Hvornår skal man acceptere sin vægt?

Hej.

Så spørgsmålet lyder... HVornår skal man acceptere sin vægt?

Jeg har tabt 8½ kg på 3 måneder i aug-nov. Holdt pause til januar og der kom et par kg på. Nu har jeg tabt ialt 7½ kg. Jeg synes selv, jeg mangler 4 kg og har faktisk kæmper for at få bugt med dem i nov, januar og snart feb. Ved ikke om jeg snart orker det mere.

Jeg er 158 cm lav og har lidt på hofter og bryster. Jeg vejer pr 57,9 kg og målet er 54 kg. Jeg tror, jeg er slank med lidt flot ekstra, hvis man kan sige det... Jeg er ikke mager og afpillet, men jeg har fået mine skinker og mave "væk" så det ikke hænger ud over kanten af bukserne. Jeg er egentlig tilfreds med resultatet, men det nager mig, at jeg ikke kan nå mit mål. Føler det lidt som at opgive ell "spille fallit".

Jeg har ialt tabt mig 10 cm om hoften og 10 cm om taljen. Måske er det bare dét.... Ikke fordig jeg skal kaste håndklædet i ringen, men skal nok "bare" acceptere at jeg vejer 57-59 kg i stedet for 54-56 kg. Hvorfor er det lige, jeg har et ønske om at komme derned. Jeg kan mærke, det fylder for mig, at jeg ikke rigtig kan kæmpe mig af med det sidste. Måske skal jeg bare sætte foden i og virkelig KÆMPE for at nå målet. For self kan jeg da komme af med det, bare ikke så sundt og nemt, som jeg gerne vil leve efter...

Andre der har erfaring med dette luksusproblem??

Kloster skriver:

Hej.

Så spørgsmålet lyder... HVornår skal man acceptere sin vægt?

Jeg har tabt 8½ kg på 3 måneder i aug-nov. Holdt pause til januar og der kom et par kg på. Nu har jeg tabt ialt 7½ kg. Jeg synes selv, jeg mangler 4 kg og har faktisk kæmper for at få bugt med dem i nov, januar og snart feb. Ved ikke om jeg snart orker det mere.

Jeg er 158 cm lav og har lidt på hofter og bryster. Jeg vejer pr 57,9 kg og målet er 54 kg. Jeg tror, jeg er slank med lidt flot ekstra, hvis man kan sige det... Jeg er ikke mager og afpillet, men jeg har fået mine skinker og mave "væk" så det ikke hænger ud over kanten af bukserne. Jeg er egentlig tilfreds med resultatet, men det nager mig, at jeg ikke kan nå mit mål. Føler det lidt som at opgive ell "spille fallit".

Jeg har ialt tabt mig 10 cm om hoften og 10 cm om taljen. Måske er det bare dét.... Ikke fordig jeg skal kaste håndklædet i ringen, men skal nok "bare" acceptere at jeg vejer 57-59 kg i stedet for 54-56 kg. Hvorfor er det lige, jeg har et ønske om at komme derned. Jeg kan mærke, det fylder for mig, at jeg ikke rigtig kan kæmpe mig af med det sidste. Måske skal jeg bare sætte foden i og virkelig KÆMPE for at nå målet. For self kan jeg da komme af med det, bare ikke så sundt og nemt, som jeg gerne vil leve efter...

Andre der har erfaring med dette luksusproblem??

Jeg synes da du skal se i spejlet og er du tilfreds med det du ser er det da bedøvende ligegyldigt hvilket tal der står på vægten.

Det er den stil jeg kører

come2 skriver:

Jeg synes da du skal se i spejlet og er du tilfreds med det du ser er det da bedøvende ligegyldigt hvilket tal der står på vægten.

Det er den stil jeg kører

Ikke at jeg er særlig god til det selv, men jeg øver mig

Jeg kan godt følge dig! Jeg er 2 kg fra det mål jeg havde sat mig... Jeg har tabt mig meget og ser godt ud nu! Men det er som om, at fordi jeg havde sat mig det er mål så har jeg svært ved at være helt tilfreds, selvom jeg egentlig ikke behøver tabe de 2 sidste kg.

Hvor kan jeg godt følge dig.. Det er jo ikke fordi man synes man er grim eller tyk, men når målet ikke er nået er det bare som om der mangler noget. Jeg bliver sikkert aldrig tilfreds, for flytter nok bare målet, men kan da sige at mande synes jeg ser fantastisk ud, og når jeg er i byen med vendinderne får jeg mange mandlige henvendelser og det hjælper da lidt på at jeg synes det til dels er ok, men jeg kæmper videre

Mange tak for jeres svar og hvor er jeg glad for, jeg ikke er heeelt ene om dette luksusproblem.

Jeg har jo fået indarbejdet godt livsstilsændringer, som jeg klart vil holde ved og jeg vil aldrig tillade mig at komme over 60 kg igen. Jeg er overvægtig ved 64 kg pga min højde og der har jeg det bare slet ikke godt.

Jeg vil have det godt og det har jeg nu på de 57 kg. Vil gerne lidt længere ned, men orker bare næsten ikke at kæmpe den hårde kamp mere. Jeg vil bare leve og nyde mine grøntsager, salater, groft, sundt, 1 portion, 1 ugentligt vejning, mange x ugen motion fordi jeg elsker det og stadig lade tankerne være kritiske, når jeg bliver fristet af det usunde.

Spurgte lige manden - han er fuldt ud tilfreds

Kloster skriver:

Hej.

Så spørgsmålet lyder... HVornår skal man acceptere sin vægt?

Jeg har tabt 8½ kg på 3 måneder i aug-nov. Holdt pause til januar og der kom et par kg på. Nu har jeg tabt ialt 7½ kg. Jeg synes selv, jeg mangler 4 kg og har faktisk kæmper for at få bugt med dem i nov, januar og snart feb. Ved ikke om jeg snart orker det mere.

Jeg er 158 cm lav og har lidt på hofter og bryster. Jeg vejer pr 57,9 kg og målet er 54 kg. Jeg tror, jeg er slank med lidt flot ekstra, hvis man kan sige det... Jeg er ikke mager og afpillet, men jeg har fået mine skinker og mave "væk" så det ikke hænger ud over kanten af bukserne. Jeg er egentlig tilfreds med resultatet, men det nager mig, at jeg ikke kan nå mit mål. Føler det lidt som at opgive ell "spille fallit".

Jeg har ialt tabt mig 10 cm om hoften og 10 cm om taljen. Måske er det bare dét.... Ikke fordig jeg skal kaste håndklædet i ringen, men skal nok "bare" acceptere at jeg vejer 57-59 kg i stedet for 54-56 kg. Hvorfor er det lige, jeg har et ønske om at komme derned. Jeg kan mærke, det fylder for mig, at jeg ikke rigtig kan kæmpe mig af med det sidste. Måske skal jeg bare sætte foden i og virkelig KÆMPE for at nå målet. For self kan jeg da komme af med det, bare ikke så sundt og nemt, som jeg gerne vil leve efter...

Andre der har erfaring med dette luksusproblem??

Hejsa,

Jeg tror at vi kropsmæssigt ligger meget tæt på hinanden..

Jeg er 159 og vejer ca. 55 kg.. (dvs. nu vejer jeg nok 57-58 kg, har ædt som et svin de sidste par uger, er gravid og mad hjælper på min kvalme..)

Min idealvægt (altså der hvor jeg synes jeg er lækker når jeg ser mig i spejlet) er 53 kg. Jeg kan acceptere når vægten er på 54, men jeg prøver altid på at komme længere ned..

Jeg kæmper altid med de par kg..det er så megasvært at komme derned.. Jeg har nogle gode hofter.. og er lidt tæt i det. altså ikke spinkel og fin.. 

For mig er det ikke et luksusproblem..for mig er det et reelt problem.. for jeg kan virkelig ikke lide min krop, hvis jeg kommer over 55 kg.. og lige nu, med graviditeten, er jeg ved at panikke over hvordan jeg ser ud efter fødsel... 

Hvornår skal man acceptere sin vægt?

Tja, for mig er det når jeg kan se mig selv i spejlet og lide det jeg ser..og det sker først når jeg er nede under de 54 kg.

Mange siger, om jeg vejer 53 eller 55, det kan man da ikke se forskel på.. Åh jo.. det kan man.. eller JEG kan.. og det er vel det der tæller...

Ved ikke om jeg egentlig har givet dig noget svar.. men i hvertfald kender jeg dit luksusproblem så udemærket 

D.

Kloster skriver:

Hej.

Så spørgsmålet lyder... HVornår skal man acceptere sin vægt?

Jeg har tabt 8½ kg på 3 måneder i aug-nov. Holdt pause til januar og der kom et par kg på. Nu har jeg tabt ialt 7½ kg. Jeg synes selv, jeg mangler 4 kg og har faktisk kæmper for at få bugt med dem i nov, januar og snart feb. Ved ikke om jeg snart orker det mere.

Jeg er 158 cm lav og har lidt på hofter og bryster. Jeg vejer pr 57,9 kg og målet er 54 kg. Jeg tror, jeg er slank med lidt flot ekstra, hvis man kan sige det... Jeg er ikke mager og afpillet, men jeg har fået mine skinker og mave "væk" så det ikke hænger ud over kanten af bukserne. Jeg er egentlig tilfreds med resultatet, men det nager mig, at jeg ikke kan nå mit mål. Føler det lidt som at opgive ell "spille fallit".

Jeg har ialt tabt mig 10 cm om hoften og 10 cm om taljen. Måske er det bare dét.... Ikke fordig jeg skal kaste håndklædet i ringen, men skal nok "bare" acceptere at jeg vejer 57-59 kg i stedet for 54-56 kg. Hvorfor er det lige, jeg har et ønske om at komme derned. Jeg kan mærke, det fylder for mig, at jeg ikke rigtig kan kæmpe mig af med det sidste. Måske skal jeg bare sætte foden i og virkelig KÆMPE for at nå målet. For self kan jeg da komme af med det, bare ikke så sundt og nemt, som jeg gerne vil leve efter...

Andre der har erfaring med dette luksusproblem??

jeg tror man vænner sig til den der "nu sætter jeg et mål og NÅR det" 

men når kroppen er der hvor kroppen skal og vil være så er det faktisk umuligt at komme længere ned på en SUND måde (fordi kroppen kæmper så meget imod)

jeg tror det bedste du kan gøre er at finde dig et nyt mål du kan gå lidt op i og så sætte dig som et ekstra mål at du skal holde vægten i fx 6 måneder - så ka det jo være til den tid at kroppen enten er klar på lidt mere vægttab eller at du har vænnet dig til det

jeg ligger selv lige nu ret så fast på 58 kg, og jeg har det sådan, tjoh det ku da være rart lige at smide en 3-4 kg til, men på den anden side så synes jeg tæj sidder rigtig pænt på mig nu og mine bryster må næsten ikke blive mindre hvis de stadig skal være der, så altså ja.... jeg tror det er tilfredsstillelsen i at GØRE det jeg savner mere end det er at være den specifikke vægt i dagligdagen

håber det ga lidt mening

jeg tror man vænner sig til den der "nu sætter jeg et mål og NÅR det" 

men når kroppen er der hvor kroppen skal og vil være så er det faktisk umuligt at komme længere ned på en SUND måde (fordi kroppen kæmper så meget imod)

jeg tror det bedste du kan gøre er at finde dig et nyt mål du kan gå lidt op i og så sætte dig som et ekstra mål at du skal holde vægten i fx 6 måneder - så ka det jo være til den tid at kroppen enten er klar på lidt mere vægttab eller at du har vænnet dig til det

 

jeg ligger selv lige nu ret så fast på 58 kg, og jeg har det sådan, tjoh det ku da være rart lige at smide en 3-4 kg til, men på den anden side så synes jeg tæj sidder rigtig pænt på mig nu og mine bryster må næsten ikke blive mindre hvis de stadig skal være der, så altså ja.... jeg tror det er tilfredsstillelsen i at GØRE det jeg savner mere end det er at være den specifikke vægt i dagligdagen

håber det ga lidt mening

Tror du har ret.

Jeg må acceptere at sådan her ser jeg bare ud. Jeg har så længe vejet og tastet alt mad ind for at tælle kcal og siden jeg har nået de er 58 +- kg, er det bare stået stille. Om jeg tæsker igennem på motionen, spiser 1000 kcal ell om jeg synder total en weekend. Zero sker der bare...

Også er jeg bare ved at være træt af at kæmpe for de få "luksus-kg" af. Jeg savner at give slip engang imellem. Bare nyde mit mad, uden at skovle ind af syndige ting. Jeg har ikke spist pasta, ris, hvidt brød og sukker i flere måneder. Har faktisk ikke savnet det. Havde 1 syndeaften om ugen og spiste 1 pose mikropop og noget slik. Dét glædede jeg mig meget til, men resten af ugen gik fint.

Men jeg gider ikke kæmpe mere. Jeg vil være sund at se på og føle mig sund. Jeg skal aldrig nogensinde på noget som helst pulver, piller ell faste-kure. Jeg har været på kostomlægning og dét hænger ved mig. Nyder virkelig en nybagt bolle med tandsmør, men der går vel 3-4 uger imellem at jeg får bare 1. Jeg nyder også lidt pasta og ris, men jeg elsker mine grøntsager. Så der er faktisk byttet lidt om på tallerkentilbehøret... Nu er grøntsagerne/salaten blevet det dominerende, hvor ris, pasta og kartofler er blevet tilbehøret.

Jeg vil nyde mit motion, fordi jeg elsker at gøre noget godt for min krop og velværet. Jeg gider ikke svede af helvede til, for at kan taste de forbrændte kcal ind mere.

Og må da lige slutte af med at fortælle, at jeg i går bestilte 4 motionsløb her i foråret a 10 km løb pr gang. Jeg har i de sidste 3 år løbet motionsløb for motivationen og min skønne venindes selskabs skyld. Så mon ikke, der er taget hul på et helt nyt kapitel.... Vedvarende sundhed og velvære...

Kloster skriver:

Tror du har ret.

Jeg må acceptere at sådan her ser jeg bare ud. Jeg har så længe vejet og tastet alt mad ind for at tælle kcal og siden jeg har nået de er 58 +- kg, er det bare stået stille. Om jeg tæsker igennem på motionen, spiser 1000 kcal ell om jeg synder total en weekend. Zero sker der bare...

Også er jeg bare ved at være træt af at kæmpe for de få "luksus-kg" af. Jeg savner at give slip engang imellem. Bare nyde mit mad, uden at skovle ind af syndige ting. Jeg har ikke spist pasta, ris, hvidt brød og sukker i flere måneder. Har faktisk ikke savnet det. Havde 1 syndeaften om ugen og spiste 1 pose mikropop og noget slik. Dét glædede jeg mig meget til, men resten af ugen gik fint.

Men jeg gider ikke kæmpe mere. Jeg vil være sund at se på og føle mig sund. Jeg skal aldrig nogensinde på noget som helst pulver, piller ell faste-kure. Jeg har været på kostomlægning og dét hænger ved mig. Nyder virkelig en nybagt bolle med tandsmør, men der går vel 3-4 uger imellem at jeg får bare 1. Jeg nyder også lidt pasta og ris, men jeg elsker mine grøntsager. Så der er faktisk byttet lidt om på tallerkentilbehøret... Nu er grøntsagerne/salaten blevet det dominerende, hvor ris, pasta og kartofler er blevet tilbehøret.

Jeg vil nyde mit motion, fordi jeg elsker at gøre noget godt for min krop og velværet. Jeg gider ikke svede af helvede til, for at kan taste de forbrændte kcal ind mere.

Og må da lige slutte af med at fortælle, at jeg i går bestilte 4 motionsløb her i foråret a 10 km løb pr gang. Jeg har i de sidste 3 år løbet motionsløb for motivationen og min skønne venindes selskabs skyld. Så mon ikke, der er taget hul på et helt nyt kapitel.... Vedvarende sundhed og velvære...

præcis og det er jo også vigtigt at nyde frugterne og alle de andre mål du har opnået som du måske slet ikke har haft tid til lige at stoppe op og se på

og så ka det jo sagtens være om et halvt års tid at kroppen er lidt nemmere at skubbe til det sidste