Rose22 skriver:
Nogen her inde der vil hjælpe en første gang's mor som skal føde til juli 2013 med at finde en liste (Alt hvad jeg behøver og købe) Til den lille 
Jeg går ud fra den her 
Stofbleer kan bruges til mangt og meget. De er gode til at lægge under baby på puslebordet og til at lægge over tøjet under amning, så baby ikke gylper på dit tøj. De er også rigtig bløde og kradser ikke, hvilket skumklude godt kan gøre på babyens sarte hud. Det er en god ide at klippe et par stofklude i mindre firkanter og bruge dem som vaskeklude. De mindre klude kan både bruges til badet eller til skiftningen. Så stofbleer skal du nok få brugt.
Bodystockings i str. 50, 56 eller 62. Det er meget forskelligt, hvor store nyfødte babyer er, så pejl dig frem til den rigtige størrelse ved hjælp af din jordemoders vægtskøn. Og ellers køb ikke for mange stofbleer i str. 50, for babyen vokser hutigt. Antallet af bodystockinger, der er nødvendige, er nok omkring en 6-8 stykker.
Engangsbleer str. nyfødt. Køb ikke for mange pakker ind på forhånd, da baby hurtigt vokser sig større.
Babydyne – nogle foretrækker 2, men det er ikke strengt nødvendigt.
Lift og madras – er uundværlige.
Barnevogn – kan godt købes efter fødslen. Men da er det måske svært at overskue en tur til babyforretningen med en nyfødt.
Autostol – er selvfølgelig god at have, hvis du er i besiddelse af en bil.
Sengetøj – 2 sæt er gode at have, og 2 lagener til liften.
Puslepude (og puslebord, hvis du har plads) – man kan strengt taget godt pusle baby uden et puslebord, men man skal tænke på, hvor meget tid der kommer til at forløbe med denne aktivitet. Så det er vigtigt at stå i den rigtige højde, så man ikke belaster ryggen for meget.
Babytøj – er jo smag og behag. Men en 5-6 gode bomuldsheldragter i starten er en god ide at have på lager. Baby skelner jo ikke mellem dag og nat og sover det meste af tiden i starten, så det er vigtigt, at tøjet er behageligt at ligge i og ikke fuld af knapper og lynlåse. Samtidig er der mange, der godt kan lide at give tøjgaver til babyen, og gerne i de små søde størrelser.
Natdragter – et par stykker. Baby vokser hurtigt ud af de små numre.
Ammeindlæg – det er svært at vide, om de bliver nødvendige eller ej, men det er en god ide at have købt nogen for en sikkerhedsskyld.
Amme-bh – det er uundværligt med et par gode amme-bh’er for baby bliver ustandseligt sulten, og så skal det bare være nemt at lukke op for jungerne. På nogle hospitaler kan man købe en rigtig blød amme-bh. Den er god at bruge lige efter fødslen, hvor brysterne godt kan være rigtigt ømme. Amme-bh’ens størrelse er svær at vide sig sikker på, inden man har født.
Strømper – det er næsten umuligt for babyer at beholde strømperne på, så køb i stedet heldragter med fødder eller strømpebukser.
Overtøj til årstiden – tænk på at baby som regel er pakket ned i liften eller autostolen under en dyne. Så baby behøver ikke det helt store overtøj. Hvis det er en kold årstid, er det dog en god ide at have en varm heldragt.
Hue – en hue er et must, selvom det er sommer. En tynd bomuldshue beskytter også babyens sarte hoved mod solstråler.
Ammepude – for nogle er en ammepude en stor hjælp i begyndelsen, men sofaens puder kan også sagtens bruges.
Sikkerhedsvatpinde – god ide til rensning efter badet. Der kan let sætte sig nuller og mælkerester i de små ører.
Babybadekar – er en god ting. Baby behøver ikke bad mere end en til to gange om ugen. Babyens sarte hud kan ikke klare mere.
Pusletaske – det er en god ting at have. Når man er på farten, er der en del ting, man er nødt til at have med sig. Og en velpakket pusletaske er guld værd.
Babyalarm – er ikke nødvendigt det første stykke tid, hvor man sjældent lader sin baby ude af syne. Den kan være en god hjælp senere hen, når baby får et fast sovemønster og måske sover udenfor i barnevognen.
Sutteflaske – kan blive nødvendigt, hvis amningen ikke fungerer. Så kan den købes i supermarkeder og babyforretninger. En sutteflaske er selvfølgelig nødvendig, hvis det på forhånd er bestemt, at barnet ikke skal ammes.
Brystpumpe – er rar til at regulere brysternes indhold af mælk i starten, hvor de kan være meget ømme. Det er rart at kunne tage lidt af presset, inden baby lægges til, så er det lettere for baby at få fat om brystet. Du finder ud af, om du får brug for en et par dage efter fødslen, og så kan din partner hurtigt smutte ned og købe en i babyforretningen.
Sutter – kan være en god hjælp. Det er meget forskelligt, hvornår baby er klar til sut. Nogle finder trøst i den fra første dag, mens andre først bliver glad for den i 5 måneders alderen. Det er ikke nødvendigt at vænne sit barn til sut. En tommelfingerregel siger, at man skal vente med at give sit barn en sut, til det har lært at amme. Det er to forskellige sutteteknikker, barnet benytter til sut og bryst, og sutten kan forvirre barnets start på amningen.
Voksepose – kan bruges i stedet for dyne og lift i barnevognen.
Seng eller vugge – baby kan sagtens sove i sin lift i lang tid, men en lille seng eller vugge kan være rar at have ved siden af sin egen seng, så baby ligger i samme højde som mor. Det gør det nemmere at kigge til den lille uden at skulle ud af sengen om natten.
- Og så har jeg så sat mig ned og tænkt hvad er en god ide og hvad er ikke nødvendigt her og nu 