Angst for at få kræft:/

Anonym skriver:

Googlede lige betegnelsen og kom til en hjemmeside! Virkelig fint at få sat ord på...og se at der er nogle, der beskæftiger sig med det! altså...jeg har det ikke sådan, at jeg er bange for at spise eller nærme mig "kræft-farer" rundt omkring! Jo, jeg undgår rygning..men det er vist det eneste! Så så "slemt" er det ikke! Men det er i tankerne, som du osse siger...de tanker kan bare drøne rundt og rundt uden at jeg har kontrol over dem! Jeg vil godt spørge lidt mere ind til dig og hvornår og hvordan det begyndte...men det kan vi gøre privat! Jeg skriver til dig senere...

Du er velkommen  så kan jeg også bedre gå i dybden men hvordan jeg ind i mellem har det .

Anonym skriver:

Jeg går DAGLIGT og tænker på om jeg mon får kræft og vil dø Det er simpelthen så drøjt at ha´sådanne forfærdentlige tanker HVER dag! så var der fokus på kræft i fjerneren for lidt tid siden, så rigtig meget...Nu kommer det frem at hende Mira er ramt! Jeg er simpelthen så bange for at det skal ramme mig! Jeg har 2 små børn, og bare tanken............ det jeg vil høre Jer om er om I osse har sådanne tanker af og til? Hvad gør I for at det ikke skal hæmme Jer? for jeg kan mærke at jeg sq bliver lidt små-depri snart Hvornår er nok NOK? Jeg er i tvivl om jeg i en eller anden grad lider af noget angst eller noget! Er ellers meget velfungerende med god familie, job og ikke mindst helbred Tak fordi I læste med!

Nej du er bestemt ikke den eneste der har det sådan. Min baggrund er nok lidt anderledes end din, men det gør ikke frygten mindre eller større af den grund. Min mor døde i Sep af cancer - hun fik det første gang som 33 årig ( jeg var 12 år) og så havde hun det af to omgange. Den længst levende i DK med den form for cancer. 18 år har vi levet med frygten.

Så ja, angsten sidder bestemt dybt i mig og jeg tænker også på det hver eneste dag, men kan fortælle dig, at det ikke gør livet nemmere at det er muligt at blive testet for om man er meget disponeret for det - det er både min søster og jeg blevet tilbudt. Vi har begge takket nej af den simple årsag, at vi ikke vil tage sorgerne på forskud. Kommer det, så kommer det og så kæmper vi alt hvad vi kan - og tager det hele til den tid.

For ikke at skrive side op og side ned må jeg hellere slutte her, men du er altid velkommen til at skriv privat til mig.

Mange kram Fenja

Jeg kan godt sætte mig ind i hvad du skriver.. jeg tænker ikke på det daglig.. men tænker tit på hvor forfærdelig det ville være.. mange af mine elskede familiemedlemmer er døde af det.. nogle er opereret af det eller lignede.. forleden fik jeg svar på en livmoderhalskræft undersøgelse som viste celleforandringer.. jeg kan godt sige dig jeg tudede.. (ved godt nu det slet ikke er sikkert det er alvorlig).. men min eks kærestes moster døde som 35 årig af det.. så jo jeg begyndte tænke mit
Jeg stod også lige i netto idag og læste den forside med hende skuespilleren og det jo ganske fordærdelig, hun står alene med to børn  Jeg har arbejdet hos en (bare privat rengøring) som mistede hans kone.. de havde to børn på knapt 3 og 6.. ganske forfærdelig.. mit mareridt er at jeg dør før min datter når at blive voksen...
MEN som en anden også skriver.. det nytter jo ikke noget.. hvad kan man gøre.. man er nødt til at få det bedste ud af livet og måske der slet ikke sker en noget.. så har mna gået hele livet og været bange.. du må prøve skubbe tanken væk.. det kan ikke ændre noget i fremtiden at du går og er bange/ked nu.. måske du skulle snakke med nogle tæt på dig om det, eller læge eller lignende.. måske det vil hjælpe bare at få snakket om det..
KÆMPE

Fenja09 skriver:

Nej du er bestemt ikke den eneste der har det sådan. Min baggrund er nok lidt anderledes end din, men det gør ikke frygten mindre eller større af den grund. Min mor døde i Sep af cancer - hun fik det første gang som 33 årig ( jeg var 12 år) og så havde hun det af to omgange. Den længst levende i DK med den form for cancer. 18 år har vi levet med frygten.

Så ja, angsten sidder bestemt dybt i mig og jeg tænker også på det hver eneste dag, men kan fortælle dig, at det ikke gør livet nemmere at det er muligt at blive testet for om man er meget disponeret for det - det er både min søster og jeg blevet tilbudt. Vi har begge takket nej af den simple årsag, at vi ikke vil tage sorgerne på forskud. Kommer det, så kommer det og så kæmper vi alt hvad vi kan - og tager det hele til den tid.

For ikke at skrive side op og side ned må jeg hellere slutte her, men du er altid velkommen til at skriv privat til mig.

Mange kram Fenja

Tusind tak for dine ord! Gør mig ondt med din mor... Kan virkelig godt forstå hvis man bliver angst nårsådanner oplevet sådan noget forfærdentligt noget men altså...jeg har ingen i min nærmeste familie der har eller har haft kræft, så....jeg tænker at så må jeg da blive den første totalt langt ude!! Ha' det godt og tak for din respons! Det hjælper mig at skrive det ned kan jeg mærke...

Den lykkelige skriver:

Jeg kan godt sætte mig ind i hvad du skriver.. jeg tænker ikke på det daglig.. men tænker tit på hvor forfærdelig det ville være.. mange af mine elskede familiemedlemmer er døde af det.. nogle er opereret af det eller lignede.. forleden fik jeg svar på en livmoderhalskræft undersøgelse som viste celleforandringer.. jeg kan godt sige dig jeg tudede.. (ved godt nu det slet ikke er sikkert det er alvorlig).. men min eks kærestes moster døde som 35 årig af det.. så jo jeg begyndte tænke mit
Jeg stod også lige i netto idag og læste den forside med hende skuespilleren og det jo ganske fordærdelig, hun står alene med to børn  Jeg har arbejdet hos en (bare privat rengøring) som mistede hans kone.. de havde to børn på knapt 3 og 6.. ganske forfærdelig.. mit mareridt er at jeg dør før min datter når at blive voksen...
MEN som en anden også skriver.. det nytter jo ikke noget.. hvad kan man gøre.. man er nødt til at få det bedste ud af livet og måske der slet ikke sker en noget.. så har mna gået hele livet og været bange.. du må prøve skubbe tanken væk.. det kan ikke ændre noget i fremtiden at du går og er bange/ked nu.. måske du skulle snakke med nogle tæt på dig om det, eller læge eller lignende.. måske det vil hjælpe bare at få snakket om det..
KÆMPE

Tusind tak for dit svar! Min logiske sans ved jo udemærket godt at det ikke nytter at tænke sådan... Men det er bare nemmere sagt end gjort! Føler på en måde at det har overtaget mine ellers så fornuftige tankegang! At det er blevet lidt tvangs-agtigt...kan godt se at jeg bør drøfte det med min læge! Det er jo heller ikke sådan jeg ønsker at leve mit liv...men jeg er nok inde i en ond tankegang som jeg behøver hjælp til at komme ud af igen!

Anonym skriver:

Tusind tak for dine ord! Gør mig ondt med din mor... Kan virkelig godt forstå hvis man bliver angst nårsådanner oplevet sådan noget forfærdentligt noget men altså...jeg har ingen i min nærmeste familie der har eller har haft kræft, så....jeg tænker at så må jeg da blive den første totalt langt ude!! Ha' det godt og tak for din respons! Det hjælper mig at skrive det ned kan jeg mærke...

Har du overvejet at tale med en prof. om din angst? Det behøver ikke være noget der vare i en uendelighed, men måske du kan få talt ud om din frygt til en person, som måske kan give dig flere redskaber at arbejde med.

Tror bestemt heller ikke, at det kun er folk med cancer tæt inde på livet der er bange for det, men også mennesker som dig, som bare synes det er så frygteligt at blive ramt af noget som i værste tilfælde kan rive en væk fra det man elsker højest - ens børn. Det er en helt naturlig del af at være menneske og mor.

Jeg bekymrer mig også mere om bilulykker, sygdom osv efter jeg har født min datter - men kan fortælle dig ( efter min mors oplevelse) at hvis man bliver syg når man har børn, så har man det mere at kæmpe for og det skal man altid tage med sig. Børn får en til at ville livet og kæmpe for det.

Man skal være dybt taknemmelig for det man har ( og det ved du selvfølgelig godt, men det er svært at få frem når man er bange) og så skal man leve livet fuldt ud, nyde de små ting og gøre det man vil når man kan. Det lyder som klicheér, men det er sandt nok.

Så i bund og grund er livet alt for kort til at bekymre sig unødigt, for skulle du eller jeg får cancer, så kommer det uanset om vi har levet frygtløs hele livet eller bekymret os.

Fenja09 skriver:

Har du overvejet at tale med en prof. om din angst? Det behøver ikke være noget der vare i en uendelighed, men måske du kan få talt ud om din frygt til en person, som måske kan give dig flere redskaber at arbejde med.

Tror bestemt heller ikke, at det kun er folk med cancer tæt inde på livet der er bange for det, men også mennesker som dig, som bare synes det er så frygteligt at blive ramt af noget som i værste tilfælde kan rive en væk fra det man elsker højest - ens børn. Det er en helt naturlig del af at være menneske og mor.

Jeg bekymrer mig også mere om bilulykker, sygdom osv efter jeg har født min datter - men kan fortælle dig ( efter min mors oplevelse) at hvis man bliver syg når man har børn, så har man det mere at kæmpe for og det skal man altid tage med sig. Børn får en til at ville livet og kæmpe for det.

Man skal være dybt taknemmelig for det man har ( og det ved du selvfølgelig godt, men det er svært at få frem når man er bange) og så skal man leve livet fuldt ud, nyde de små ting og gøre det man vil når man kan. Det lyder som klicheér, men det er sandt nok.

Så i bund og grund er livet alt for kort til at bekymre sig unødigt, for skulle du eller jeg får cancer, så kommer det uanset om vi har levet frygtløs hele livet eller bekymret os.

Jeg kan så godt følge dig! Jeg ved jo udemærket godt alt det du siger Og det "komiske" er jo, at hvis fx min veninde kom og fortalte mig, at hun var bange for at blive ramt af sygdom/andet, så ville jeg jo osse fortælle hende alt det du skriver til mig! At livet er for kort til bekymringer, at uanset om man frygter eller ej, lever sundt eller usundt, så kan vi alle blive ramt! jeg er virkelig glad for at du har taget dig tid til at skrive til mig...Det gir mig noget ihvertfald! men må nok hellere snakke lidt med min lægen alligevel! Kh. L

Anonym skriver:

Jeg kan så godt følge dig! Jeg ved jo udemærket godt alt det du siger Og det "komiske" er jo, at hvis fx min veninde kom og fortalte mig, at hun var bange for at blive ramt af sygdom/andet, så ville jeg jo osse fortælle hende alt det du skriver til mig! At livet er for kort til bekymringer, at uanset om man frygter eller ej, lever sundt eller usundt, så kan vi alle blive ramt! jeg er virkelig glad for at du har taget dig tid til at skrive til mig...Det gir mig noget ihvertfald! men må nok hellere snakke lidt med min lægen alligevel! Kh. L

Ja, synes også at du lige skal hive fat i din læge og kan han ikke hjælpe, så ved han hvem han skal henvise dig til.

Håber du kommer af med de grimme tanker - håber jeg også at jeg selv gør en dag, men det sidder bare dybt i en.

Mange knus herfra