Så er vi det sidste barnløse par i vennekredsen!!!

Ih jeg er begyndt at blive så (ubegrundet) frustreret over andres babylykke. Min rigtig gode veninde ringede i dag. De havde haft nogle venner på besøg i fredags, og hun kunne altså ikke drikke så meget, fordi de tror hun er gravid. Hun har taget 3 teste som er svagt positive. Ergo, den må jo være god nok. Er skam glad på deres vegne, men nu bliver min kæreste og jeg det sidste par uden børn.

Vi har prøvet at lave en baby i 4 ½ år, uden gevinst.

Jeg er så uheldig at være overvægtig, jeg har for lavt stofskite som gør vægttab ufattelig langsom. Vi har været ved at lave vores madvaner om, dyrke motion og være positive omkring hele forløbet. Men når der kun ryger et par hundrede gram om mdr, er det dælme svært at fortsætte.

Jeg har nu prøvet med 2 af mine veninder, at de har klaget sig over at det kunne tage lang tid for dem at blive gravide.

Den ene veninde havde 3 børn i forvejen, da hun ca 3 mdr. efter at have fået fjernet hendes spiral, var helt vildt panisk over at der intet skete. Hun var bange for at hun ikke kunne blive gravid igen. 1 mdr senere testede hun positivt.

Den anden veninde, hende der ringede i dag, var bange for at hun ikke kunne blive gravid, fordi hun havde taget over 10 kg på. De har så kun prøvet i 3 mdr ca. Men nu lykkedes det for hende.

Så kommer jeg til at tænke på, tænker de overhovedet over hvad det er de siger? Tænker de på at de snakker med en som har prøvet i over 4 år, og hvor det stadig ikke er lykkedes? Har stille og rolihgt prøvet at snakke med dem om det, uden at give dem dårlig samvittighed, da det jo ikke er deres skyld at vi ikke kan få.

Når jeg en gang imellem kommer ud med mine frustrationer, kommer der bare den mest irriterende kommentar, "I skal helt sikkert nok få børn. Det ved jeg bare!" De sidste 3 gange at en veninde er blevet gravid, har hun sagt, at det bare kunne være SÅ hyggeligt at være gravid på samme tid, så vi kunne bare komme igang. Jo tak, skide godt råd at komme med.

Nå, men jeg ville bare høre om der er andre der kender følelsen? Eller er det bare mig der er HELT hen i hegnet?

Kender det ikke men forstår udemærket at det må være s.... hårdt.

Mon ikke de "bare" får sagt nogle ting uden at tænke sig om... 

torque skriver:

Ih jeg er begyndt at blive så (ubegrundet) frustreret over andres babylykke. Min rigtig gode veninde ringede i dag. De havde haft nogle venner på besøg i fredags, og hun kunne altså ikke drikke så meget, fordi de tror hun er gravid. Hun har taget 3 teste som er svagt positive. Ergo, den må jo være god nok. Er skam glad på deres vegne, men nu bliver min kæreste og jeg det sidste par uden børn.

Vi har prøvet at lave en baby i 4 ½ år, uden gevinst.

Jeg er så uheldig at være overvægtig, jeg har for lavt stofskite som gør vægttab ufattelig langsom. Vi har været ved at lave vores madvaner om, dyrke motion og være positive omkring hele forløbet. Men når der kun ryger et par hundrede gram om mdr, er det dælme svært at fortsætte.

Jeg har nu prøvet med 2 af mine veninder, at de har klaget sig over at det kunne tage lang tid for dem at blive gravide.

Den ene veninde havde 3 børn i forvejen, da hun ca 3 mdr. efter at have fået fjernet hendes spiral, var helt vildt panisk over at der intet skete. Hun var bange for at hun ikke kunne blive gravid igen. 1 mdr senere testede hun positivt.

Den anden veninde, hende der ringede i dag, var bange for at hun ikke kunne blive gravid, fordi hun havde taget over 10 kg på. De har så kun prøvet i 3 mdr ca. Men nu lykkedes det for hende.

Så kommer jeg til at tænke på, tænker de overhovedet over hvad det er de siger? Tænker de på at de snakker med en som har prøvet i over 4 år, og hvor det stadig ikke er lykkedes? Har stille og rolihgt prøvet at snakke med dem om det, uden at give dem dårlig samvittighed, da det jo ikke er deres skyld at vi ikke kan få.

Når jeg en gang imellem kommer ud med mine frustrationer, kommer der bare den mest irriterende kommentar, "I skal helt sikkert nok få børn. Det ved jeg bare!" De sidste 3 gange at en veninde er blevet gravid, har hun sagt, at det bare kunne være SÅ hyggeligt at være gravid på samme tid, så vi kunne bare komme igang. Jo tak, skide godt råd at komme med.

Nå, men jeg ville bare høre om der er andre der kender følelsen? Eller er det bare mig der er HELT hen i hegnet?

Kender det udemærket godt! Vi er også det sidste par i mange sammenhæng der får barn - det lykkes os efter 3,5 år og en masse hjælp. Det er PISSE svært og hårdt at være sammen med alle andre glade gravide og forældre. Jeg kan desværre ikke komme med gode råd, for jeg gjorde ligesom dig. Var ærlig og hvis de ikke forstod, så sørgede jeg for ikke at være sammen med dem i de perioder hvor jeg hang aller mest med hovedet. Jeg tror det vigtigste er at være ærlig og så så vidt muligt ikke forvente for meget af andre der ikke kan forstå hvordan det er. Ligeså pisse svært det er for os der kæmper at forstå hvorfor andre ikke forstår, er det for dem der ikke kæmper at forholde sig til hvad vi går igennem.

alt for at det snart bliver jeres tur!

Ved dine veninder godt, at l har prøvet i 4 år? For så synes jeg da det er nogle ret trælse kommentarer at komme med

Men det kan sagtens være, at de slet ikke tænker over det, fordi de ikke selv har prøvet at kæmpe!

Jeg synes du skal være ærlig og sige hvordan du har det, og hvilken kommentarer der bare er rigtig svære at få smidt i hovedet! For det er slet ikke sikkert, at de tænker over det!

Får du medicin mod dit lave stofskifte, for det burde da hjælpe i forhold til vægttab... Og så er l da også berettiget til behandling er l ikke?

Håber snart det lykkedes for jer!

Ork, de ved udmærket godt at vi har prøvet i over 4 år. De kan fint komme med deres kommentare, både om at de selv er bange for at de ikke kan blive gravide, til at vi nok skal få børn en dag, når vi snakker om vores forløb.

Jeg får piller mod mit stofskifte, og det havde også ændret sig en lille smule, men ellers må jeg kontakte lægen igen om der er noget andet at gøre.

Jeg kan fint finde glæden når alle andre bliver gravide, men når røret er lagt på, og der går lidt tid, kommer tanken. - Får jeg mon nogensinde børn? Sååå weird.

Tak for jeres søde svar og ønsker.

torque skriver:

Ork, de ved udmærket godt at vi har prøvet i over 4 år. De kan fint komme med deres kommentare, både om at de selv er bange for at de ikke kan blive gravide, til at vi nok skal få børn en dag, når vi snakker om vores forløb.

Jeg får piller mod mit stofskifte, og det havde også ændret sig en lille smule, men ellers må jeg kontakte lægen igen om der er noget andet at gøre.

Jeg kan fint finde glæden når alle andre bliver gravide, men når røret er lagt på, og der går lidt tid, kommer tanken. - Får jeg mon nogensinde børn? Sååå weird.

Tak for jeres søde svar og ønsker.

Åh hvor jeg forstår du er fustreret

Jeg er selv i samme båd.

Og nogle tænker sig simpelthen ikke om!!!!

Jeg tror folk der ikke selv har prøvet at kæmpe for det, forstår ens sorg og nedture.

Self viser nogle empati - bl.a. en bruger herinde (du ved hvem du er) 

Mens andre vælger at bombadere en med deres egen glæde, når man selv står og har mistet efter lang tids kamp.

torque skriver:

Ih jeg er begyndt at blive så (ubegrundet) frustreret over andres babylykke. Min rigtig gode veninde ringede i dag. De havde haft nogle venner på besøg i fredags, og hun kunne altså ikke drikke så meget, fordi de tror hun er gravid. Hun har taget 3 teste som er svagt positive. Ergo, den må jo være god nok. Er skam glad på deres vegne, men nu bliver min kæreste og jeg det sidste par uden børn.

Vi har prøvet at lave en baby i 4 ½ år, uden gevinst.

Jeg er så uheldig at være overvægtig, jeg har for lavt stofskite som gør vægttab ufattelig langsom. Vi har været ved at lave vores madvaner om, dyrke motion og være positive omkring hele forløbet. Men når der kun ryger et par hundrede gram om mdr, er det dælme svært at fortsætte.

Jeg har nu prøvet med 2 af mine veninder, at de har klaget sig over at det kunne tage lang tid for dem at blive gravide.

Den ene veninde havde 3 børn i forvejen, da hun ca 3 mdr. efter at have fået fjernet hendes spiral, var helt vildt panisk over at der intet skete. Hun var bange for at hun ikke kunne blive gravid igen. 1 mdr senere testede hun positivt.

Den anden veninde, hende der ringede i dag, var bange for at hun ikke kunne blive gravid, fordi hun havde taget over 10 kg på. De har så kun prøvet i 3 mdr ca. Men nu lykkedes det for hende.

Så kommer jeg til at tænke på, tænker de overhovedet over hvad det er de siger? Tænker de på at de snakker med en som har prøvet i over 4 år, og hvor det stadig ikke er lykkedes? Har stille og rolihgt prøvet at snakke med dem om det, uden at give dem dårlig samvittighed, da det jo ikke er deres skyld at vi ikke kan få.

Når jeg en gang imellem kommer ud med mine frustrationer, kommer der bare den mest irriterende kommentar, "I skal helt sikkert nok få børn. Det ved jeg bare!" De sidste 3 gange at en veninde er blevet gravid, har hun sagt, at det bare kunne være SÅ hyggeligt at være gravid på samme tid, så vi kunne bare komme igang. Jo tak, skide godt råd at komme med.

Nå, men jeg ville bare høre om der er andre der kender følelsen? Eller er det bare mig der er HELT hen i hegnet?

 

Jeg forstår fuldt ud frustrationen, har selv været der! - men har i overvejet at få noget hjælp? 

Vi gik i behandling efter 1 år uden positiv test, hvilket viste sig at være det bedste skridt vi foretog.. Jeg er selv overvægtig ca 30 kg - og har nedsat stofskifte, så vi havde forberedt os på at det nok var mig frem var gal med.. Det viste sig dog, at jeg var yderst fertil, men at mandens sædkvalitet var i bund(blev vi meget chokeret over)

Vi kom i behandling med insemination + hormonbehandling - 2 mislykkedes forsøg , og i gang med 3. hormonbehandling - dog kunne vi ikke nå et forsøg mere inden klinikkens ferie, hvorfor det måtte blive "hjemmearbejde".. Det resulterede i en positiv test !!

xer fingre for at det snart er jeres tur  

Come2 - Ih hvor jeg håber for dig/jer at det snart vil lykkedes for jer.  Og det lyder som om vi er i samme båd ja.

 

Britt88 - Vi har haft konsultationer hos en god gynækolog, og vi fik den besked at jeg skal ned på et bmi på max 31, og min nuværende er ca 34. De vil ikke hjælpe mig før jeg har tabt mig. Og så ved jeg godt at mange vil sige, at jeg bare skal komme igang. Jeg havde også tabt mig 12 kg, og så gik det galt da vi havde røveri i hjemmet. Gik lidt ned med flaget over det, men er ved at komme godt igang igen.

Min kærestes sædkvalitet er tjekket, og den er hel fin. Så det er jeg ret lettet over. Gynækologen har fortalt at han ikke er i tvivl om at vi kan blive gravide på naturlig vis, NÅR jeg har tabt mig.

Men din historie gør mig også glad, da jeg jo godt ved at det KAN lykkes...