Jeg er selv kun i uge 10+6 (evt uge 11), så jeg har ikke gennemlevet en hel graviditet og ej heller prøvet at få en hverdag med et lille barn til at fungere. Jeg vil alligevel tillade mig, at bidrage med at par tanker. Har en masse veninder, der har været igennem hele turen flere gange + har to store bonusbørn, så lidt ved jeg da.
En graviditet er fyldt med kæmpemæssige fysiske og psykiske forandringer, så ingen tvivl om, at en graviditet er en belastning - men også en stor glæde og fyldt med forhåbning og forventning.
Jeg er selv psykisk sårbar (ikke sygemeldt eller medicineret nu), men har tidligere gået til psykolog og haft et par depressioner.
Da jeg gik til psykolog for nogle år siden, blev jeg af psykologen rådet til at føle mig stærkere og mere robust, før jeg kastede mig ud i PB. Både fordi man bliver sprængfyldt med hormoner under graviditeten (det kan i sig selv tricke psyken), men skal have styrken til at føde (både fysisk og psykisk) og fordi det er en heftig proces at skulle bære det ansvar, det indebærer at være forædre. Både identitetsmæssigt og rent praktisk. Som mor til en baby blir man let kørt ned energimæssigt og skal både kunne overskue et lille barn, der er total afhængigt af en, et parforhold og en selv. Det er ikke nemt, hvis man er ustabil og sårbar.
Noget af det der man skal kunne leve med under graviditeten er uvisheden - det er meget tålmodighedskrævende/angstprovokerende for mig ind i mellem.
Har den lille blop det nu godt? Er der stadig liv derinde? Hvordan går det mon til scanningerne? Hvordan skal jeg forhode mig, hvis vi fx får at vide at fosteret har en alvorlig sygdom? Vil jeg kunne tackle det, hvis jeg aborterede? osv. osv.
Men når det er sagt, er der masser af kvinder, der får børn, selvom de har en depression eller det der er endnu mere alvorligt. Der er masser af mulighed for at få støtte og hjælp undervejs.
Jeg aner ikke hvor svært du har det, men jeg håber du tænker dig grundigt om, inden du springer ud i det.
Stort 
og held og lykke.
