Brok, brok og mere hormons-brok...tror jeg nok?

Ja på forhånd undskyld, men jeg har lige brug for at komme ud med lidt galde og surhed... Jeg er simpelthen ved at eksplodere!

Jeg er 24+0 idag og venter barn nummer 2. Kæresten og jeg har i forvejen Josephine på 2 år og venter nu en lille dreng
Jeg husker min første graviditet som hård, med bækkenløsning fra uge 21, smerter og de sygeste hormonsvingninger, men kæresten var sød til at varte mig op og hjælpe alt hvad han kunne...

Denne gang er det faktisk ikke så galt (endnu). Jeg har (7-9-13) INGEN tegn på bækkenløsning, jeg har da helt sikkert mange ligamentsmerter, men bare ikke værre end det kan forventes. Jeg har "kun " taget 6 kg på ( tog 22,5 kg på med Josephine) og generelt har jeg det godt og føler ikke det er hårdere end at det er til at overskue, rent fysisk.

Men men.. Kæresten, som jeg troede ville være helt vildt over at vi skal have en lille dreng, virker bare ikke interesseret. Han mærker ikke på maven og alle de lækre spark lillemanden hamrer ud. Han spørger ikke ind til noget som helst og han virker bare så ligeglad! Josephine på 2 år interesserer sig mere for lillebror end han gør! Hun krammer maven godnat, godmorgen og farvel og snakker om ham dagligt når hun lige kommer i tanke om det...
Men hvorfor kan kæresten ikke fatte at det gør ondt på mig når han virker ligeglad? Jeg har da endda talt med ham om det og de næste 2 dage virkede han også mere interesseret...
Jeg ved godt at jeg allerede ligner en strandet hval i mine joggingbukser og sutsko, strækmærkerne på maven er allerede smæk-røde og jeg ligner jeg er ved at sprække... men det er sgu da hans barn! Skid hul i om han interesserer sig for mig, men lillemanden, som han selv foreslog vi skulle lave, kunne han da vel for katten vise interesse for!
Øv!
Ja igen undskyld, men forstår det virkelig ikke... sådan var det bare ikke da vi ventede vores prinsesse...

Tillykke med den kommende dreng! Det skal du rigtig glæde dig til. 

Ved du hvad,  2. gang for faren er bare meget mere anden gang for ham end dig. 

før jeg ventede nummer 2, troede jeg bare det var en kedwlug graviditet der skulle overståes, men det var helt omvendt for mig. 

glædet mig endny mere og nød det endnu mere. 

Min mand var lidt som du beskriver. han havde bare prøvet det og der var ikke så nyt og spændende mere. 

Jeg synes det blev bedre da sparkene blev større og man kunne ligge og se dem sammen. 

han er sikkert bare den typiske mand, som nu har prøvet det en gang og nu synes han det er mere vigtigt at se ham (og spille fodbold) med ham )

Tror også at meget af det er, at anden gang har de jo ligesom prøvet det før. Og de kære mænd, ka også tit ( i hvert fald her ) bedst forholde sig til hva de har, så han har måske nok at se til med at nyde jeres datte på 2 år. Og bare rolig når så først baby er kommet ud, er den også bare super spændene.

Her var det sådan at der ku gå flere dage, uden kærsten mærkede på maven. Og det var også tit først når jeg lige sagde ej prøv lige at mærke hvor hun sparker, at han så kom og mærkede. Han tænkte bare ik så meget over det denne gang. Vh stine