var du /er du bange?

Jeg kunne godt tænke mig at hører om det er helt normalt som førstegangs fødende, at være bange for at gøre noget forkert mht barnet.. og især overfor andre mennesker, i forhold til hvad de tænker om en og ens håndtering af barnet... ?

jeg er ikke selv gravid eller mor.. men det var bare en tanke der trejfede mig...

Som første-gangs gravid kunne jeg ikke overskue andet end graviditet og fødsel.  Så nej.

Nej sådan har jeg ALDRIG tænkt  

Jeg har ingen anelse .. Og det er første gang vi ska' ha' et barn .. Så vi ta'r det som kommer med tiden ..

Nej slet ikke - har i hvert fald aldrig tænkt sådan!

Jeg er førstegangs fødende, og ja, er lidt bange for hvad andre vil tønke om mig som mor en gang imellem. Tror/bilder mig selv ind, at det er helt naturligt, og at det jo nok er fordi man selv er lidt usikker og nervøs ved de mange tanker man gør sig om at være mor.
Samtidigt har min kæreste i forvejen 2 børn fra et tidligere forhold, så jer er også lidt bange for hvad han vil mene om mig som mor. Om det er ham der vil rette på mig hele tiden, og bede mig om at tage det roligt, eller bare det at jeg gør tingende på en anden måde end hvad han har været vant til.
Men det er nok altsammen bekymringer der ikke er belæg for.
Vi har talt ´"lidt" om det, men han siger at han er overbevist om at jeg bliver en fremragende mor, og har desuden ingen forståelse for at jeg gør mig de tanker/bekymringer.

ja jeg er bange - da jeg selv er tvangsfjernet og frygter at Julie bliver det...

Jeg er også førstegangs fødende, og jeg har da haft nogle ture med stress over, hvordan det nu kommer til at gå, om jeg bliver en god nok mor og selvføgelig, hvad andre vil tænke om min måde at være mor på.

Mine små stress-flip er dog mest kommet i forbindelse med hormonsvingninger! Fx. begyndte jeg at vræle uhæmmet, da det gik op for mig, at jeg ikke havde tænkt over, hvordan jeg skulle kunne lufte min hund om aftenen, når baby er lagt! Sagen er den, at min kæreste arbejder i udlandet 20 dage i måneden, og vi ledte efter en lejlighed inde i byen... min mor gjorde mig så opmærksom på problematikken, og det der slog mig mest ud, var faktisk, at jeg jo måtte være universets DÅRLIGSTE mor, hvis jeg ikke engang havde tænkt over det! Og så kunne der altså ikke slukkes for vandhanen igen! 

Jeg forsøger at tage det hele som det kommer.. men tror ikke nogen førstegangsfødende kan sige sig helt fri for, at have tænkt over, hvad andre mon tænker! 

Jeg kan godt være det nogen gange.

Når vi er hos mine svigerforældre er der ikke noget, føler mig virkelig inde i min rolle som mor, og føler jeg har helt styr på det *s*

Men hvis vi besøger min egen familie føler jeg af en eller anden grund jeg skal vise jeg got kan finde ud af at være mor. Ved ikke om det kan være en blandning af at mine forældre synes min søster har klaret det så godt, eller det at de måske syntes det var tidligt mig og min kæreste skulle have barn og nu synes jeg hele tiden jeg skal besvise at vi var parate til det og godt kan finde ud af det.

Føler de hele tiden skal komme med bemærkninger og meninger om hvad de synes.. nu skal hun da have det tøj på eller nu skal hun da sove.. hvor når vi er hos min kærestes forlædre, så siger de aldrig noget til noget, men lader os selv om hvordan vi gør tingene.

Måske det også er pga mine forældre, at jeg så også nogen gange ude bland fremmede føler jeg skal vise at jeg er en go mor der bare har styr på det hele.

Min datter er ca 13 uger nu, og føler nu at jeg ved at have godt styr på det og at vi har fået en rigtig go kontakt - og at jeg faktisk er en go mor, så skal bare lære ikke at lade andre påvirke mig til at tro andet.

JA - Helt klart !

Har en i familien der ikke behandler sine børn særlig godt, og den person er jeg frygtelig bange for at blive samlignet med ..