Livas fødsel 24.08.07

D. 24. august 2007 kl. ca. 6.30 vågnede jeg ved at jeg synes der var lidt vådt i sengen. Jeg rejste mig for at gå på wc. På vej ned af trappen synes jeg der løb vand ned af mine ben, men jeg havde jo læst at barnet kunne ligge og gnubbe hovedet mod min blære, så jeg kom til at tisse uden at kunne mærke det. Men da jeg satte mig på wc’et kom der to skyller lige efter hinanden. Jeg troede at jeg bare tissede og rejste mig. Der sev lidt mere vand så jeg satte mig på wc’et igen.
Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op for jeg var jo kun 35 uger + 2 dage henne så det kunne da ikke passe at det var vandet der var gået. Men hver gang jeg rejste mig kom der mere.
Jeg råbte op til Carsten, som stadig lå og sov, at jeg troede vandet var gået. Carsten råbte tilbage “Neeej kl. er kun halv syv.” Det var lige en dag hvor han endelig kunne sove længere end til kl. 5.

Jeg gik op ovenpå igen og prøvede at lægge mig på sengen for at sove lidt mere, men kunne ikke finde ro. Hvad nu hvis det var vandet der var gået... skulle der ikke komme veer først osv. osv.
Jeg stod op og gik ned og tændte min computer, tænkte at jeg ville tjekke på nettet hvad der stod om det, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Til sidst ringede jeg hjem til min mor og fortalte det til hende. Hun mente at det måtte være vandet der var gået og hun syntes jeg skulle ringe til fødegangen.
Jeg ringede så til fødegangen og fortalte dem hvad der var sket, men at jeg ikke var sikker på om det var vandet der var gået eller om jeg bare havde tisset. Jeg syntes det ville være så pinligt at komme på fødegangen hvis jeg så bare havde tisset i sengen.
Damen fra fødegangen sagde jeg skulle gå ind og lægge mig, da vi ikke vidste om hovedet stod fast, og så ville de sende Falck efter mig.
Jeg lagde mig først op i sengen, men kunne ikke falde til ro. Der var jo så mange ting jeg gerne lige ville have ordnet hvis det viste sig at det faktisk var fødslen der var igang. Jeg havde jo ikke nået at pakke de sidste ting i tasken jeg skulle have med osv.
Til sidst lagde jeg mig ned på sofaen og måtte kommandere rundt med Carsten. Han tog det meget roligt, han troede vist ikke helt på det var nu han skulle være far.

Ca. kl. 7.30 kom Falck og vi kørte mod fødegangen. På turen mod fødegangen kunne jeg begynde at mærke lidt murren i underlivet.
Da jeg kommer til sygehuset kommer jeg straks ind på en fødestue. Carsten er endnu ikke nået frem. Der kommer en ældre dame ind. Hun ser bare rigtig sur ud og begynder at tage mit tøj af mig. Jeg bliver noget paf da jeg flere steder havvde læst at man selv måtte bestemme hvor længe man ville have sit eget tøj på. men nu sad jeg pludselig splitter ragende Kong Hans. Den sure dame gav mig sygehustøj på og gik ud igen.
Jeg tænkte "hvis det er min jordmoder så tager jeg hjem igen". Jeg så aldrig damen igen.

Kl. 8 bliver jeg undersøgt af en jordmoder. Jeg var kun ca. 3 fingerbredder åben. Hun skønnede babyen til at veje 2500g.
Mellem kl. 8-9 tog veerne til. De kom hyppigt, ca. hvert 2-4 min. og de blev kraftigere og kraftigere.
Kl. 10 bed veerne rigtig. Der kom en læge ind og de snakkede med mig om at få lagt en epiduralblokade. Både pga. smerterne men også fordi mit blodtryk var meget højt og jeg var begyndt at få feber.
Jeg sagde nej tak, da jeg var skide bange for at få den lagt.
kl. 11.45 havde jeg efterhånden rigtig ondt. Veerne bed virkelig hårdt og da de endnu engang spørger om jeg vil have en epiduralblokade takker jeg ja.
Kl. 12.20 er epiduralen lagt. Det gjorde overhovedet ikke ondt og allerede efter ca. 10 min. begyndte den at virke.
Efter et par timer var veerne ved at tage til igen. Denne gang sad de dog ikke over mave og lænd, men omkring ballerne.
Veerne kom nu med 2-3 min. mellemrum.
Veerne begynder pludselig at aftage lidt og jeg syntes ikke de kom så ofte mere.



Den lille havde under veerne haft perioder med meget høj puls og under hele fødslen fik jeg målt babyens puls samt veernes styrke og hyppighed ved bælter om maven, men på et tidspunkt fik babyen sat en elektrode på hovedet i stedet for, da de havde lidt svært ved at måle på den anden måde.
Jeg fik sat ve stimulerende drop så der kunne komme lidt gang i dem igen. Der blev taget blodpøver fra barnets hoved. Alt så fint ud.

Der skete ikke så meget, veerne var ikke så kraftige og de kom ikke så ofte.
Jordmoderen havde set/mærket at babyen var stjernekigger og flere gange under fødslen ændrer jeg stilling i håb om at hun får drejet sig rundt. Det lykkes ikke rigtigt.

Jeg får en smule presseveer og kommer som et sidste forsøg over på fødelejet og skal presse lidt i håb om at babyen glider længere ned i bækkenet. Der sker ikke rigtig noget. Babyen står fast og står skævt så den kan ikke komme ud.
Tilsidst bliver jeg kørt til kejsersnit klokken er da 20.50.



Kl. 21.23 hører jeg min lille piges skrig første gang, da hun kommer til verden. Hun vejer 2670g og er 50cm lang. Hun blev født 5 uger for tidligt, men havde det godt.


Vi nåede at have 2 jordmødre under fødslen. Begge var unge piger og helt nyuddannede. De var så søde og professionelle begge to og vi fik nogle hyggelige snakke imellem veerne. De var begge to med til at gøre fødslen til en rigtig god oplevelse for både Carsten og jeg.

Den første tid efter fødslen synes jeg var meget hård.
For det første var det et chok for os begge at hun pludselig kom tidligere end forventet, alle har jo sagt til os at 1. gangsfødende går over tiden.

Liva kom jo på børneafdelingen og da der var ved at blive bygget om var der ikke plads til mig hos hende. Så jeg blev kørt på barselsgangen, Carsten kørte hjem og Liva var på børneafdelingen. Jeg følte mig MEGET ensom og fik ikke sovet meget den nat selvom det havde været en lang, hård og begivenhedsrig dag.

Jeg fødte fredag aften og lørdag formiddag kom Carsten ud til mig. Jeg havde endnu ikke været nede ved Liva. Jeg havde ondt i kejsersnittet og skulle køres frem og tilbage i sengen, så jeg skulle have fat i en sygeplejerske som skulle ringe efter en portør der kunne hente mig. Jeg følte mig MEGET i vejen.
Oveni det hele kom så at der stadig ikke var en plads til mig på afdelingen. Jeg tudede hele lørdagen. Carsten var frustreret fordi han intet kunne gøre.
Der var bare ikke plads, så jeg var nødt til at vente til nogen blev sendt hjem. Imens kunne jeg bare ligge på barselsgangen og høre og se alle de nybagte mødre med deres nyfødte, det var absolut ikke sjovt.

Lørdag aften fik jeg selv kæmpet mig ud af sengen og Carsten kørte mig i en kørestol ned til Liva. Jeg havde stadig ondt, men nægtede at skulle vente på en portør når jeg ville ned til min datter.

Søndag morgen kom jeg selv ud af sengen og gik ned til Liva.
Og endelig søndag sidst på eftermiddagen kom jeg ned til Liva.

Jeg kom til at ligge sammen med en rigtig sød pige som havde fået en lille bitte dreng 8 uger for tidligt. Det var helt hyggeligt at have en at snakke med om det hele, som forstod hvordan det var at skulle ligge derude.

Sygeplejerskerne var også søde nok, men jeg synes ikke de tog mit og Livas ophold seriøst. Jeg fik at vide at hun jo var stor og at 5 uger ikke var særlig meget for tidligt, de havde set langt værre. Og ja, jeg kunne godt se at mange af de andre børn på afdelingen var meget mindre. Men for os var det stadig et chok og hårdt at se vores lillebitte pige med sonde i næsen og at hun ikke ville spise hos mig. Så om det var 5-8-10 uger for tidligt det betød ingenting, for forældrene er det ALDRIG sjovt.

Jeg kæmpede med den pokkers amning, for når Liva ville tage et helt måltid fra mig måtte vi komme hjem. Jeg hadede når sygeplejerskerne, efter Liva havde spist, kom med deres sprøjte som de satte til hendes sonde og trak den mælk op af maven på hende hun lige havde fået, for at tjekke hvor meget hun havde spiste hos mig. Derefter kunne de så vurdere hvor meget ekstra hun skulle have.

Efter 1 uges tid fik hende jeg lå sammen med, lov til at tage hjem. Nej hvor var jeg midsundelig. Jeg savnede Carsten helt gevaldigt og havde så meget hjemve! Mine nye værelseskamerat var en udenlandsk pige som ikke kunne ret meget dansk, så hende snakkede jeg slet ikke med.

På et tidspunkt spiste Liva mere end de kunne trække tilbage i sprøjten og så skulle vi til at veje før og efter hvert måltid. Jeg kom simpelthen til at HADE den vægt. Det var den der bestemte hvornår vi måtte komme hjem, ja sådan føltes det ihvertfald.

Jeg var flere gange ved at droppe amningen og gå over til flaske, for så kunne jeg da komme hjem. Men hver gang ombestemte jeg mig, for jeg ville jo gerne have amningen til at fungere. Der var stor forskel på hjælpen fra sygeplejerskerne. Nogle var gamle garvede som tog så hårdt fat ved Livas lille hovede at jeg troede de ville knuse det andre var mere tilbageholdende og nøjes med at rådgive.

Jeg kæmpede og kæmpede for at få Liva til at tage ved og ofte endte det med at jeg bare sad og tudede. En dag var der en sød sygeplejerske der spurgte om jeg havde fået tilbudt en ammebrik, det havde jeg ikke, så det forsøgte vi. Og det var det der skulle til!!!

Endelig begyndte Liva at spise mere og mere og på 12. dagen tog hun for første gang et helt måltid selv. Den sygeplejerske der havde vagt sagde at så kom vi nok hjem dagen efter. Jeg turde ikke håbe for meget for ville så nødigt blive skuffet. Men dagen efter kom vi så endelig hjem!

Vi var til vægttjek på sygehuset et par dage efter og Liva havde taget fint på. Endelig kunne vi blive 100% udskrevet.

 

Det er sådan en rørende fortælling - kan godt huske jeg har læst den på NS for længe siden

Kan godt forstå det kom bag på jer at hun allerede kom til verden så tidligt. Det er jo ikke lige det man går og regner med. Nej nej man er sikkert den der går 2 uger over tid og skal sættes igang osv.... men nå, sådan blir det nok næste gang

Tak fordi du ville dele din fødselsberetning med os

Jeg har sådan grint af mig selv bagefter. Jeg ringer til fødegangen "øøhh jeg tror nok vandet er gået, men jer er kun i uge 35, så jeg ved ikke om jeg bare har tisset i sengen"

Forøvrigt var vi på sygehuset onsdag til rundvisning, torsdag til tjek pga. for højt blodtryk og så fredag hvor jeg fødte.
Carsten havde i sjov sagt om onsdagen om jeg ikke lige kunne få det overstået nu vi var der .... det var jo så rimelig tæt på