Nyforelsket - og han vil allerede?

Jeg har været skruk - så længe jeg kan huske! (Selvfølgelig med perioder, hvor der var mindre lyst...)

- Men mit "problem" er, at fyren jeg lige er begyndt at være sammen med, allerede snakker om det (og egentlig ikke vil bruge prævention).. Vi har godt nok kendt til hinanden i rigtig mange år, men haft en lang periode uden kontakt. Jeg synes der er flere problematikker i det her! For det første skal vi jo lige lære hinanden at kende igen. For det andet skal vi finde ud af om vi overhovedet fungere sammen i et forhold. Og for det tredje... er vi sikre på at det er hinanden vi vil have børn med?

Noget andet er, om han bare siger det for at teste mig af - og se om det skræmmer mig væk, eller får mig tættere på?

Jeg er helt skudt i fyren, jeg smelter bare ved hans stemme - han er virkelig gudeskøn i mine øjen! <3 Grunden til jeg skriver det, er nok fordi det muligvis kunne lyde som om jeg ikke føler noget for ham, når man gennemlæser min problematik - men det er altså virkelig ikke sådan det er!

- Det jeg nok hiver lidt efter her, er at høre om jeg er helt forkert på den, og burde tage det meeeeget mere afslappet - eller om der er grund til overvejelse osv.?

HJÆLP I SKØNNE QWINDER

Jeg kan ikke give dig andet råd end hvad jeg selv ville gøre.

VENT - vent til I har været sammen noget længere og lært hinanden bedre at kende. Det er vigtigt du ikke gør noget du føler dig presset til, for så vil du bare fortryde det.

Så hvis jeg var dig ville jeg bare nyde at jeg var nyforelsket og ikke havde skidebleer og natteamning at tænke på 

Håber du finder frem til hvad der er bedst for dig! 

MosterA skriver:

Jeg kan ikke give dig andet råd end hvad jeg selv ville gøre.

VENT - vent til I har været sammen noget længere og lært hinanden bedre at kende. Det er vigtigt du ikke gør noget du føler dig presset til, for så vil du bare fortryde det.

Så hvis jeg var dig ville jeg bare nyde at jeg var nyforelsket og ikke havde skidebleer og natteamning at tænke på 

Håber du finder frem til hvad der er bedst for dig! 

Mange tak for svar

- Jeg ved at jeg ikke vil blive presset til det, men måske det her bare mere er et spørgsmål om en drøm jeg har drømt længe, som pludselig bare er dumpet ned foran mig? ..

Eeej, det burde jeg jo slet ikke bekymre mig om nu, midt i nyforelskelsen det her.. Måske også mig der overtænker tingene

Altså, det er nok ikke mig, der skal komme med løftede pegefingre, for personligt blev jeg forlovet med min mand, da vi kun havde kendt hinanden et par uger og kun været kærester én uge. Han begyndte også at snakke om børn med det samme, men af andre årsager gik der lidt tid før vi kom i gang med det.

MEN når det så er sagt, synes jeg helt klart, du tænker modent og konstruktivt når du siger, du gerne lige vil kende ham igen først. Når man hører om det på sidelinjen lyder det jo ret vildt og dumdristigt når det går så stærkt! (Der var heller ikke mange, der troede på min mand og jeg i begyndelsen.)

Jeg synes, det må afhænge fuldstændigt af jer som personer, men i og med at du selv stiller spørgsmålet, tror jeg faktisk også, du selv har svaret. Det skader jo absolut heller ikke at tage den med ro og kun blive bekræftet i at I vil hinanden, på alle punkter. 

Jeg ville nok også vente, hvis det var. I hvert fald til man havde prøvet at bo sammen, for at se om ens hverdag, økonomi osv passede sammen. Vh stine

Anonym skriver:

Jeg har været skruk - så længe jeg kan huske! (Selvfølgelig med perioder, hvor der var mindre lyst...)

- Men mit "problem" er, at fyren jeg lige er begyndt at være sammen med, allerede snakker om det (og egentlig ikke vil bruge prævention).. Vi har godt nok kendt til hinanden i rigtig mange år, men haft en lang periode uden kontakt. Jeg synes der er flere problematikker i det her! For det første skal vi jo lige lære hinanden at kende igen. For det andet skal vi finde ud af om vi overhovedet fungere sammen i et forhold. Og for det tredje... er vi sikre på at det er hinanden vi vil have børn med?

Noget andet er, om han bare siger det for at teste mig af - og se om det skræmmer mig væk, eller får mig tættere på?

Jeg er helt skudt i fyren, jeg smelter bare ved hans stemme - han er virkelig gudeskøn i mine øjen! <3 Grunden til jeg skriver det, er nok fordi det muligvis kunne lyde som om jeg ikke føler noget for ham, når man gennemlæser min problematik - men det er altså virkelig ikke sådan det er!

- Det jeg nok hiver lidt efter her, er at høre om jeg er helt forkert på den, og burde tage det meeeeget mere afslappet - eller om der er grund til overvejelse osv.?

 

HJÆLP I SKØNNE QWINDER

Hvis det virkelig skal være jer to, så vil han også kunne acceptere at i skal lærer hinanden ordenligt at kende som kærester og et par  

- Det haster jo ikke ligefrem at få børn  

Jeg var også dybt forelsket i en fyr engang, og var sikker på det skulle være ham og mig, men er glad for jeg opdagede at det bestemt ikke skulle være det, for han var bare ikke en for mig (vi havde kendt hinanden i flere år, og var alligevel sammen i lidt over et år) 

Så jeg er glad for jeg opdagede det inden jeg endte med at blive gravid, og nu er sammen med en fyr jeg ved med 100 % garanti er der for mig og elsker mig, og vil blive den bedste far  

Miss Kat skriver:

Altså, det er nok ikke mig, der skal komme med løftede pegefingre, for personligt blev jeg forlovet med min mand, da vi kun havde kendt hinanden et par uger og kun været kærester én uge. Han begyndte også at snakke om børn med det samme, men af andre årsager gik der lidt tid før vi kom i gang med det.

MEN når det så er sagt, synes jeg helt klart, du tænker modent og konstruktivt når du siger, du gerne lige vil kende ham igen først. Når man hører om det på sidelinjen lyder det jo ret vildt og dumdristigt når det går så stærkt! (Der var heller ikke mange, der troede på min mand og jeg i begyndelsen.)

Jeg synes, det må afhænge fuldstændigt af jer som personer, men i og med at du selv stiller spørgsmålet, tror jeg faktisk også, du selv har svaret. Det skader jo absolut heller ikke at tage den med ro og kun blive bekræftet i at I vil hinanden, på alle punkter. 

Er virkelig glad for at du tog dig tid til at svare! Lige sådan en som dig, jeg kunne havde håbet på at høre fra.. For min kæreste og jeg mødte først hinanden igen for 4 uger siden, og begyndte at være sammen i søndags. (Så man kan også godt sige at det går lidt stærkt) Men jeg bliver jo mere og mere vild med tanken om, at han og jeg skulle være forældre sammen - at vi skulle kreére det smukkeste man kan sammen her i verden - et barn.. Men for en mand, tænker jeg, at der også kan være meget langt fra ord til handling, jo..

Anonym skriver:

Jeg har været skruk - så længe jeg kan huske! (Selvfølgelig med perioder, hvor der var mindre lyst...)

- Men mit "problem" er, at fyren jeg lige er begyndt at være sammen med, allerede snakker om det (og egentlig ikke vil bruge prævention).. Vi har godt nok kendt til hinanden i rigtig mange år, men haft en lang periode uden kontakt. Jeg synes der er flere problematikker i det her! For det første skal vi jo lige lære hinanden at kende igen. For det andet skal vi finde ud af om vi overhovedet fungere sammen i et forhold. Og for det tredje... er vi sikre på at det er hinanden vi vil have børn med?

Noget andet er, om han bare siger det for at teste mig af - og se om det skræmmer mig væk, eller får mig tættere på?

Jeg er helt skudt i fyren, jeg smelter bare ved hans stemme - han er virkelig gudeskøn i mine øjen! <3 Grunden til jeg skriver det, er nok fordi det muligvis kunne lyde som om jeg ikke føler noget for ham, når man gennemlæser min problematik - men det er altså virkelig ikke sådan det er!

- Det jeg nok hiver lidt efter her, er at høre om jeg er helt forkert på den, og burde tage det meeeeget mere afslappet - eller om der er grund til overvejelse osv.?

 

HJÆLP I SKØNNE QWINDER

Er virkelig glad for at du tog dig tid til at svare! Lige sådan en som dig, jeg kunne havde håbet på at høre fra.. For min kæreste og jeg mødte først hinanden igen for 4 uger siden, og begyndte at være sammen i søndags. (Så man kan også godt sige at det går lidt stærkt) Men jeg bliver jo mere og mere vild med tanken om, at han og jeg skulle være forældre sammen - at vi skulle kreére det smukkeste man kan sammen her i verden - et barn.. Men for en mand, tænker jeg, at der også kan være meget langt fra ord til handling, jo..

Og det kan du jo så evt. føle dig frem til over det næste stykke tid? Igen, jeg er ikke i en position hvor jeg kan tillade mig at løfte pegefingre, jeg synes bare, du skal være helt afklaret, før du kaster dig ud i noget så stort.

Der er jo også flere faktorer der spiller ind. Jeres alder. Jeres generelle modenhed personlighedsmæssigt. Nu ved jeg jo ikke, hvor gamle I er, men f.eks. var det fint nok for min mand og jeg at træffe sådan en beslutning så hurtigt, fordi vi begge har en del livserfaring (ok nu lyder jeg meget ældre end jeg er!) og var klar over, hvad vi i hvert fald ikke ønskede i et forhold. Jeg ville ikke have truffet samme beslutning da jeg var eksempelvis først i tyverne. Det er vigtigt at være realistisk og tænke ud over det brændende ønske, du har lige nu og som du har haft længe, og føle dig sikker på at det skal være jer to sammen. Før I tænker på at blive tre. Hvordan har du det med det?

Jeg syndes man skylder barnet, at have styr på sit forhold inden man får det