Så ked :(

Ja, jeg har lige fundet ud af, at min søde kæreste mener, at selvom han i går lovede at komme forbi i dag (vi bor ikke sammen endnu) efter han fik fortalt nyheden til to af sine venner, at det så er i orden at gøre det her:

Mig (da det er begyndt at blive lidt småsent): Har du stadig lyst til at ses i dag, skat? (:

Ham: Ja da. Vi ser lige en film og så tror jeg de tager hjemad, så kommer jeg over.

(den er 19.30 så jeg spørger selvfølgeligt HVORNÅR)

Halv ti. TROR han. Altså, der tager han bussen. Så har er her nok halv 11 eller senere.

Vi skriver lidt frem og tilbage, med meget langsomme og korte svar fra hans side, indtil jeg giver op og siger han bare kan komme en anden gang.

For det første synes jeg det er GRIMT at antage, at folk - især folk i det 1. trimester, der kan sove fra kl. 16 af - skal holde sig vågne bare fordi de drenge lige synes, de skulle se en film. Hvis jeg ikke havde spurgt hvornår han havde tænkt sig at komme, havde jeg sgu intet fået at vide før "nu stiger jeg på bussen".

For det andet synes jeg det er ufedt at jeg sidder og har kvalme (har ikke engang kunne sidde op det meste af dagen) og ondt, hovedpine, generel utilpashed... og at han så vælger at ignorere det fuldstændigt. Og ja, han vidste det godt.

Så selvfølgeligt bliver jeg ked af det og græder hvilket kun gør min hovedpine og kvalme endnu værre. Jeg har ingen panodiler, kun ibuprofen og lign. som jeg jo ikke må tage, så jeg føler mig mig helt alene og efterladt til at tage mig af mig selv, og jeg har ONDT.

Nej, selvfølgeligt skal han ikke være der 24/7, men synes måske lidt jeg fortjener mere end det.

Han kunne have skrevet i dag og sagt han ikke havde lyst, eller i det mindste at han regnede med at komme sent. Jeg gav ham jo også mulighed da jeg spurgte om han stadig havde lyst.

Jeg ved ikke om jeg overreagerer men har det bare virkeligt dårligt og føler mig overset til fordel for en film. Jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan noget mod ham, havde det været omvendt.

Desuden har vi sagt det face-to-face til hele hans familie, minus den ene der er på ferie, i går (altså, at vi skal have barn) og fordi min er så langt væk får de det at vide over telefon. Planen var at vi skulle sige det i aften og det vælger han jo så også at skide højt og helligt på.

Nu sidder jeg og tuder igen. Nej, han skal ikke være her "for mig" hele tiden men for fanden, jeg føler mig efterladt fra alle sider (mine forældre og en af mine søskende er bare ØV lige nu) og jeg har det så dårligt, fysisk og psykisk.

Det er svært ikke at tænke "hvad nu hvis" i et større omfang. For han kan gå fra det her, og det kan jeg ikke. Jeg siger ikke at han gør det men hold fast hvor bliver jeg ked af tanken om at jeg står med det hele selv, for det føler jeg bare ret ofte, at jeg gør efterhånden.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op. Har mest af alt lyst til at ringe til ham og fortælle ham hvor han kan stikke den op hen, men det har jeg slet ikke overskud til. Og jeg ved, at jeg får svært ved at sove ordenligt, hvis ikke vi får det løst.

Øv, en dum dag

Har ikke rigtigt lige nogen steder at komme ud med det her så tænkte at det måske var okay her

Jeg er ked af at du føler dig svigtet..
Men jeg synes nok at du overreagere.. Men lyder også som om det ikke "bare" er det der går dig på.. Håber det løser sig!

Anonym skriver:

Ja, jeg har lige fundet ud af, at min søde kæreste mener, at selvom han i går lovede at komme forbi i dag (vi bor ikke sammen endnu) efter han fik fortalt nyheden til to af sine venner, at det så er i orden at gøre det her:

Mig (da det er begyndt at blive lidt småsent): Har du stadig lyst til at ses i dag, skat? (:

Ham: Ja da. Vi ser lige en film og så tror jeg de tager hjemad, så kommer jeg over.

(den er 19.30 så jeg spørger selvfølgeligt HVORNÅR)

Halv ti. TROR han. Altså, der tager han bussen. Så har er her nok halv 11 eller senere.

Vi skriver lidt frem og tilbage, med meget langsomme og korte svar fra hans side, indtil jeg giver op og siger han bare kan komme en anden gang.

For det første synes jeg det er GRIMT at antage, at folk - især folk i det 1. trimester, der kan sove fra kl. 16 af - skal holde sig vågne bare fordi de drenge lige synes, de skulle se en film. Hvis jeg ikke havde spurgt hvornår han havde tænkt sig at komme, havde jeg sgu intet fået at vide før "nu stiger jeg på bussen".

For det andet synes jeg det er ufedt at jeg sidder og har kvalme (har ikke engang kunne sidde op det meste af dagen) og ondt, hovedpine, generel utilpashed... og at han så vælger at ignorere det fuldstændigt. Og ja, han vidste det godt.

Så selvfølgeligt bliver jeg ked af det og græder hvilket kun gør min hovedpine og kvalme endnu værre. Jeg har ingen panodiler, kun ibuprofen og lign. som jeg jo ikke må tage, så jeg føler mig mig helt alene og efterladt til at tage mig af mig selv, og jeg har ONDT.

Nej, selvfølgeligt skal han ikke være der 24/7, men synes måske lidt jeg fortjener mere end det.

Han kunne have skrevet i dag og sagt han ikke havde lyst, eller i det mindste at han regnede med at komme sent. Jeg gav ham jo også mulighed da jeg spurgte om han stadig havde lyst.

Jeg ved ikke om jeg overreagerer men har det bare virkeligt dårligt og føler mig overset til fordel for en film. Jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan noget mod ham, havde det været omvendt.

Desuden har vi sagt det face-to-face til hele hans familie, minus den ene der er på ferie, i går (altså, at vi skal have barn) og fordi min er så langt væk får de det at vide over telefon. Planen var at vi skulle sige det i aften og det vælger han jo så også at skide højt og helligt på.

Nu sidder jeg og tuder igen. Nej, han skal ikke være her "for mig" hele tiden men for fanden, jeg føler mig efterladt fra alle sider (mine forældre og en af mine søskende er bare ØV lige nu) og jeg har det så dårligt, fysisk og psykisk.

Det er svært ikke at tænke "hvad nu hvis" i et større omfang. For han kan gå fra det her, og det kan jeg ikke. Jeg siger ikke at han gør det men hold fast hvor bliver jeg ked af tanken om at jeg står med det hele selv, for det føler jeg bare ret ofte, at jeg gør efterhånden.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op. Har mest af alt lyst til at ringe til ham og fortælle ham hvor han kan stikke den op hen, men det har jeg slet ikke overskud til. Og jeg ved, at jeg får svært ved at sove ordenligt, hvis ikke vi får det løst.

Øv, en dum dag

Har ikke rigtigt lige nogen steder at komme ud med det her så tænkte at det måske var okay her

husk at hormonerne gør dig MEGET følsom!

og din kæreste ved ikke hvor følsom du er, han gør det ikke af ond mening overhovedet

Jeg forstår nok heller ikke helt din reaktion, men det lyder som om du trænger til et kram. 

Fremfor at sidde og vente på ham, ville jeg nok have valgt at sige "ved du hvad, jeg er træt fra klokken 16, og du skal mødes med kammeraterne - der er ingen grund til at du skal skynde dig afsted eller at jeg skal sidde oppe og vente på dig, så lad os ses en anden dag".

At han svarer langsomt og kortfattet, når han sidder og ser film med kammeraterne, er vel ikke så mærkeligt. Det ville jeg også gøre.

Mon ikke han har følt at du forventede, at han kom og derfor ikke har villet skuffe dig - men samtidig har siddet midt i film/hygge med kammeraterne og følt at han ikke kunne smutte fra dem midt i det hele? 

Måske ser det værre ud på skrift, end jeg har ment det.

Altså, hvis alt havde været som det er, minus hormonerne, var det eneste forskel at jeg var blevet sur i stedet for ked af det.

Hvis han har lovet at komme synes jeg ikke man kan forvente, at jeg sidder op til kl. halv 11/11. Især ikke sådan som jeg har det.

Jeg sagde til ham i går - efter han selv sagde, at han ville komme i dag - at det ikke skulle føles som tvang eller noget. Han insisterede på, at han godt ville komme herover.

Synes bare, gravid eller ej, hormoner eller ej, at det er lidt respektløst at tro, at man kan møde op så sent hos nogen.
Hvis han ombestemte sig kunne han vel godt have skrevet det med det samme i stedet for at jeg skal sidde og vente som en idiot.

Og så det med, at vi havde aftalt at ringe til min mor for at fortælle nyheden... tak fordi det er vigtigere at se film, siger jeg bare.

Men jeg er åbenbart den eneste, der synes det ikke er okay, så tror måske bare jeg går i seng og forsøger at få lidt søvn for skal da ikke udelukke, at jeg ikke reagerer "som jeg burde".

Men tak for kram, kunne i hvert fald godt bruge et lige nu (:

Jeg kan nu godt forstå, du er sur, det var jeg også blevet.

Men jeg synes også, det er overdrevet at overveje at forlade ham for det. Medmindre det er noget der sker gentagne gange og han generelt har en ligeglad attitude.

Som et par af de andre piger nævner: husk at du er påvirket af graviditetshormoner. Tag en dyb indånding. Det ser nok ikke helt så slemt ud i morgen. Ellers fortæl ham hvorfor det går dig på, og at han gerne må melde fra i god tid en anden gang. Hellere dét end at du sidder og holder dig vågen, fordi han ikke vil skuffe dig. Få det ud af systemet, pust ud og kom videre.

Og få en god nats søvn, det er godt mod hovedpine. 

hejsa

jeg synde så ikke det er sjov vis han her lov at kom så de kun ring til hende mor og sige hun skal være mormor også give han det ikke fordi han skal se film med ven så tro jeg nok også jeg vil bliv lige  

 til dig og håbet du får sove lige

Nej, nej! Jeg snakker absolut ikke om at forlade! Jeg må virkeligt have formuleret mig dårligt så, men har bare så svært ved at tænke lige nu

Jeg forsøgte ikke at lyde overdramatisk, men det gik vidst ikke helt efter planen.

Er bare møgærgerlig over at han skal være sådan. Min mor har virkeligt dårlige arbejdstider i de næste to uger så det bliver svært at få fat på hende i den tid. Og når jeg nu kunne tage bussen (der sejler og gynger og stopper hele tiden) så vi kunne sige det til hans side først, ville jeg bare godt have vidst at min mor åbenbart godt kunne vente...

Det krævede jo ikke andet end en sms.

Er lige i gang med en omgang vand for at få det væreste af hovedpinen væk så jeg faktisk kan overkomme at falde i søvn. Hvis det udvikler sig til migræne... puha, de må have haft det hårdt den gang der ikke fandtes medicin.

Tak for svar og kram

Anonym skriver:

Nej, nej! Jeg snakker absolut ikke om at forlade! Jeg må virkeligt have formuleret mig dårligt så, men har bare så svært ved at tænke lige nu

Jeg forsøgte ikke at lyde overdramatisk, men det gik vidst ikke helt efter planen.

Er bare møgærgerlig over at han skal være sådan. Min mor har virkeligt dårlige arbejdstider i de næste to uger så det bliver svært at få fat på hende i den tid. Og når jeg nu kunne tage bussen (der sejler og gynger og stopper hele tiden) så vi kunne sige det til hans side først, ville jeg bare godt have vidst at min mor åbenbart godt kunne vente...

Det krævede jo ikke andet end en sms.

Er lige i gang med en omgang vand for at få det væreste af hovedpinen væk så jeg faktisk kan overkomme at falde i søvn. Hvis det udvikler sig til migræne... puha, de må have haft det hårdt den gang der ikke fandtes medicin.

Tak for svar og kram

Okay så misforstod jeg.

Men igen: jeg forstår godt, du er vred og skuffet. Især over delen med din mor.

Og få så noget søvn.

FruK skriver:

Jeg forstår nok heller ikke helt din reaktion, men det lyder som om du trænger til et kram. 

Fremfor at sidde og vente på ham, ville jeg nok have valgt at sige "ved du hvad, jeg er træt fra klokken 16, og du skal mødes med kammeraterne - der er ingen grund til at du skal skynde dig afsted eller at jeg skal sidde oppe og vente på dig, så lad os ses en anden dag".

At han svarer langsomt og kortfattet, når han sidder og ser film med kammeraterne, er vel ikke så mærkeligt. Det ville jeg også gøre.

Mon ikke han har følt at du forventede, at han kom og derfor ikke har villet skuffe dig - men samtidig har siddet midt i film/hygge med kammeraterne og følt at han ikke kunne smutte fra dem midt i det hele? 

Er enig med dig.

Til ts:Jeg ville nu ikke synes det var respektløs. Da min kæreste og jeg ikke boede sammen og havde aftaler, så kom jeg da alligevel hjem til ham, selvom klokken var mange. Så kunne man da sove sammen