Charlotte1911 skriver:
Kære Julie
Tusind tak for din ærlige mening.
Som du kan læse har jeg en hel del at spæbe rundt på både psykisk og fysisk.
Jeg har siden jeg var 16 fået MEGET stærk medicin pga en arbejdsulykke som gik ud over min ryg. (kan ikke mærke mine ben nogle dage) Fik den besked at jeg bare skulle gå hjem og spise nogle piller og håbe på at jeg ikke kom til at ende i en kørestol. Behandling afsluttet fra lægernes side af.
Jeg har fået så meget medicin gennem tiden som har gjort at jeg har skulle have medicin for en anden medicins bivirkninger.
Jeg kunne blive ved, men vil ikke da jeg både bliver gal og meget ked af det.
Jeg siger ikke at alt alternativ behandling virker og noget er også efter min mening penge ud i det blå. Hende jeg kommer hos er sygeplejerske på rigshuspitalet ved siden af hendes klinik. Så det er ikke bare et den alternative siden hun vurderer udfra men også den mere alm. medicinske.
Tror at det er en mavefornemmelse som man må vurdere.
Det med en psykolog har jeg tænkt på. Men tror ikke at jeg ville kunne åbne mig bl.a. pga. mine dårlige erfaringer med systemet. Bruger den alternative behandling til at få håb igen. Sygehuset jeg er tilknyttet har taget meget af mit håb om at få et barn fra mig, ved at de har givet mig manget forskeligt medicin så min krop et blevet stresset. Det skal siges at det er en gåde hvorfor jeg ikke er blevet gravid endnu. Det er bare MEGET sjældent at folk kan sætte sig ind i hvordan det er at se andre få børn når man selv kæmper hårdt og længe. Bruger det alternative til at få bedre selvværd og bryde mit tanke mønster.
Har talt med min læge om psykolog men kan ikke få tilskud. Har svært ved at åbne mig for en fremmed samt min mand har intet fået udaf at gå til psykolog efter hans mors død og hans forældres alkoholisme. (han har boet bla. på gaden, forskellige hjem, osv) Derfor sidder der noget i baghovedet på mig.
Jeg har aldrig følt at jeg er god nok til nogen. Føler ikke at jeg kan gøre noget rigtigt, osv. Det betyder at jeg lukker mig inde og vender vreden imod mig selv. Men alt det ved du sikkert en masse om. Jeg har altid været nr. 2 i min familie (udaf min bror og mig) da min bror var syg som lille. Bla. har jeg været vågnet som 4½ årig til et hus som var tomt da min bror var blevet hentet i ambulance. Har skulle klare mig selv i en tidlig alder.
Er glad for dit ærlige svar. Jeg har bare brug for håb og vil derfor prøve noget andet da jeg snart tror at medicin også kan forgifte ens krop og det er jo ikke så smart hvis man vil være gravid.
Med venlig hilsen
Charlotte
Det lyder som om du har været igennem meget. Det må have været hårdt for dig. Jeg står imidlertid stadig tilbage med den tanke, at du nok ville få gavn af psykologbehandling - jeg kan høre du ikke har prøvet det, og du er ikke helt klar over hvad det kan gøre for dig.
Ved at gå til psykolog kan du få overblik over din situation, og du kan få flere ressourcer til at klare dig - hurtigere og bedre i din hverdag. Du får bearbejdet din fortid, og på den måde kan du komme igennem mange års ophobede følelser, som tynger dig i dag. Det er ikke underligt at tale med en fremmed i denne situation! Det vil du opadge, når du sidder der. Du betaler for en ydelse, som psykologen leverer. Psykologer er typisk meget søde og forstående mennesker - de er ikke fordømmende, men er meget rummelige og tror på, at du er, hvor du er i dit liv på grund af de ting du har været udsat for. Det handler meget om tillid - hos en psykolog kan du være tryg ved at fortælle om dine problemer, din fortid, nutid og fremtid, dine følelser - uden at møde ubehag eller modstand, som almindelige mennesker måske til tider giver dig.
Jeg mener du ikke har noget at tabe ved at forsøge dig med det - du har kun mere at miste. Jeg vil anbefale dig, at søge en psykolog, som arbejder psykodynamisk - du kan slå en op på nettet. Du kan jo prøve det af, uden at fortælle nogen om det. Så kan du selv vurdere, om det er noget for dig - uden at høre på andres mening.
Når det så er sagt, så skal man være topmotiveret for at psykologbehandling har nogen effekt. Mange mennesker har ikke gavn af terapi, fordi de ikke vil det nok - de har noget modstand, som forhindrer processen. Måske ofte fordi det stadig - desværre er så tabuomspændt. Psykologer er ikke uddannet i sygehusvæsenet, de vil ikke svigte dig på den måde. Du bliver "holdt i hånden" hele vejen i din helingsproces, og du vil kunne tale med dem om alt.
Der er forskel mellem en psykolog og en psykiater - psykolog har IKKE ret til at udskrive medicin, mens en psykiater er en læge, med en psykologisk overbygning, som kan udskrive medicin.
En psykolog er uddannet ved universitetet, og har ikke i udgangspunktet noget med hospitaler at gøre i deres uddannelsestid.
Jeg vil anbefale dig, at søge hjælp hos en psykolog -ikke en psykiater, for du har vist ikke brug for mere medicin.
Håber det har afklaret lidt hvad terapi handler om.
Hilsen Julie
