"Til Aries"
Hej Trine...
Kort fortalt.. Er gravid i 18 uge nu, og jeg har det rigtig skidt.. Knust inden i og virkelig følelsesmæssigt brudt sammen.. Jeg står alene omkring det hele, da faderen har valgt fra.. Vi blev enige om at der ikke skulle være nogen form for kontakt osv, da han sagde han ikke var int i at blive far igen og ikke ville have noget med barnet at gøre.. (afmagt) Jeg har 2 i forvejen og han 1... Det er ikke planlagt og er sket på en rigtig uheldig måde.. Men jeg kunne ikke sige ja til en abort dengang, ved scanningen.. Den viste 8 uger og jeg var i indre oprør med mig selv.. Vi har været sammen i 1½ år og der har været gnidninger som der nu er i forhold.. Men nu sidder jeg her, dybt frustreret.. Da jeg skulle bruge nogle oplysninger til fødselsanmeldelsen kontaktede jeg ham, og fortalte også at det stykke papir til fælles myndighed var smidt ud da vi jo var enige om at han ikke skulle have noget med det at gøre.. Så nu efter 2½ måned bliver han lige pludselig int i barnet for det er jo hans som han siger.. Ja selvfølgelig er det da det.. Men jeg bliver så ked af det, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg holder fast i hans valg som han har truffet i starten og siger at jeg går ikke i 9md og så føder selv og han bare kommer og kræver ind bagefter (det jo ikke en gavebod) For 2 uger siden var jeg så hos ham og det ene tog det andet og vi var sammen.. Jeg gik derfra og vi snakkede først sammen dagen efter.. Jeg havde det fint med det og omvendt.. Om aftenen var han så forbi, og snakkede om at hvis vi skulle finde ud af det duede det ikke vi boede hver for sig og at der skulle ændres på nogle ting osv.. Jeg blev lidt nervøs ved det, for hvor kom det fra?? vi snakkede sammen hele ugen og var glade og lavede fis med hinanden.. Mandagen efter kommer han så forbi og råber af mig og siger han aldrig kommer tilbage og ikke elsker mig mere (afmagt igen tror jeg) der var åbenbart sket noget i week til en fest hvor han havde snakket med en god ven, som så havde bedt ham pakke sit grej og flytte hjem til mig.. (det har han så sjovt nok fået afvide mange gange ) så tror ikke det var det.. Han har nu fået besked på ikke at kontakte mig og spørge mere til barnet og hvordan og hvorledes... Jeg ved han savner mig et sted og bekymrer sig også, men hvorfor kan han ikke bare stå ved det valg han tog i starten, eller tage tyren ved hornene og ja... komme hjem?? jeg er som sagt lukket af følelsesmæssig og griber efter svar i den bare luft, mit hovedet er fyldt og lige pt føler jeg intet for min graviditet.. Han er jo min støtte og ham jeg snakker med alt om, og kan mærke det savner jeg... Især nu her hvor vi "begge" venter os... der sker jo meget i min krop.. Men jeg mangler min soulmate og det gør ondt.. Ved jeg skal videre, men med det intense forhold og kærlighed vi har haft til hinanden er det sgu svært... Skal siges at vi bor tæt op af hinanden i forvejen og det er bestemt ikke sjovt at se ham hverdag.. vi hilser slet ikke på hinanden mere... Og det føles så forkert... Jeg vil ikke bare være hende der går i 9 md og han så bare kommer og ja... kræver ind... Hvor er min løsning på alt det her rod... Kan slet ikke kende mig selv mere... Sikke en smøre :-) men tak fordi du tog dig tid...
Trines svar
Hej Aries,
det er godt nok en ulykkelig situation, som I står i. Jeg vil forsøge at komme med et par gode råd.
Jeg kan godt forstå, at du bliver frustreret over, at han først melder ud, at han ikke ønsker nogen form for kontakt, og dernæst kommer og vil have I skal være par og så slutter af med at sige at nu er det slut. Det er svært at finde ud af, hvad han vil. Og det er faktisk heller ikke det du skal koncentrere dig om - du skal finde ud af, hvad du ønsker i den situation som du står i.
Det lille væsen er ganske uskyldigt og har ikke valgt denne situation, så det er dit ansvar som mor at give jeres ufødte og dine børn en tryg opvækst uden for meget råben og skrigen.
Det er ganske uholdbart at I bor ved siden af hinanden og ikke hilser på hinanden, det er I nødt til. I behøver ikke at falde hinanden om halsen med knus og kram, han er dit barns far og har været en el af dine børns liv i 1½ år, så er er du nødt til bide i det sure æble og være den voksne og sige hej. Om han svare er ikke dit ansvar, og jeg mener du er nødt til at vise et godt ekselmpel.
Hvad angår om han er afmægtig, det må ligeledes være på hans banehalvdel, og ikke være noget du behøver tolke på, du skal alene forholde dig til, hvilke spilleregler,d er gælder hjemme hos dig, og det kunne f.eks. være at hos dig råber man ikke ad hinanden, og kommer han forbi er det ikke hans regler der gælder i dit hjem, men alene dig, der kan stille krav til omgangsformen, kan han ikke respektere dette, skal han ikke komme. Du må fortælle ham, at du ikke ønsker at dine unger skla opleve den utryghed som det give, at han kommer forbi en halv time for at råbe af jer.
Jeg studser lidt over din formulering om at han ikke kan komme og kræve ind, og at det ikke er en gavebod. Nej, det er det ikke. Det er et lille barn, og det lille barn har en far, og hvad enten du kan lide det eller ej, så er det muligt at han vil være en del af det barns liv. Han kan ikke melde til og fra som han øsnker det, der må derimod være klare regler for hvilke dage, han skal se den lille, han skal betale til den lille mm. og disse ting ville jeg få hjælp til at lægge fast hos en pskolog/ familieterapeut, socialrådgiver eller statsamt. Jeg ville passe meget på ikke at moralisere for meget over, hvad man "jo kan og hvad man jo ikke kan" - det betyder ikke, at jeg ikke forstår din sorg over at gå alene med maven og ikke have ham og ikke vide, hvor du står - og savnet efter hans omsorg og kærlighed - det er hårdt, og det er smertefuldt og du er blevet svigtet. Mit råd er at du med dig selv finder en måde, hvorpå du kan have ham i dit liv når den lille kommer uden at det ødelægger dig og dine børn og på en måde, så I ikke ender med at bekæmpe hinanden - jeg tror ikke jeg behøver, at fortælle dig hvem der bliver taberen i den magtrelation?! Det er lettere sagt end gjort, og jeg tror, at du vil "vinde" meget selvrespekt, hvis du holder dig fri for at kaste med mudder, og alene forholder dig til det der kan gøres noget ved. Al det der ikke kan gøres noget ved alligevel, det skal du holde dig fra, det forstyrrer bare billedet. Opstil nogle regler for, hvordan I er sammen og fortæl ham ærligt og roligt, at det er du/ I nødt til for det er meget smertefuldt for dig, og du har brug for ro og klare linier.
Jeg håber du kunne bruge noget af mit svar, og du er altid velkommen til at skrive igen.
Pøj pøj med det hele.
Kærligst
Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
