionstal (forhøjede), temperatur måles (40,2).
Han undersøges af 3 forskellige læger. Ingen af dem kan finde ud af hvad han fejler. De kan ikke forklare hvorfor han blev blå, for han ilter blodet pænt og har ikke lungebetændelse.
Ergo mener de ikke han som sådan fejler noget, andet end at han har en infektion i kroppen som skal gå i sig selv.
Nu sidder vi hjemme med et dybt ulykkeligt barn som først lige har overgivet sig til søvnen. Jeg er dybt frustreret!!!! Hvad fejler min dreng??? Han har feber, spiser ikke, drikker sparsomt. Hoster og virker til at have kvalme. Aner ikke hvad der foregår.
Til jer der nåede igennem mit lange indlæg: Tak fordi i læste med.