Godaften de damer,
Jeg har lige brug for at få tømt hovedet en gang, og det kommer altså til at gå ud over jer. Har valgt at være anonym, da jeg ikke er sikker på om jeg kender nogen herinde privat, og vil gerne vente med at melde ud til efter de famøse 12 uger.
Sagen er den, at kæresten og jeg er blevet enige om at tiden er til den første lille baby. Vi har kendt hinanden i mange år, jeg er netop færdiguddannet og har fået fast job, han er stadig under uddannelse, men kun 1 år endnu - og han har tidligere været i job og har derfor en god opsparing. Vi holder meget af hinandens familier og har i det hele taget baglandet i orden.
Han har i et godt stykke tid gerne villet have en baby nu, SÅ jeg tog den sidste p-pille i slutningen af august og vi kastede os herefter straks ud i baby-making
Havde dog et lille panikanfald over det i starten ala "Shit! Er det virkelig nu?".
Siden da har jeg haft det sådan, at det kommer når det kommer, og hvis det ikke er lige med det første, så når vi at komme en masse ud og rejse og nyde tosomheden lidt længere. Ligeledes ville jeg måske kunne nå at løbe en halvmaraton med en veninde til foråret, som vi har snakket om at gøre længe. Altså, ikke vanvittigt skruk.
Fik så min første mens i starten af oktober efter 36 dage og gik derefter i gang med 2. forsøg. Stadig ingen forskel på tankerne - det sker, når det sker.
I dag fik jeg så mens igen efter præcis 28 dage, og har egentlig været i rigtig godt humør hele dagen. Delvis fordi det har været en dejlig dag med solskin, og også fordi det har glædet mig at min krop virker som om, den forholdsvis hurtigt vil falde tilbage til en "normal" cyklus. Har bare følt at alt var så perfekt og været helt lykkelig
Men nu, her til aften har jeg åbenbart fået et alvorligt anfald af skrukhed?? Er pludselig blevet frygtelig trist over at have fået mens i dag! Sådan næsten ala at jeg overvejer at tage en g-test, bare for at se om det virkelig kan passe at jeg ikke er gravid. Hvilket jo er totalt tosset, når jeg nu har mens og derfor ikke er et sekund i tvivl om, at det er jeg jo ikke!
Desuden er min krop og hjerne rigtig gode venner, og jeg har de sidste to måneder ikke haft et eneste tegn på graviditet - ingen snydekvalme eller indbildte ømme bryster eller noget som helst lignende.
Jeg burde være glad over den gode dag jeg har haft, og at min krop og hjerne har været så dygtige og samarbejdsvillige, og på ingen måde tage resten så tungt, det er jo kun 2. forsøg! Øv altså! Hvorfor skulle mine tanker også lige blive så dumme?
