I går skete det igen, min kæreste (igennem 4 år) og jeg lå i sengen og hyggede, han begyndte at røre ved mig og ville samtidig have at jeg også skulle røre ved ham. Mit problem er jeg kan ikke, ikke fordi jeg ikke finder ham attraktiv heller ikke fordi at jeg ikke elsker ham, men det er som om der er noget der blokerer, så snart han beder mig om at gøre noget aktivt i sengen panikker jeg og jeg nægter det.
Han blev vred og ked af det, han vendte sig væk fra mig lagde sig helt over i den anden side af sengen og sov.
Jeg har haft det sådan i gennem hele mit aktive sexliv i større eller mindre grad, vi har i en periode boet sammen et halvt års tid, hvor det ikke var lige så stort et problem for mig, jeg kunne være lidt mere aktiv end jeg kan nu, dog var jeg stadig hæmmet en del.
Jeg har svært ved at snakke med ham om hvad det er der sker inden i mig, bået fordi at han bliver sur, men også fordi jeg ikke rigtig selv er klar over hvad det er der sker for mig.
I det hele taget har jeg svært ved at vise min kærlighed til andre mennesker, jeg tror måske det bunder i min egen barndom, jeg kan ikke huske en eneste gang som barn at mine forældre eller familie har sagt til mig at de elskede mig eller at de har givet mig kys eller kram.
I det hele taget kan jeg ikke huske særlig meget fra min barndom, i hvert fald ikke noget positivt. Jeg blev passet hjemme af min mor som lider af social angst og vi var derfor ikke særlig meget ude, vi opholdte os for det meste hjemme, min far arbejdede rigtig meget og når han en sjælden gang imellem var hjemme græd jeg når han kom i nærheden af mig (har jeg fået fortalt).
Jeg har aldrig haft et specielt nært forhold til mine forældre, husker min første skoledag hvor forældrene skulle sige farvel til os og komme igen efter et par timer, stort set alle børnene var kede af det, men jeg var på ingen måder påvirket, jeg sad på gyngen i skolegården for mig selv.
I den tidlige skolealder har jeg ikke haft problemer med at have venskaber, jeg legede med mange af børnene i klassen og af naboernes børn. Som 11-årig skete der det at min 6 år ældre storesøster stak af, hun havde sagt hun overnattede hos en veninde, men hun kom aldrig hjem igen. Vi delte dengang værelse, under hendes seng fandt jeg hendes dagbog som hun havde lagt til mig, sammen med den lå der en konvelut med et brev i, hvor der stod til mor og far, jeg beholdte dagbogen uden at jeg nogensinde nævnte den for vores forældre.
Efter alt dette begyndte det for alvor at gå ned ad bakke for mig, jeg lukkede mig inde i mig selv og mistede mine venner, jeg havde da kun en veninde tilbage i skolen og to stks. i nabolaget. Der var ingen der snakkede med mig omkring det med at min søster var stukket af, min mor havde flere gange samtaler med en sagsbehandler omkring det, men når hun var hjemme hos os skulle jeg være inde på mit værelse.
Min søster blev anbragt på en form for instituation vil jeg tro og mine forældre har ikke set hende siden. Jeg havde dog kontakt med hende i nogle år efter hun var stukket af, jeg husker sagsbehandleren bad min mor pakke nogle ting til min søster, hun pakkede en stor sort skraldesæk. Dagbogen som jeg havde læst igennem tog jeg og skrev så godt som jeg kunne hvor meget at jeg savnede hende og hvor ked af det jeg var på hendes vegne over de ting hun havde oplevet, (er den dag i dag rigtig ked af jeg ikke kan huske hvad der stod i den) jeg pakkede den ned i sækken med ting min mor havde pakket til hende.
Hun tog derefter kontakt til mig, det holdte i nogle år til jeg var omkring 15 år vil jeg tro, derefter mistede jeg hende helt, hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg ved at min mor har forsøgt at kontakte hende bået via telefon, men også for nylig ved at forsøge sig igennem hendes nuværende kæreste, den gang hun forsøgte igennem telefonen oplevede jeg at min søster en periode på nogle måneder stoppede kontakten med mig, da jeg fik fat i hende fortalte hun at hun troede at min mor havde fået hendes telefon nummer igennem mig og at hun derfor havde skiftet uden at oplyse mig om det nye, jeg er bange for at det er det samme der er sket igen, at min søster tror jeg har oplyst min mor omkring navnet på min søsters kæreste. Dette er dog ikke tilfældet. Jeg har flere gange forsøgt at kontakter hende, men hun svarer mig ganske enkelt ikke.
I min hverdag tænker jeg ikke så meget over det længere, men af og til dukker det op, og jeg sammenligner nye mennesker jeg møder med hende. Nogle gange ville jeg ønske hende død, ikke sådan rigtigt, men så ville jeg vide hvor jeg havde hende og ikke bekymre mig om hun har det godt, om hun har fået børn om hun har købt hus eller hvor i hendes liv hun er.
Jeg har oplevet mange ting som barn, ting som børn i mine øjne aldrig burde opleve. Jeg har oplevet den ene form for misbrug efter det andet, i familien og omgangskredsen. Jeg har oplevet vold fysisk og psykisk på egen krop og sind. Jeg har set misbrug af piller, alkohol, hash, jeg har set misbrug af kokain, jeg har set misbrug af heroin. Jeg har set mennesker leve med vold og jeg har set folk flygte fra den, på krisecentre. Jeg har oplevet folk stukket ned med kniv, jeg har oplevet seksuelt misbrug af børn. Jeg har oplevet at føle mig overset og glemt, af systemet af forældrene af alle, jeg har følt mig alene jeg har følt mig ensom, jeg er ensom. Jeg har det som om ingen forstår mig, end ikke min egen kæreste, end ikke mig selv.
Jeg bryder rammerne, jeg har to uddannelser på CV’et, jeg har mit hjem, jeg betaler min regninger til tiden og har stort set ingen gæld. Jeg har intet misbrug og klarer mig selv, men jeg er stille og indeni er mit sande jeg fuldstædig revet itu og trampet på adskillelige gange!
