Hvordan føles en fødselsdep.?

Er der nogle, der kan hjæpe mig mon?
Jeg har mistanke om, at der er noget galt med mig! Jeg ved ærlig talt ikke hvad det kan være...Jeg har en dreng på 3 1/2 og en dreng på 4 måneder, og det er kommet efter min sidste fødsel! Har et ret normalt liv, kæreste, hus og gode venner...Jeg har aldrig haft det på den her måde...jeg føler at jeg går i sådan et gråt slør, jeg er ked af det mange gange om dagen - det kommer bare pludseligt! Jeg er blevet små-angst for flere ting...Jeg er bare sådan....åhhhh, der er ikke noget sjovt ved noget! Nogle dage er det værre end andre! Jeg står op HVER morgen, passer mine børn, men indvendig er det altså skidt på en eller anden måde! Svært at forklare...Jeg mander mig op for familie og venner, min kæreste er dog klar over at jeg har det på denne måde! Jeg synes det er et nederlag hvis jeg får et "stempel" som deprimeret eller har stress eller hvad det kan være...Og det er hammerforkert at have det sådan, men sådan har jeg det Jer, der har haft en dep. eller andet, vil I ikke prøve at dele jeres erfaringer med mig, måske symptomer/andet....Skal faktisk til læge i morgen med noget andet, overvejer at fortælle min læge hvordan jeg går og har det!

Anonym skriver:

Er der nogle, der kan hjæpe mig mon?
Jeg har mistanke om, at der er noget galt med mig! Jeg ved ærlig talt ikke hvad det kan være...Jeg har en dreng på 3 1/2 og en dreng på 4 måneder, og det er kommet efter min sidste fødsel! Har et ret normalt liv, kæreste, hus og gode venner...Jeg har aldrig haft det på den her måde...jeg føler at jeg går i sådan et gråt slør, jeg er ked af det mange gange om dagen - det kommer bare pludseligt! Jeg er blevet små-angst for flere ting...Jeg er bare sådan....åhhhh, der er ikke noget sjovt ved noget! Nogle dage er det værre end andre! Jeg står op HVER morgen, passer mine børn, men indvendig er det altså skidt på en eller anden måde! Svært at forklare...Jeg mander mig op for familie og venner, min kæreste er dog klar over at jeg har det på denne måde! Jeg synes det er et nederlag hvis jeg får et "stempel" som deprimeret eller har stress eller hvad det kan være...Og det er hammerforkert at have det sådan, men sådan har jeg det Jer, der har haft en dep. eller andet, vil I ikke prøve at dele jeres erfaringer med mig, måske symptomer/andet....Skal faktisk til læge i morgen med noget andet, overvejer at fortælle min læge hvordan jeg går og har det!

Du har lige beskrevet hvordan jeg havde det de første 4-6 mdr af min datters liv! Jeg fik ikke hjælp og det var en STOR fejl, som har betydet at min kæreste nu er nede med en fødselsdepression også.
Det er en fødselsdepression, jeg syntes helt sikkert du skal snakke med din læge om det imorgen! Samtaleterapi med en psykolog med speciale i fødselsdepressioner har hjulpet min kæreste meget og hvis jeg havde vidst hvad jeg ved nu, så havde jeg også taget den samtaleterapi

Aagaard skriver:

Du har lige beskrevet hvordan jeg havde det de første 4-6 mdr af min datters liv! Jeg fik ikke hjælp og det var en STOR fejl, som har betydet at min kæreste nu er nede med en fødselsdepression også.
Det er en fødselsdepression, jeg syntes helt sikkert du skal snakke med din læge om det imorgen! Samtaleterapi med en psykolog med speciale i fødselsdepressioner har hjulpet min kæreste meget og hvis jeg havde vidst hvad jeg ved nu, så havde jeg også taget den samtaleterapi

Tusind tak for dit svar! Jeg er meget ked af at høre om Jeres situation! Må jeg spørge hvorfor DU ikke bad om hjælp den gang?
Det "mærkelige" er, at jeg jo "sagtens" kan fungere, altså jeg ligger jo ikke i forsterstilling hele dagen og græder! jeg har en hel normal hverdag hvor jeg er på barsel, jeg går i mødregr., ses med mine veninder, løber, handler....Var det osse sådan med dig - at du godt overordnet kunne fungere? det er nok derfor at jeg alligevel er lidt tøvende med at bede om hjælp...jeg håber at I snart er friske igen! Det må være meget hårdt at din kæreste osse er nede med flaget!

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar! Jeg er meget ked af at høre om Jeres situation! Må jeg spørge hvorfor DU ikke bad om hjælp den gang?
Det "mærkelige" er, at jeg jo "sagtens" kan fungere, altså jeg ligger jo ikke i forsterstilling hele dagen og græder! jeg har en hel normal hverdag hvor jeg er på barsel, jeg går i mødregr., ses med mine veninder, løber, handler....Var det osse sådan med dig - at du godt overordnet kunne fungere? det er nok derfor at jeg alligevel er lidt tøvende med at bede om hjælp...jeg håber at I snart er friske igen! Det må være meget hårdt at din kæreste osse er nede med flaget!

Jeg anede ikke at der var noget der hed en fødselsdepression og alt min energi gik til at tage mig af vores datter. Jeg var ikke bevidst om at det jeg gik igennem ikke var normalt.
Jeg opdagede det faktisk først da jeg fik det godt igen...

Mht til at fungerer så jo man KAN fungerer fordi det SKAL man. Man har et lille barn der skal have mad, vugges og trøstes, skiftes og bades. Det SKAL man kunne og det gør man så. Men det er ikke sjovt, det man plejer at nyde og syntes er sjovt er ikke skægt mere og ja man er sgu lidt ligeglad med alt på en eller anden måde.
Man kan gå i mødregruppe og se veninder, men det grå slør er der stadig.

Jeg er så heldig at min gik over af sig selv efter omkring 6 mdr. Vores datter er ca. 15 mdr nu og jeg er frisk, men presset pga. min kærestes depression som er værre end min var pga. at hans ikke gik over er derfor ikke er blevet behandlet i tide. Han barndom har været noget turbulent og det har også været med til at gøre hans værre end min. Han har dage han aldrig kommer ud af sengen - men der bliver længere mellem dem og han er helt sikkert på vej i den rigtige retning

Jeg syntes, mht til at føle at det er et nederlag at måttet gå til psykolog, at du skal tænke på det som et nødvendigt onde. Medicin er til når kroppen er syg og psykolog er til når psyken er syg.
En depression er en sygdom, man kan ikke sige at det er nogens skyld eller nødvendigvis finde en årsag til at man fik den. Det kom bare.

Jeg håber at du kan bruge vores/mine erfaringer til noget - om ikke andet så ved du at du ikke er alene

Du skal ikke overveje at tale med din læge, du skal gøre det 

Jeg ved ikke om jeg havde en fødsels dep eller om det var den akutte kejsersnit der satte dyber spor end forventet. Jeg havde det på samme måde som du. mit pokerfjæs var så hård at bære rundt på, jeg ville inderligt gerne have at folk omkring mig vidste hvilke situation jeg stod i, og alligevel ikke. For, hvad ville de tænke, jeg ville ikke have et stempel i nakken og nederlaget jeg ville føle, virket meget tunger end pokerfjæset. Jeg græd faktisk ligeså snart jeg havde chancen, har siddet så ufatteligt længe på toilettet med tåre langt ned af kinderne. Tilsidst fik jeg nok og ringede stor tudende til min mor, jeg prøvet at forklare det så godt som nu. Hun svaret "Simone, tá dig sammen, der er intet hårdere end at blive mor, og det iorden at føle som dig, men slet ikke iorden at vente med at tale til hovedet er helt fyldt. Start på ny og tá en dag af gangen" jeg begyndte fuldstændig forfra, lagde rutiner for Alberte (min datter) huskede at være mig og vigtigst af alt så lod jeg mig selv være ked og ga kroppen lov til at reagere præcis som den følte for.

Så længe man sætter en mur op for sig selv, og bærer stoltheden højere end en selv, så kommer man ikke videre. Så bliver det en evig osteklokke. Mit råd, giv din krop lov til at reagere, fortæl om dine følelser og så smid stoltheden langt væk. Det okay at føle som du gør.

Aagaard skriver:

Jeg anede ikke at der var noget der hed en fødselsdepression og alt min energi gik til at tage mig af vores datter. Jeg var ikke bevidst om at det jeg gik igennem ikke var normalt.
Jeg opdagede det faktisk først da jeg fik det godt igen...

Mht til at fungerer så jo man KAN fungerer fordi det SKAL man. Man har et lille barn der skal have mad, vugges og trøstes, skiftes og bades. Det SKAL man kunne og det gør man så. Men det er ikke sjovt, det man plejer at nyde og syntes er sjovt er ikke skægt mere og ja man er sgu lidt ligeglad med alt på en eller anden måde.
Man kan gå i mødregruppe og se veninder, men det grå slør er der stadig.

Jeg er så heldig at min gik over af sig selv efter omkring 6 mdr. Vores datter er ca. 15 mdr nu og jeg er frisk, men presset pga. min kærestes depression som er værre end min var pga. at hans ikke gik over er derfor ikke er blevet behandlet i tide. Han barndom har været noget turbulent og det har også været med til at gøre hans værre end min. Han har dage han aldrig kommer ud af sengen - men der bliver længere mellem dem og han er helt sikkert på vej i den rigtige retning

Jeg syntes, mht til at føle at det er et nederlag at måttet gå til psykolog, at du skal tænke på det som et nødvendigt onde. Medicin er til når kroppen er syg og psykolog er til når psyken er syg.
En depression er en sygdom, man kan ikke sige at det er nogens skyld eller nødvendigvis finde en årsag til at man fik den. Det kom bare.

Jeg håber at du kan bruge vores/mine erfaringer til noget - om ikke andet så ved du at du ikke er alene

Jeg er helt med...Må snakke med min læge i morgen! Så vil jeg håbe, at hvis det er tilfældet, at jeg kan komme til samtaler hos en kvalificeret istedet for at få medicin! det har jeg bare IKKE lyst til! Håber det bedste for Jer!

JS<3 skriver:

Du skal ikke overveje at tale med din læge, du skal gøre det 

Jeg ved ikke om jeg havde en fødsels dep eller om det var den akutte kejsersnit der satte dyber spor end forventet. Jeg havde det på samme måde som du. mit pokerfjæs var så hård at bære rundt på, jeg ville inderligt gerne have at folk omkring mig vidste hvilke situation jeg stod i, og alligevel ikke. For, hvad ville de tænke, jeg ville ikke have et stempel i nakken og nederlaget jeg ville føle, virket meget tunger end pokerfjæset. Jeg græd faktisk ligeså snart jeg havde chancen, har siddet så ufatteligt længe på toilettet med tåre langt ned af kinderne. Tilsidst fik jeg nok og ringede stor tudende til min mor, jeg prøvet at forklare det så godt som nu. Hun svaret "Simone, tá dig sammen, der er intet hårdere end at blive mor, og det iorden at føle som dig, men slet ikke iorden at vente med at tale til hovedet er helt fyldt. Start på ny og tá en dag af gangen" jeg begyndte fuldstændig forfra, lagde rutiner for Alberte (min datter) huskede at være mig og vigtigst af alt så lod jeg mig selv være ked og ga kroppen lov til at reagere præcis som den følte for.

Så længe man sætter en mur op for sig selv, og bærer stoltheden højere end en selv, så kommer man ikke videre. Så bliver det en evig osteklokke. Mit råd, giv din krop lov til at reagere, fortæl om dine følelser og så smid stoltheden langt væk. Det okay at føle som du gør.

Tusind tak for dit svar...Inderst inde ved jeg jo godt at det er helt okay at have det på denne måde - jeg er uddannet pædagog så jeg burde da om nogen vide det Jeg må snakke med lægen i morgen, tænker osse at det kan være noget stress-agtigt! Men jeg må tage mig selv alvorligt og få gjort noget ved det!

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar...Inderst inde ved jeg jo godt at det er helt okay at have det på denne måde - jeg er uddannet pædagog så jeg burde da om nogen vide det Jeg må snakke med lægen i morgen, tænker osse at det kan være noget stress-agtigt! Men jeg må tage mig selv alvorligt og få gjort noget ved det!

Det syntes jeg 

Rigtig god bedring til dig