Min fødselsberetning af Zarina.
Onsdag den 5/12 kom vi op på sygehuset til igangsættelse kl. 17.30. Jeg fik kørt en kurve som viste en aktiv, stabil pige og fik lagt den første stikpille. Der skete ingenting så vi mødte op igen torsdag den 6/12 kl. 7.30 til den næste.
Her fik vi igen kørt kurve og den første stikpille blev lagt. Derefter tog vi i storcenter for at fordrive tiden for vi skulle møde ind igen 6 timer senere til den næste stikpille. Der skete heller ikke noget så kl. 14 fik jeg den næste. Derefter tog vi hjem for man må kun få 2 om dagen. Derhjemme mærkede jeg til stikpillerne, fik nogle milde veer som desværre gik i sig selv igen så fredag den 7/12 mødte vi ind igen kl. 7.30 til en stikpille. Lillepigen havde det fint i maven. Da den var blevet lagt tog vi hjem for vi anede ikke hvad vi ellers skulle. Kl. 9.30 fik jeg veer som begyndte at bide. Da kl. var 14 tog vi af sted til sygehuset hvor de kunne konstatere at jeg var 2 cm åben og at de derfor kunne tage vandet. Fantastisk tænkte jeg.
Jeg kom i vand og lå der og flød rundt med veer som bed. Men da kl. var 18 var jeg stadig kun 2 cm åben så jeg blev sendt op af vandet og til at gå rundt. Da kl. var 22 var jeg stadig kun 2 cm åben og meget træt. Jeg orkede ikke mere. Veerne var uregelmæssige både af styrke, tid og sammenhæng og min jordemoder havde stukket mig med akupunkturnåle og jaget mig rundt hver gang hun så sit snit til det.
Jeg bad om en epidural som hun absolut ikke syntes om (det fik jeg også af vide gentagne gange) men da der blev snakket om vestimulerende middel ville jeg have en epidural.
5 min. Efter kom lægen til at stikke mig. Først efter 4. forsøg ramte hun rigtigt. Jeg græd hjerteskærende efter 3. gang og min mand måtte trøste mig. Min mor kom også og krammede mig. Jeg kunne ikke mere. Jeg var så træt, havde så ondt og kunne slet ikke se en ende på det hele.
Da den enedelig blev lagt lagde jeg mig ned for at slappe lidt af. Jeg ved fra erfaring at sådan en epidural + vestimulerinde middel er effektivt og da kl. var 22.30 var jeg simpelthen så træt. Jeg prøvede at sove men kunne ikke. Pludselig begynder mine tænder at klapre, så vidste jeg, at jeg var tæt på.. og ganske rigtigt jeg er nu 10 cm åben med en lille kant. Min jordemoder begynder at gøre klar. Så må du gerne presse siger hun og jeg begynder at presse det bedste jeg har lært. Men det synes hun ikke og hun siger meget irriteret på mig, at hvis ikke jeg begynder at presse igennem så fjerner hun min smertelindring så jeg rigtig kan mærke veerne. Jeg sparker hende i hovedet, tænker jeg lige inden den næste presseve. Kan slet ikke overskue at have en jordemoder som er så latterlig. Min mand står klar for at tage imod vores datter og jeg presser og presser. Epiduralen gør, at jeg ikke har ondt men at presseveerne er ubehagelige. Endelig titter hun ud men hun har både sin arm med og hun har navlesnoren omkring halsen. Jordemoderen tager over og hiver hende ud imens hun rokker hende fra side til side. Endelig kommer hun op på maven af mig men vil ikke rigtig skrige. Jordemoderen krammer hende og tørrer hende på mig for at få hende i gang og hun græder lidt men ikke vildt meget. Derfor tager jordemoderen hende over til vuggen, tænder for varmen og suger hende. Hun begynder så at græde men igen ikke vildt meget så jordemoderen tilkalder en læge som kan vurdere om hun er ok.
Imens ligger jeg bare og er bange for at der er noget galt.
Lægen kommer og siger hun er fin nok. Tak tænker jeg og så får jeg hende over igen.
Vi aftaler at vi kan smutte kl. 7 om morgenen når der er gået de reglementerede timer. Vi sover alle sammen og Zarina er hos mig.
Kl. 7 kommer de for at tjekke hendes sat. Det er det der fortæller hvor meget ilt der kommer ud i blodet. Det er ikke særlig højt, knap 90 (det skal være 96) så de tilkalder en fra neonatal som skal komme med hendes udstyr. Hun kan heller ikke få det til at virke så de tilkalder endnu en læge til at tjekke hende. Hun siger, at vi bare kan lægge hende i varmen sådan så hun kan få varmen og så skal det nok gå men jordemødrene trækker hende til side og siger at det kan de ikke på fødegangen. Der er simpelthen for mange fødende så de kan ikke holde øje med os. Så vi får af vide, at vi bare skal en tur på neonatal til varmebehandling. Men da vi kommer derop tager 3 sygeplejersker over og en læge. Pludselig skal hun have c-pap, sonde og venflon i benet. Jeg er helt chokeret og græder bare. Kan slet ikke forstå hvad der er galt. De forklarer, at hun ikke ilter sit blod nok og derfor skal hun have hjælp via c-papen, sonden for at hun ikke skal bruge energi på at spise og venflonen til medicin da de har en mistanke om, at hun måske har en infektion. Hele lørdagen ligger hun i sin vugge på intensiv, jeg græder hele dagen og kan slet ikke samle mig. Manden er hos mig og svigermor har ungerne. Jeg får lov at holde hende men hun kan slet ikke falde til ro hos mig og jeg har hende derfor kun ½ time. Det hele er så forfærdeligt og jeg er så ked af det. Tårene triller bare ned af mine kinder og jeg løber tit hen til stuen for at hulke ned i en pude. Søndagen ligger jeg på en seng inde på intensiv med hende på maven. Hun har fået det lidt bedre men det er svært at manøvre rundt med alt det slangevæsen så jeg ligger tit forkrampet. Hun sover rigtig meget, kun afbrudt af at spise og få skiftet ble.
Søndag, mandag og tirsdag ser min dag sådan her ud:
Kl. 8 står jeg op, malker ud, spiser morgenmad og går hen til hendes stue for at ligge med hende.
Kl. 12 går jeg tilbage til min stue for at malke ud, spise og tisse af, derefter tilbage til hende.
Kl. 17 går jeg atter tilbage til min stue for at spise, malke ud, tisse og så retur til hende.
KL. 21 går jeg hjem til mit værelse og sover.
Næste dag præcis som foregående.
Endelig onsdag får jeg hende med hjem da hun endelig kan slippe c-papen. Jeg var rigtig bange for, at amningen var gået fordi hun havde fået så meget sondemad men hun er en lille smovsegris som elsker at amme så vi ammer på fulde gardiner herhjemme.
Sygeplejerskerne på neonatal var rigtig søde, svarede på alle spm. Og ville så gerne hjælpe os. Men jeg er stadig meget traumatiseret af det hele og er pt. Ikke sikker på at jeg vil have flere børn da jeg er bange for at ende i det samme. Jeg har jo 2 unger i forvejen hvor vi bare kunne tage hjem bagefter og derfor kom det som et enormt chok at vi ikke kunne det samme med hende. At se hende med alle de slanger og tuber gjorde, at jeg virkelig er ramt.
Det var så min fødselsberetning. Jeg har vedlagt et par billeder af min smukke trold 
