Det hele startede allerede så småt natten mellem den 23. Og 24. September 2008 hvor jeg følte lidt uro i maven. Sådan lidt som om jeg var ved at blive syg. Havde det dog fint om morgenen og tænkte ikke rigtig mere over det før hen på formiddagen hvor jeg skulle på toilet. Der opdagede jeg at slimproppen var gået og det satte jo straks tankerne i gang i mit hoved. Var det måske de helt små tegn på fødsel der havde vist sig. Jeg vidste dog godt at tegnblødningen kunne komme op til 14 dage før fødslen så jeg tog det nu meget roligt. Vi gik i seng omkring halv tolv, men nåede kun at sove en time før jeg vågnede af ubehag i maven. Det var som om plukveerne var blevet meget værre. De gjorde mere ondt end normalt og kom oftere og oftere. Jeg endte med at stå op og lagde mig til sidst ind på sofaen hvor jeg lige så stille begyndte at spekulerer på om der måske var tale om rigtige veer frem for kun plukveer, men det er jo svært lige at vide hvornår det er det ene eller det andet. Efter et par timer synes jeg der var som om de blev mere og mere regelmæssige. Jeg prøvede at tage tid på dem og der var i et stykke tid 7 minutter mellem hver ve så jeg tænkte at nu var det nok så småt startet. Underligt faktisk for troede ikke det allerede ville ske. Men hen på morgenen var det som om det gik mere og mere i sig selv igen og jeg tænkte egentlig ikke så meget mere over det. Veerne bed slet ikke og jeg bildte mig selv ind at det hele nok bare var mere noget jeg bildte mig selv ind, men jeg skulle snart blive klogere.
Da Morten kom hjem fra arbejde lige over middag havde jeg det stadig okay. Så hen på eftermiddagen begyndte der igen så småt at ske noget. Veerne kom igen og nogen af dem gjorde pænt ondt. Det endte med at jeg fik meget kvalme og jeg havde heller ikke rigtig spist noget i løbet af dagen. Havde ikke rigtig lyst til noget. Pludselig kom der en ve der gjorde mig rigtig dårlig og jeg måtte løbe så godt jeg kunne ud og kaste op. Jeg lagde mig på sofaen og følte mig lidt udmattet. Morten kom og satte sig på en stol så han kunne holde mig i hånden og han begyndte at sidde og tage tid på mine veer. De var stadig ikke helt regelmæssige, men pludselig begyndte de at tage meget mere til og vi begyndte at føle en rytme. Morten tog tid på veerne og jeg måtte også kaste op et par gange mere.
Klokken 17.24 ringede vi ind til fødegangen for at hører hvordan jeg skulle forholde mig eftersom jeg kastede op og faktisk var ved føle mig lidt afkræftet. De sagde at jeg bare fortsat skulle tage det så meget med ro som jeg kunne og prøve at drikke lidt ind imellem og så bare vente på at veerne blev længere. Jeg kunne eventuelt tage to piller at sove på, men den tanke syntes jeg nu ikke så meget om. På dette tidspunkt var der 5-7min mellem veerne og de varede cirka 20-30 sekunder.
Klokken 20.00 ringede Morten ind til fødegangen igen og sagde, at nu var veerne efterhånden blevet rigtig hårde og de var snart oppe på et minut af gangen. Vi aftalte at jeg skulle komme ind med det samme så Morten skyndte sig at pakke de sidste småting jeg manglede og kørte bilen frem. Jeg troede nu aldrig at jeg skulle komme ud i den bil, men Morten var til stor hjælp og gjorde alt hvad han kunne for at gøre det så behageligt som muligt for mig.
Ved 20.45 ankom vi endelig til fødegangen. Morten kørte bilen så tæt på døren som muligt og fik mig anbragt i elevatoren og så måtte han ud og fjerne bilen som holdte tænd med nøgler i og det hele. Jeg kom op med elevatoren og blev straks modtaget af en jordmoder som godt kunne se at jeg havde kraftige veer og hun sagde at jeg sikkert var meget langt allerede. Hun førte mig ned på en stue hvor jeg skulle undersøges. Jeg var svimmel og det summede vildt i mine hænder, arme, læber og ben. Jeg fik at vide at det var fordi jeg hyperventilerede så jeg skulle lige have lidt mere styr på vejrtrækningen. Det irriterede mig fordi de vejrtrækninger jeg lavede hjalp mig rigtig godt, men det duede jo ikke at jeg var ved at falde om af det. Veerne bed sindssygt meget og jeg kastede fortsat op på trods af der intet var tilbage i maven så det var rigtig ubehageligt! Det viste sig at jeg allerede var 7cm åbent hvilket egentlig kom lidt bag på os alle. Der var nu kun 3 minutter mellem veerne og de varede cirka 60 sekunder. Tror hverken Morten eller jeg havde tænkt over at jeg kunne være så langt allerede. Jordmoderen sagde at jeg med stor sikkerhed havde født inden midnat så Morten fik travlt med at ringe efter min storesøster som skulle være med under fødslen.
Jeg havde ønsket at komme i badekar som smertelindring så jeg skulle først have en gang klux for at tømme tarmen. Det var jeg nu ikke meget for, men der var ingen vej udenom. Normalt vil man efter cirka 10-15 minutter tømme tarmen, men jeg kunne ikke få noget ud. Jeg måtte vente en halv time på at der skete noget. Derefter skulle jeg skylles under bruseren og også vaskes før jeg kunne komme i karet. Jeg syntes det var ulideligt at sidde der på en dum skammel under bruseren og veerne var simpelthen bare ved at tage livet af mig.
Min søster ankom da jeg sad der under bruseren. Jeg havde nu ikke set hende som sådan. Lagde bare pludselig mærke til hendes fødder foran mig. De to jordmødre havde jeg heller ikke set. Kunne også kun genkende dem på skoene.
De mente at mit blodsukker var meget lavt så min søster prøvede at få noget frugt i mig. Fik et par små stykker banan, men det endte også med at jeg begyndte at kaste det op.
Klokken 21.51 kom jeg endelig i badekaret. Først tænkte jeg at der kunne jeg bare ikke være, men efter meget kort tid følte jeg det meget behageligt. Jeg sad på knæ ind mod kanten og med hovedet på en kæmpe pude som hang på kanten. Den stilling blev jeg siddende i resten af forløbet. Klokken 22.11 fik jeg begyndende pressetrang. De sagde at hjertelyden var fint og mine vejrtrækninger var perfekte. Klokken 22.24 var jeg 10cm åbent. Klokken 22.38 tiltager min pressetrang, men jeg er ikke begyndt at presse rigtigt endnu.
De fylder mere vand i karet så det igen er oppe på 37 grader da det er den bedste temperatur for den lille. Klokken 22.57 er jeg begyndt at presse aktivt og klokken 23.02 går fostervandet. Klokken 23.15 fødes hovedet og endelig 23.17 den 25. September 2008 kommer lille Vinker endelig til verden J
Han vejede 2950 gram og var 50cm så en lille fin dreng som vi fra første øjekast allerede elskede af hele vores hjerte!
Synes lige jeg ville dele min fødselsberetning med jer, selvom det efterhånden er lidt tid siden (føler dog stadig det var igår - og dog... Har jo for længst glemt hvor ondt det gjorde...)
