Abort?

Jeg er så fortvivlet.

Min kæreste og jeg har været sammen i snart to år, og i sidste uge fandt jeg ud af, at jeg var gravid. For første gang. Det var ikke planlagt og jeg har været på p-piller og alligevel skete det. 
Selvom jeg ikke havde forestillet mig at jeg skulle være gravid lige nu, kunne jeg ikke lade være med at blive glad da jeg fandt ud af det. 
Men da jeg fortalte det til min kæreste, bad ham mig om at få en abort fordi han ikke mener, at han kan være far til et barn lige nu, bl.a. grundet vores økonomiske situation, som han mener ikke er tilstrækkeligt til at give barnet en ordentlig opvækst. Min kæreste arbejder 37 timer om ugen ufaglært og jeg går på videregående uddannelse og får derfor SU - og han mener, at det at få et barn, ville resultere i, at ingen af os, nogensinde, vil få færdiggjort vores uddannelser.
Jeg kan ikke beskrive hvor ked af det, det gjorde mig. Bare det at han sagde ordet 'abort' gav mig tårer i øjnene. 
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at ødelægge noget for ham, men det gør ondt i mit hjerte at tænke på at få foretaget en abort.
Så mit spørgsmål er, kan jeg på nogen måde tillade mig at få barnet imod hans vilje, eller skal jeg rette ryggen, bide mine sorger og tanker i mig og få en abort for hans skyld? 

Anonym skriver:

Jeg er så fortvivlet.

Min kæreste og jeg har været sammen i snart to år, og i sidste uge fandt jeg ud af, at jeg var gravid. For første gang. Det var ikke planlagt og jeg har været på p-piller og alligevel skete det. 
Selvom jeg ikke havde forestillet mig at jeg skulle være gravid lige nu, kunne jeg ikke lade være med at blive glad da jeg fandt ud af det. 
Men da jeg fortalte det til min kæreste, bad ham mig om at få en abort fordi han ikke mener, at han kan være far til et barn lige nu, bl.a. grundet vores økonomiske situation, som han mener ikke er tilstrækkeligt til at give barnet en ordentlig opvækst. Min kæreste arbejder 37 timer om ugen ufaglært og jeg går på videregående uddannelse og får derfor SU - og han mener, at det at få et barn, ville resultere i, at ingen af os, nogensinde, vil få færdiggjort vores uddannelser.
Jeg kan ikke beskrive hvor ked af det, det gjorde mig. Bare det at han sagde ordet 'abort' gav mig tårer i øjnene. 
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at ødelægge noget for ham, men det gør ondt i mit hjerte at tænke på at få foretaget en abort.
Så mit spørgsmål er, kan jeg på nogen måde tillade mig at få barnet imod hans vilje, eller skal jeg rette ryggen, bide mine sorger og tanker i mig og få en abort for hans skyld? 

Jeg kan ikke svare på hvad du skal eller ikke skal.

Man kan jo sige at du i sidste ende står med valget da det er dig der er gravid - men vil han ikke og du vælger at beholde det, kan det jo i værste fald ende med at han smutter fra dig og melder sig helt ud af barnets og dit liv da han føler sig presset.

Men prøv at få talt lidt mere om det, lav en liste sammen med gode og dårlige sider ved at få barn nu.. Tal tal tal sammen - ingen andre end Jer to kan træffe beslutningen..!

Håber I finder ud af det..

Syntes det er svært at sige, for selvføljelig ka man tá sin udd selvom man har barn, så hvis det er hans eneste argument mod et barn, ville det i min verden ik være nok. Jeg har feks et hold venner, hvor han først lige er blevet færdig med sin udd, efter de har fået tvillinger med kolik. Han blev færdig, fordi det VILLE han. Er det noget man ønsker er børn ik den største forhindring!

På den anden side, ka jeg godt se, at hvis i er meget unge ( ka man jo godt være selvommI har været sammen i 10 år) at det måske ka være svært at overskue et barn.

Men syntes da at du ska spørge ham, hvornår han så evt ønsker børn, for du er jo tydeligvis klar. Hvis hans svar er aldrig, om 5 år osv, er du mød til også seriøst at overveje om i ska være sammen.

Vælger du at få barnet,risiker du måske at stå alene med det. Vælger du abort, risikere du, at komme til at hade ham for det. 

Ej undskyld det blev lidt rodet, men håber det gir mening. Vh stine

Anonym skriver:

Jeg er så fortvivlet.

Min kæreste og jeg har været sammen i snart to år, og i sidste uge fandt jeg ud af, at jeg var gravid. For første gang. Det var ikke planlagt og jeg har været på p-piller og alligevel skete det. 
Selvom jeg ikke havde forestillet mig at jeg skulle være gravid lige nu, kunne jeg ikke lade være med at blive glad da jeg fandt ud af det. 
Men da jeg fortalte det til min kæreste, bad ham mig om at få en abort fordi han ikke mener, at han kan være far til et barn lige nu, bl.a. grundet vores økonomiske situation, som han mener ikke er tilstrækkeligt til at give barnet en ordentlig opvækst. Min kæreste arbejder 37 timer om ugen ufaglært og jeg går på videregående uddannelse og får derfor SU - og han mener, at det at få et barn, ville resultere i, at ingen af os, nogensinde, vil få færdiggjort vores uddannelser.
Jeg kan ikke beskrive hvor ked af det, det gjorde mig. Bare det at han sagde ordet 'abort' gav mig tårer i øjnene. 
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at ødelægge noget for ham, men det gør ondt i mit hjerte at tænke på at få foretaget en abort.
Så mit spørgsmål er, kan jeg på nogen måde tillade mig at få barnet imod hans vilje, eller skal jeg rette ryggen, bide mine sorger og tanker i mig og få en abort for hans skyld? 

Vil ikke vurdere hvad du/i skal gøre, men du skal gøre op med dig selv om du kan leve med at få en abort og hvis du vælger at beholde barnet skal du forberede dig på at skulle stå alene med alt ansvar.

Selvfølgelig er det muligt at tage uddannelse selvom man får barn, det kræver bare lidt andre overvejelser og lidt mere planlægning. Jeg er selv 30, har udd. men skal til at læse igen til sommer og min datter er 17 måneder.

Forstår udmærket når din kæreste siger, at det ville have været mere belejligt at i begge var færdigudd. og havde en god økonomi, men nu er det jo ikke altid virkeligheden. Man ser også at nogle fædre vokser med opgaven dvs at selvom han ikke ønsker barnet pt. så kan det sagtens være at som tiden skrider frem at han ændre mening. Problemet er bare om det er en chance du er villig til at tage?

Du er nødt til at mærke efter indeni dig selv og tage en beslutning udfra det, men synes selvfølgelig også at du skal tage din kærestes argumenter i betragtning.

/Fenja