Jeg læsser af på jer igen igen

Jeg ved jeg læsser meget af herinde, men det her er ligesom mit frirum, der hvor igen rigtigt kender mig, og dermed dømmer mig for den jeg er... efter endnu en nat/dag/aften ,ed heftige angstanfald, har jeg brug for at få luft, so here goes :

Smerten;

Kan ikke holde smerten ud

Vil ikke have at den overtager min krop.

Kæmper en ulige kamp

lader tankerne vinde, lader tankerne flyve.

Panikken, ydmygelsen, nedværdigelsen, det hele kæmper om pladsen.

Panikken er den der vinder, den der river og flår i mit sind, får mig til at tvivle.

Tvivle på hvem jeg er, hvad jeg er, hvad jeg står for.

Jeg har lyst til at slippe tøjlerne og lade mig glide med, lade panikken opsluge mig, men jeg ved, hvor det ville ende, på togskinnerne, stedet er udset, alt er klart, brev, planlægning, men er jeg klar?, mit hjerte siger nej, panikken siger ja.

Men hvad får jeg ud af det?

Hvad får andre ud af det?

Jeg ville slippe.

Slippe for smerten, tankerne, mareridtene, angsten, frustrationen.

Andre ville slippe for at høre på mig klynke og se mig græde, se mig være svag.

Jeg hader at være den svage, den lille, hende der intet kan.

Men tør jeg?

Svigter jeg virkelig mere som jeg gavner?

Ville verden ikke være bedre tjent uden at skulle tage vare på en som mig?

En der tuder i tide og utide og uden grund.

Jeg kan stadig høre ordene fra dengang runge i hovedet ”tag dig dog sammen din tøs, du duer jo alligevel ikke til noget” og ”tuder du nu igen?”

Jeg vil så meget og kan intet.

Jeg føler mig svag og lille, vil bare sove smerten væk, gemme mig til det hele er overstået.

Mit indre er et stort kaos.

Mareridtene, der hver nat tager mig tilbage til det der skete.

Mareridtene der viser at det er mig der kommer i fængsel, at det er mig der er den slemme.

Mig der smadrer livet for andre.

Slem er et ord der altid har fulgt mig, horetøs, din egen skyld, du kan bare lade være, du har sikkert selv lagt op til det, ord der altid vil ligge dybt i mig,

var det min skyld?

Hvad gjorde jeg galt?

Hvorfor mig?

Mit indre kaos river og flår i mig nat efter nat.

Lader angsten liste sig ind på mig.

Hvad nu?

Står han og venter på mig om næste gadehjørne?

Hvad var nu det for en lyd, er det ham der kommer?.

Ville så gerne have folk til at forstå, hvad det er der sker med mig, have jer til at lytte.

Har lyst til at skrige, skrige smerten ud, græde, slå, være vred.

Men jeg tør ikke

tænk nu hvis de synes jeg er svag

hvad hvis jeg siger noget forkert?

Eller glemmer noget?

Eller tror de jeg skjuler noget for at undgå smerten og angsten?

Jeg er åben

sårbar

ligger sammenkrøbet hver nat, ryster og græder.

Vil væk

væk fra ham

væk fra smerten og panikken

kan ikke

løber og løber men kommer ingen vejne

er der ingen der hører mig?

Ser mig?

Hvem griber mig?

Hvad skal der ske med mig?

Med Jessi?

Med Henrik?

Andre siger de elsker mig, men kan man elske andre når man ikke elsker sig selv?

Jeg hader mig selv lige nu

jeg kan ikke mere

Jeg skriger

kan ingen høre mit råb om hjælp?

En eller anden, grib mig

red mig

hold om mig

lad mig græde, rase, skrige, slå og sparke.

Lad mig være mig.

Jeg ved jeg læsser meget af herinde, men det her er ligesom mit frirum, der hvor igen rigtigt kender mig, og dermed dømmer mig for den jeg er... efter endnu en nat/dag/aften ,ed heftige angstanfald, har jeg brug for at få luft, so here goes :

 

Søde du! Der er ingen tvivl om at du har det skidt, at du savner nogen som kan redde dig fra det helvede du gennemgår hver eneste dag. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig, hvor end jeg gerne ville. Dit indlæg rammer mig dybt, skærer i mit hjerte og det gør mig ked af det at se nogen være så ulykkelig. 

Får du mon professionel hjælp? Taler du med nogen - din læge, en psykiater, støtteperson - nogen som helst?

Jeg sender dig alle mine tanker og håber at det får dine tanker til at lysne bare en lille smule.   

CamiRon skriver:

Søde du! Der er ingen tvivl om at du har det skidt, at du savner nogen som kan redde dig fra det helvede du gennemgår hver eneste dag. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig, hvor end jeg gerne ville. Dit indlæg rammer mig dybt, skærer i mit hjerte og det gør mig ked af det at se nogen være så ulykkelig. 

Får du mon professionel hjælp? Taler du med nogen - din læge, en psykiater, støtteperson - nogen som helst?

 

Jeg sender dig alle mine tanker og håber at det får dine tanker til at lysne bare en lille smule.   

får ingen proffessionel hjælp og har aldrig gjort det, har simpelthen ikke råd, har søgt om enkeltydelse ved kommunen og har fået 6 afslag nu, så nu er der kun mig selv og min familie til at klare det 

Kære du.

Hvor er det bare en rørende, trist og på flere måder genkendelig virkelighed du har beskrevet.

Trist, fordi jeg bare kan følge dig i din beskrivelse om angstens helvede. Jeg har selv været der og vil med glæde hugge højre arm (og ben) af for ikke at havne der igen.

Det er meget få mennesker, der kan klare en hverdag med angst i sådan en grad som du beskriver og du er simpelthen nødt til at få hjælp til at mindske det overtag angsten har i dig og få et værdigt liv.

Vil du ikke være sød at ringe til din læge og få aftalt en tid. Der ER hjælp at hente og jeg tror, at du er nødt til at gå udemom kommunen og gå en anden vej. Her kan du evt. få en henvisning til en psykiater - Og de fleste ved præcis hvad angst er og hvor invaliderende den er.

Du render rundt med en fortid du ikke har bearbejdet - Og det er SÅ VIGTIGT, SÅ VIGTGT at får hjælp til at leve med!

Og hør så her... hvis du lever med angst, så er du IKKE svag - hvis du formår at åbne op og skrive herinde, så er du IKKE svag. Hvis du kan sætte ord på det, som du gennemgår, så er du IKKE svag!

Og prøv at lige at tage et stykke papir og skriv ned præcis hvad der ville ske, hvis "de" fandt ud af, at du glemte noget - Eller at du sagde noget forkert. Ville det være værre end sådan, som du har det nu?

Når det er ved at løbe af med dig, så prøv at tage en dyb indånding. Hold den så længe du kan og pust så ud imens du tæller til 10. Gør det igen og igen og igen og igen og igen. På denne måde, så fokuserer du ikke på tankemylder og dårligdom men kun på din vejrtrækning.

Og vær så sød at ringe til den læge - Tag en ven, en veninde, kæreste/mand, bror/søster, mor/far eller en anden med dig. Det er vigtigt, at du er igang. Det der sker med dig er din krop og sjæl der skriger efter hjælp og bearbejdning.

Stort knus