Det hele er bare noget rod lige nu! Langt!!

Ja først og fremmest har jeg valgt at være åben omkring det da jeg selv har bedt om hjælp og skal ned til min læge i dag og forhåbentlig starte op på noget medicin så jeg får det bedre.

Sagen kort: 

Jeg har i flere år haft virkelig meget stress og har gået ned på det, i 2008 gik jeg fra min eks mand. Flytter til min hjemby får egen lejlighed sammen med min dengang 2 årige datter.

Får arbejde i et supermarked og det er rigtig godt. Møder de forkerte mennesker og drikker for meget mm.

Dropper de mennesker og finder  en ny kæreste efter 3 måneder. Var desværre sammen med ham i 1 år kunne ikke se klart pga jeg var forelsket han behandlede mig som lort. Så droppede forholdet. Så gik der yderligere 3 måneder så mødte jeg en ny ham jeg nu har været sammen med i 2½ år. Vi har kørt meget op og ned og var tæt på at gå fra hinanden i går. Det er vi sådan set tit! Men i sidste uge knækkede filmen for mig og min kæreste tog mig med på psykiatrisk hospital hvor jeg fik snakket med en læge som sagde jeg helt klart havde en depression samt panik angst jeg er bange og går virkelig i panik bare jeg skal over og handle i den daglige købmand der er i nærheden 

Det skal lige siges at jeg i dag har 2 børn en på 5 der fylder 6 år til marts. Og en på 16 måneder. Den store blev født skinddød hun var rigtig syg og var tæt på at dø. Vi var indlagt i 2 måneder på sygehuset med hende og derefter boede mig og min eks på et familie ophold sted vi kom hjem da hun var 9 måneder lige op til jul, det er den bedste hjælp jeg nogensinde har fået at være der men det tog hårdt på os og 10 måneder efter gik vi fra hinanden.

Den lille blev født 5 uger for tidligt. Vi var så heldige at hun ikke fejlede så meget men hun har efterfølgende fået astma samt hun nu er igang med behandling for hendes 2. lungebetændelse 

Så synes det er super hårdt for tiden slås med alt det samt at skændes med kæresten hele tiden, og er vildt bange og nervøs for hvad lægen vil sige.. Ville bare lige ud med alle mine tanker og følelser 

bobbles skriver:

Ja først og fremmest har jeg valgt at være åben omkring det da jeg selv har bedt om hjælp og skal ned til min læge i dag og forhåbentlig starte op på noget medicin så jeg får det bedre.

Sagen kort: 

Jeg har i flere år haft virkelig meget stress og har gået ned på det, i 2008 gik jeg fra min eks mand. Flytter til min hjemby får egen lejlighed sammen med min dengang 2 årige datter.

Får arbejde i et supermarked og det er rigtig godt. Møder de forkerte mennesker og drikker for meget mm.

Dropper de mennesker og finder  en ny kæreste efter 3 måneder. Var desværre sammen med ham i 1 år kunne ikke se klart pga jeg var forelsket han behandlede mig som lort. Så droppede forholdet. Så gik der yderligere 3 måneder så mødte jeg en ny ham jeg nu har været sammen med i 2½ år. Vi har kørt meget op og ned og var tæt på at gå fra hinanden i går. Det er vi sådan set tit! Men i sidste uge knækkede filmen for mig og min kæreste tog mig med på psykiatrisk hospital hvor jeg fik snakket med en læge som sagde jeg helt klart havde en depression samt panik angst jeg er bange og går virkelig i panik bare jeg skal over og handle i den daglige købmand der er i nærheden 

Det skal lige siges at jeg i dag har 2 børn en på 5 der fylder 6 år til marts. Og en på 16 måneder. Den store blev født skinddød hun var rigtig syg og var tæt på at dø. Vi var indlagt i 2 måneder på sygehuset med hende og derefter boede mig og min eks på et familie ophold sted vi kom hjem da hun var 9 måneder lige op til jul, det er den bedste hjælp jeg nogensinde har fået at være der men det tog hårdt på os og 10 måneder efter gik vi fra hinanden.

Den lille blev født 5 uger for tidligt. Vi var så heldige at hun ikke fejlede så meget men hun har efterfølgende fået astma samt hun nu er igang med behandling for hendes 2. lungebetændelse 

Så synes det er super hårdt for tiden slås med alt det samt at skændes med kæresten hele tiden, og er vildt bange og nervøs for hvad lægen vil sige.. Ville bare lige ud med alle mine tanker og følelser 

bobbles skriver:

Ja først og fremmest har jeg valgt at være åben omkring det da jeg selv har bedt om hjælp og skal ned til min læge i dag og forhåbentlig starte op på noget medicin så jeg får det bedre.

Sagen kort: 

Jeg har i flere år haft virkelig meget stress og har gået ned på det, i 2008 gik jeg fra min eks mand. Flytter til min hjemby får egen lejlighed sammen med min dengang 2 årige datter.

Får arbejde i et supermarked og det er rigtig godt. Møder de forkerte mennesker og drikker for meget mm.

Dropper de mennesker og finder  en ny kæreste efter 3 måneder. Var desværre sammen med ham i 1 år kunne ikke se klart pga jeg var forelsket han behandlede mig som lort. Så droppede forholdet. Så gik der yderligere 3 måneder så mødte jeg en ny ham jeg nu har været sammen med i 2½ år. Vi har kørt meget op og ned og var tæt på at gå fra hinanden i går. Det er vi sådan set tit! Men i sidste uge knækkede filmen for mig og min kæreste tog mig med på psykiatrisk hospital hvor jeg fik snakket med en læge som sagde jeg helt klart havde en depression samt panik angst jeg er bange og går virkelig i panik bare jeg skal over og handle i den daglige købmand der er i nærheden 

Det skal lige siges at jeg i dag har 2 børn en på 5 der fylder 6 år til marts. Og en på 16 måneder. Den store blev født skinddød hun var rigtig syg og var tæt på at dø. Vi var indlagt i 2 måneder på sygehuset med hende og derefter boede mig og min eks på et familie ophold sted vi kom hjem da hun var 9 måneder lige op til jul, det er den bedste hjælp jeg nogensinde har fået at være der men det tog hårdt på os og 10 måneder efter gik vi fra hinanden.

Den lille blev født 5 uger for tidligt. Vi var så heldige at hun ikke fejlede så meget men hun har efterfølgende fået astma samt hun nu er igang med behandling for hendes 2. lungebetændelse 

Så synes det er super hårdt for tiden slås med alt det samt at skændes med kæresten hele tiden, og er vildt bange og nervøs for hvad lægen vil sige.. Ville bare lige ud med alle mine tanker og følelser 

Først vil jeg sige, at jeg synes du er super sej. Du har taget første skridt, du tager ansvar for dig selv og derved også dine unger! 

Når jeg læser din historie, så kan jeg godt forstå at du har det svært. Det lyder til, at du har været i modvind længe og der er grænser for hvor meget et menneske kan presses, og du har nået grænsen.

Har du talt med din læge om at få et samtaleforløb hos en psykolog? Altså sideløbende med medicinering? Medicinen er jo "kun" symptombehandling og gennem samtaler får du hjælp til de ting der gør ondt - kan du følge mig?

Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke!

Vh. Louise 

Det er da også en del du har været igennem! Lider selv af panikangst og stress, så kender lidt til det.

Håber du får den rette behandling, og hurtigt kommer ovenpå igen!

Mamalou skriver:

Først vil jeg sige, at jeg synes du er super sej. Du har taget første skridt, du tager ansvar for dig selv og derved også dine unger! 

Når jeg læser din historie, så kan jeg godt forstå at du har det svært. Det lyder til, at du har været i modvind længe og der er grænser for hvor meget et menneske kan presses, og du har nået grænsen.

Har du talt med din læge om at få et samtaleforløb hos en psykolog? Altså sideløbende med medicinering? Medicinen er jo "kun" symptombehandling og gennem samtaler får du hjælp til de ting der gør ondt - kan du følge mig?

Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke!

Vh. Louise 

bobbles skriver:

Ja først og fremmest har jeg valgt at være åben omkring det da jeg selv har bedt om hjælp og skal ned til min læge i dag og forhåbentlig starte op på noget medicin så jeg får det bedre.

Sagen kort: 

Jeg har i flere år haft virkelig meget stress og har gået ned på det, i 2008 gik jeg fra min eks mand. Flytter til min hjemby får egen lejlighed sammen med min dengang 2 årige datter.

Får arbejde i et supermarked og det er rigtig godt. Møder de forkerte mennesker og drikker for meget mm.

Dropper de mennesker og finder  en ny kæreste efter 3 måneder. Var desværre sammen med ham i 1 år kunne ikke se klart pga jeg var forelsket han behandlede mig som lort. Så droppede forholdet. Så gik der yderligere 3 måneder så mødte jeg en ny ham jeg nu har været sammen med i 2½ år. Vi har kørt meget op og ned og var tæt på at gå fra hinanden i går. Det er vi sådan set tit! Men i sidste uge knækkede filmen for mig og min kæreste tog mig med på psykiatrisk hospital hvor jeg fik snakket med en læge som sagde jeg helt klart havde en depression samt panik angst jeg er bange og går virkelig i panik bare jeg skal over og handle i den daglige købmand der er i nærheden 

Det skal lige siges at jeg i dag har 2 børn en på 5 der fylder 6 år til marts. Og en på 16 måneder. Den store blev født skinddød hun var rigtig syg og var tæt på at dø. Vi var indlagt i 2 måneder på sygehuset med hende og derefter boede mig og min eks på et familie ophold sted vi kom hjem da hun var 9 måneder lige op til jul, det er den bedste hjælp jeg nogensinde har fået at være der men det tog hårdt på os og 10 måneder efter gik vi fra hinanden.

Den lille blev født 5 uger for tidligt. Vi var så heldige at hun ikke fejlede så meget men hun har efterfølgende fået astma samt hun nu er igang med behandling for hendes 2. lungebetændelse 

Så synes det er super hårdt for tiden slås med alt det samt at skændes med kæresten hele tiden, og er vildt bange og nervøs for hvad lægen vil sige.. Ville bare lige ud med alle mine tanker og følelser 

Super godt at du beder om hjælp og tager hul på det. En masse  til dig og håber på at alt går godt