D. 25 juni fik jeg en nyhed som slog mig totalt omkuld. Jeg var gravid, med min nye kæreste som jeg kun havde været sammen med i ca. 2 måneder på daværende tidspunkt.
Jeg traf ikke valget selv, men sammen med min kæreste, skal dog siges at det kun blev som han ville det. Han har en 2 årig søn og var slet ikke parat. Det var jeg dog heller ikke, men har aldrig synes om tanken om abort. har desuden altid ønsket min børn i ung alder. Der skal ikke lægges skjul på at jeg gerne ville have det, men hverken min kæreste eller familie støttede mig i den beslutning. Derfor blev aborten valgt, ellers var jeg nærmest blevet skråttet af kæresten og udstøt af familien.
D. 11 juni, kommer dagen hvor min abort skal gennemføres. Jeg havde ikke sovet, sad og ventede med en kvinde som var 29 uger henne, og ventede tvillinger, som blot skulle have tjekket hjerte osv.
Suk... jeg græd og græd, men måtte virke stærk over for min mor og ikke mindst kæresten.
Der kommer en yderlige en 14 årig pige ind, som moren havde tvunget afsted. ja følte mig næsten som hende.
Måtte tage mig sammen, og beslutte hvad jeg ville. sygeplejerskerne undersøgte mig, og kom frem til hvor langt jeg var, og at jeg nok havde rester af endnu et æg liggende ved siden af...
ej.. tusind tak for det. jeg kom i det meget ubehagelige tøj, og havde ikke en skid lyst til noget, andet end at låse mig inde på wcét. min mor holdt mig i hånden indtil portøren kom og tog mig med.
Da det hele var overstået, var jeg lang tid om at vågne, iltede ikke nok ild i blodet, hvilket gjorder at jeg skulle overvåges af 2 sygeplejersker, da mine tal faldt al for meget. jeg havde smerter i en svær græd. det var den mest ubehagelige oplevelse, og gør det ALDRIG IGEN. 100 %. OG hellere tage et liv med mig, for resten af livet, ind at opleve det helvede..
jeg ved at det kan være rigtigt for mange, og man skal blot være afklaret med sig selv, ikke med ANDRE.
Så den beslutning du tager er den rigtige for dig.
