Nu er jeg i uge 26 (uge 27 i morgen).
Jeg har i hele graviditeten bøvlet med blødninger fra moderkagen, som er lavtliggende og med smerter bla fra bækkenløsning, hvilket jeg også har skrevet om flere gange herinde.
Nå men mht moderkagen så eskalerede det her i søndags så jeg blev indlagt på sygehuset. Jeg er lige kommet hjem igen, men det var en rigtig grim oplevelse at skulle være væk fra min familie. Selvfølgelig besøgte de mig hver dag, men jeg savnede dem bare så meget og min datter græd og sagde: "mor med hjem" osv. 
Jeg er rehsus negativ og blodprøverne har vist at barnet er rehsus positiv. Det er noget juks når jeg bløder, fordi der så er risiko for at vi blander blod og at barnet dermed kommer i fare for at der udvikles antistoffer som vil angribe barnet. Jeg har derfor fået indsprøjtning med anti-d før tid, der skal forebygge det og skal nok have det igen.
Moderkagen er rykket et stykke op, så der nu faktisk er en chance for at jeg kan få lov at føde normalt og ikke ved kejsersnit, hvilket jeg er meget glad for. De vil dog ikke love mig det før scanning i uge 30. De undrer sig så over at moderkagen stadig bløder selv om den er gledet lidt den rigtige vej op.
Blødningerne er begyndt at komme oftere og oftere og blive kraftigere og med lidt smerter. De er faktisk ikke sikre på hvorfor, andet end at de kan se at det kommer fra moderkagen og formentlig er udløst af at jeg har mange plukveer. Overlægen sagde igen til mig at jeg var i risiko for at føde for tidligt. Men på alle scanninger ser det ud til at barnet trives fint så det håber jeg bare fortsætter.
Nu har jeg fået lov til at komme hjem igen, men kun hvis jeg aflaster totalt. Jeg må ingenting andet end at sidde i sofaen og slappe af. Vi har håndværkere for tiden, som er ved at brække køkken og toilet ned fordi vi skal have nyt. I dag har de lukket for varme og vand. (heldigvis bliver der tændt for det igen før Amanda kommer fra dagpleje). Det er begyndt at blive træls det her og gå mig på nerverne og jeg syntes det er hårdt at være bekymret hele tiden og jeg har så mange smerter i kroppen og er så udkørt og fuldstændig færdig føler jeg. Men det er alligevel super dejligt at være hjemme igen ved familien.
Der skete dog en fantastisk ting. Under scanningen i søndags udbryder JM pludselig: "Jamen det er da en dreng!" (Vi har jo slet ikke kunnet få kønnet at vide, trods utallige scanninger). Men nu pegede hun på skærmen og viste mig det, og jeg kunne sagtens se at det var en dreng 
En lille smuk dreng, et ønskebarn og han hedder Tobias 
