Update på "Depression men.. "

Hele min verden er bare blivet blevet taget op og vendt på hovedet.. Tog til psykolog i dag og fik fortalt alt hvad jeg havde på hjertet eller i hvert fald det vigtigste.. Og nu sidder jeg her 5 timer senere og stadig har ondt i maven efter at min psykolog fik bragt frem at sandsynligheden for at jeg agere som jeg gør i forhold til min kæreste, er pågrund af al min fars dårlige opførsel over for min mor og hans senere kærester, har lagret sig i min underbevisthed og pga. min kæreste er far så forbinder jeg de to, og min kæreste kommer til at lide under min jalousi fordi alt jeg kender til om fædre er at de render ud og laver ting med kvinder til højre og til venstre på trods af forhold.. At jeg ikke engang kan være alene hjemme en eftermiddag eller en aften fordi min kæreste skal noget, fordi det ligger så dybt i mig at blive efterladt og svigtet til fordel for arbejde eller kvinder....

Sidder så splittet her og forbander faktisk min far langt væk lige nu pågrund af det her.. Synes slet ikke det er fair at jeg ødelægger mig selv og mit forhold fordi jeg er angst for at min kæreste går ud og gør det samme som min far gjorde.. PÅ TRODS af at min kæreste ikke gør andet end at være kærlig og omsorgs fuld.. Og at jeg skal bruge så mange kræfter på at få det ud af min underbevisthed og komme ud af alt det her.. Hvor lang tid kan det ikke tage Og forhåbentlig stadig have en kæreste når jeg endelig kommer ud på den anden side...

Har godt nok min tvivl om hvordan alt i fremtiden bliver og håber jeg kan komme ud så jeg kan få den familie med min kæreste som jeg ønsker mig så inderligt!

Kan jeg tillade mig at hade min far..? Eller skal jeg bare acceptere at sket er sket? Kan slet ikke finde ud af hvordan jeg skal agere eller håndtere de her følelser.. Det er hele mit liv jeg lige har fundet ud af kun har været bygget op på forsvars mekanismer i angsten for ikke at blive såret.. Så jeg skal forsøge at finde mig selv under alt det, bryde igennem 18 år med svigt...

Nogen gode råd? Kunne godt bruge nogle opmuntrende ord..

Ingen der har bare et lille råd?

Er ikke så klog på de område, men hvor ER det stærkt gjort at du har taget det skridt du har. Det er du anerkender der er et problem betyder jo rigtig meget!

Om du skal hade din far..altså det e rjo ikke et ja eller nej spørgsmål, men synes ikke du skal bruge din energi lige nu på at underkende de følelser du har. Det er en naturlig reaktion og jeg er sikker på du med tiden finder en accept af, hvilke konsekvenser det har for dig at han er din far og at dit had/vrede/frustration vil vige for andre følelser.

Husk det er okay at føle som du gør..det er hvordan du reagerer på de følelser der er vigtig.

:-) Sisse

Nemesis skriver:

Er ikke så klog på de område, men hvor ER det stærkt gjort at du har taget det skridt du har. Det er du anerkender der er et problem betyder jo rigtig meget!

Om du skal hade din far..altså det e rjo ikke et ja eller nej spørgsmål, men synes ikke du skal bruge din energi lige nu på at underkende de følelser du har. Det er en naturlig reaktion og jeg er sikker på du med tiden finder en accept af, hvilke konsekvenser det har for dig at han er din far og at dit had/vrede/frustration vil vige for andre følelser.

Husk det er okay at føle som du gør..det er hvordan du reagerer på de følelser der er vigtig.

:-) Sisse

Mange tak, det er rart lige at få lidt positiv opbakning.. Har svært ved at skulle undertrykke de her følelser så det kan nok heller ikke lade sig gøre... Men puha det er hårdt at finde ud af at hele ens livsgrundlag er forkert og man skal til at finde løsninger på det hele for at jeg ikke skal bryde psykisk sammen.. Man elsker jo sine forældre men det gør bare ondt at vide at den ene eller begge forældres håndtering af ens barndom kan have skabt så store problemer for en som kun 20 årig..

Det er godt du er kommet igang med at arbejde med dig selv..

og det er godt at du allerede VED hvorfor du gør som du gør.

og GU FANDEN kan du godt tillade dig at være vred på din far.. han har jo ageret på en måde så du har lært at du ikke kan have tillid til mænd, at du er bange for svigt osv.. det ligger så dybt inde i dig... at du sammenligner din kæreste med din far, det skulle efter sigende være meget normalt. men forklarer du ham hvorfor du har været som du har, så kan han forstå det og han kan hjælpe dig med at tage dig i det så du selv når at tænke Nåååå ja...

jeg er selv lidt i samme situation, det der med at have en frygt for at blive forladt... og jeg går selv til psykolog og jeg er også vred på mine forældre... så du er ikke alene, og der er sikkert mange flere som os

Anonym skriver:

Mange tak, det er rart lige at få lidt positiv opbakning.. Har svært ved at skulle undertrykke de her følelser så det kan nok heller ikke lade sig gøre... Men puha det er hårdt at finde ud af at hele ens livsgrundlag er forkert og man skal til at finde løsninger på det hele for at jeg ikke skal bryde psykisk sammen.. Man elsker jo sine forældre men det gør bare ondt at vide at den ene eller begge forældres håndtering af ens barndom kan have skabt så store problemer for en som kun 20 årig..

nu skal du jo ikke elske dine forældre fordi de er dine forældre, men for mennesker de er og for det de har gjort og betyder for dig.

ja det er svært, jeg var slev kun 17 år da jeg måtte erkende at jeg da nok havde en mor der havde født mig, men at hun på ingen måder var en mor som JEG mente en mor skulle være.

Det er en svær erkendelse men når man finder accepten af, at det er sådan man har det, så handler det meget mere om, hvordan man takler sin opførsel og væremåde. netop fordi man har et billede af at man bør gøre sådan og sådan fordi man skal elske dem betingelsesløst..men det skal man faktisk ikke.

Man kan ikke selv vælge sin forældre og når man er lille har man intet valg, men når man bliver stor, så kan man vælge om man ser dem som forældre, som familie eller om man slet ikke vil se dem!

Man kan trække en grænse ud fra hvad man selv har behov for og man SKAL ikke andet end at gøre det som er bedst for en selv.

Jeg ved ikke om dette giver mening for dig..men jeg håber det. ellers spørg dig selv om hvordan ville du føle hvis det var din tante og onkel eller nogle venner..det gør det oftest lettere at finde svar på ens følelser og få svar på hvad man ville have gjort.

:-) Sisse

Isabella_mor skriver:

Det er godt du er kommet igang med at arbejde med dig selv..

og det er godt at du allerede VED hvorfor du gør som du gør.

og GU FANDEN kan du godt tillade dig at være vred på din far.. han har jo ageret på en måde så du har lært at du ikke kan have tillid til mænd, at du er bange for svigt osv.. det ligger så dybt inde i dig... at du sammenligner din kæreste med din far, det skulle efter sigende være meget normalt. men forklarer du ham hvorfor du har været som du har, så kan han forstå det og han kan hjælpe dig med at tage dig i det så du selv når at tænke Nåååå ja...

jeg er selv lidt i samme situation, det der med at have en frygt for at blive forladt... og jeg går selv til psykolog og jeg er også vred på mine forældre... så du er ikke alene, og der er sikkert mange flere som os

Ja er også meget glad for at vi omsider fandt sagens kærne for kan allerede mærke det har hjulpet at jeg kan minde mig selv om at jeg bare sammenligner.. Min kæreste er forstående og er villig til at hjælpe mig så meget som det er ham muligt så jeg kan få det bedre med alt ting. Synes bare det er hårdt at tænke på... Hvor lang tid kan det ikke tage.. Vi havde planlagt at gå igang med PB til foråret men hvis jeg ikke har bare lidt styr på mig selv så er jeg bange for hvad homoner ville kunne gøre ved mit humør hvis jeg blev påvirket af jalousi som jeg ikke kunne styre

Heldigvis er min psykolog rigtig sød og hjælpsom så nu har vi lavet den første brist i maleriet så skal resten bare kraklere så jeg kan se hvad der gemmer sig bagved Skal jo til at finde ud af om der findes en helt anden person inde bagved nu når min opførsel og væremåde igennem hele mit liv har været bygget op på forsvars mekanismer.. Puha.. Det er noget af en kamel at sluge..

Nemesis skriver:

nu skal du jo ikke elske dine forældre fordi de er dine forældre, men for mennesker de er og for det de har gjort og betyder for dig.

ja det er svært, jeg var slev kun 17 år da jeg måtte erkende at jeg da nok havde en mor der havde født mig, men at hun på ingen måder var en mor som JEG mente en mor skulle være.

Det er en svær erkendelse men når man finder accepten af, at det er sådan man har det, så handler det meget mere om, hvordan man takler sin opførsel og væremåde. netop fordi man har et billede af at man bør gøre sådan og sådan fordi man skal elske dem betingelsesløst..men det skal man faktisk ikke.

Man kan ikke selv vælge sin forældre og når man er lille har man intet valg, men når man bliver stor, så kan man vælge om man ser dem som forældre, som familie eller om man slet ikke vil se dem!

Man kan trække en grænse ud fra hvad man selv har behov for og man SKAL ikke andet end at gøre det som er bedst for en selv.

Jeg ved ikke om dette giver mening for dig..men jeg håber det. ellers spørg dig selv om hvordan ville du føle hvis det var din tante og onkel eller nogle venner..det gør det oftest lettere at finde svar på ens følelser og få svar på hvad man ville have gjort.

:-) Sisse

Det er rigtigt.. Jeg tror bare altid det er noget jeg har forventet at man er nød til.. Men kan godt se at jeg måske bare burde stoppe.. Holder måske også mig selv nede taget i betraktning at det ikke er min far der søger min opmærksomhed det er altid mig der skal søge kontakt.. Så det er måske på tide at jeg gør op med mig selv om jeg vil blive ved med at leve på den måde..

Mange tak for dine ord og det er rart at høre at der er andre der har været igenem det jeg skal til og igennem..

Nogen der har en god ide til hvordan man lære sig selv at gribe sig selv i fejltænkning? Synes det er rigtig svært især hvis jeg sidder selv med tankerne så køre de bare derud af...

Any one?

Anonym skriver:

Hele min verden er bare blivet blevet taget op og vendt på hovedet.. Tog til psykolog i dag og fik fortalt alt hvad jeg havde på hjertet eller i hvert fald det vigtigste.. Og nu sidder jeg her 5 timer senere og stadig har ondt i maven efter at min psykolog fik bragt frem at sandsynligheden for at jeg agere som jeg gør i forhold til min kæreste, er pågrund af al min fars dårlige opførsel over for min mor og hans senere kærester, har lagret sig i min underbevisthed og pga. min kæreste er far så forbinder jeg de to, og min kæreste kommer til at lide under min jalousi fordi alt jeg kender til om fædre er at de render ud og laver ting med kvinder til højre og til venstre på trods af forhold.. At jeg ikke engang kan være alene hjemme en eftermiddag eller en aften fordi min kæreste skal noget, fordi det ligger så dybt i mig at blive efterladt og svigtet til fordel for arbejde eller kvinder....

Sidder så splittet her og forbander faktisk min far langt væk lige nu pågrund af det her.. Synes slet ikke det er fair at jeg ødelægger mig selv og mit forhold fordi jeg er angst for at min kæreste går ud og gør det samme som min far gjorde.. PÅ TRODS af at min kæreste ikke gør andet end at være kærlig og omsorgs fuld.. Og at jeg skal bruge så mange kræfter på at få det ud af min underbevisthed og komme ud af alt det her.. Hvor lang tid kan det ikke tage Og forhåbentlig stadig have en kæreste når jeg endelig kommer ud på den anden side...

Har godt nok min tvivl om hvordan alt i fremtiden bliver og håber jeg kan komme ud så jeg kan få den familie med min kæreste som jeg ønsker mig så inderligt!

Kan jeg tillade mig at hade min far..? Eller skal jeg bare acceptere at sket er sket? Kan slet ikke finde ud af hvordan jeg skal agere eller håndtere de her følelser.. Det er hele mit liv jeg lige har fundet ud af kun har været bygget op på forsvars mekanismer i angsten for ikke at blive såret.. Så jeg skal forsøge at finde mig selv under alt det, bryde igennem 18 år med svigt...

Nogen gode råd? Kunne godt bruge nogle opmuntrende ord..

JA!

Lån bogen "Helbred dit liv!" Af Louise Hay på biblioteket.

Jeg er temmelig sikker på, at den kan hjælpe dig en masse.
Der kan du nemlig få en masse af dine traumer behandlet i forbindelse med dit forhold til din far.

Kærligst
Sussie