Gravid! :D - og møg nervøs!

Så er det vidst officielt! I al hemmelighed, altså.. - skal nok komme af anonym så snart vi har været til undersøgelse.

Skrev her i går for at høre jeres mening og I mente kollektivt, at testen var positiv.

Efter 4 stks positive tests (den sidste var meget pæn lyserød efter 10 sekunder) og kvalmen der NÆGTER at gå væk er jeg ikke et sekund i tvivl mere på dét punkt.

Men så er der alle de andre ting man kan gå og være nervøs over. Mange af dem er der nok andre tråde om men eftersom jeg har læst 30 sider bagud i debatten uden at finde svar på alt, tænker jeg det er okay at spørge lidt igen (:

1) Kæresten blev MEGET glad (efter et par sekunder hvor baby bodien jeg havde pakket ind var "meget kær" og derefter et forsigtigt "Er det en hentydning?" efter et lys gik op for ham) og jeg regnede heller ikke med andet. Han er overlykkelig og kan ikke falde tilbage på jorden igen.

Jeg sidder til gengæld og kan ikke give helt slip. Til dels fordi jeg stadig har meget svært ved at tro på, at det er rigtigt og det er SLET ikke sunket ordenligt ind endnu (alting føles bare næsten for perfekt ) og til dels fordi jeg er utrolig nervøs for, om der når at ske noget før de famøse 12 uger er over.

Jeg er bange for at glæde mig for meget for så at finde ud af, at hov, det gik ikke alligevel, og derfor har jeg heller ikke rigtigt en "Yay, vi skal være forældre" følelse som han har. Jeg er kun uge 6 i morgen så der er skam tid nok, men er der andre, der har prøvet det? Altså, ikke rigtigt at kunne/tør glæde sig 100% (selvom man gerne vil) og hvad kan man evt. gøre ved det?

2) Vi ringer til lægen i morgen men jeg har ingen anelse om hvad jeg overhovedet skal bestille tid til. Er der ikke overflødigt at bestille tid til en test når jeg har 4 positive til at ligge herhjemme? Og skal jeg i så fald bestille tid til en tryghedsscanning omkring uge 8? Jeg har virkeligt ingen styr på det... help :s

3) Selvom det endnu er meget tidligt og ingen andre ved det, VED jeg at jeg kommer til at hænge på mange dumme sprøgsmål og kommentarer. Jeg er '92 og min kæreste er '86 men vi har begge været igennem meget og er udmærket i stand til at tage vores egne beslutninger. Jeg gider ikkke at høre på hvor meget jeg "går glip af" eller at jeg kommer til at fortryde det, osv. og SLET ikke den jeg forventer mest - "var det et uheld?"

Jeg ved at jeg ender med at slå nogen ned hvis jeg skal til at retfærdiggøre en beslutning, vi har taget efter mange overvejelser og megen snak, samt en beslutning vi begge to er lykkelige over, bare pga. min alder.

Hvordan håndterer man dumme spørgsmål og kommentarer (uden vold ) ?

4) Og det sidste...Hvad f*** gør man ved kvalmen? Jeg har allerede haft kvalme i de sidste tre uger, og den bliver kun værre. Jeg har tabt mig to kilo fordi jeg intet kan spise (formår dog at holde alt nede indtil videre, selvom det ikke er meget) og kan knapt nok være i nærheden af min kæreste uden at få brækfornemmelser over hans duft. Faktisk kan jeg knapt overskue at drikke vand. ALLE råd er velkomne!

Og til sidst vil jeg sige på forhånd tak, og mange gange undskyld for spørgsmål I nok er blevet stillet mange gange før. Jeg vil bare gerne overleve de næste to-ish uger med så lidt kvalme og dårlig samvittighed over "manglende" glæde som muligt, indtil jeg kan komme til læge (:

Anonym skriver:

Så er det vidst officielt! I al hemmelighed, altså.. - skal nok komme af anonym så snart vi har været til undersøgelse.

Skrev her i går for at høre jeres mening og I mente kollektivt, at testen var positiv.

Efter 4 stks positive tests (den sidste var meget pæn lyserød efter 10 sekunder) og kvalmen der NÆGTER at gå væk er jeg ikke et sekund i tvivl mere på dét punkt.

Men så er der alle de andre ting man kan gå og være nervøs over. Mange af dem er der nok andre tråde om men eftersom jeg har læst 30 sider bagud i debatten uden at finde svar på alt, tænker jeg det er okay at spørge lidt igen (:

1) Kæresten blev MEGET glad (efter et par sekunder hvor baby bodien jeg havde pakket ind var "meget kær" og derefter et forsigtigt "Er det en hentydning?" efter et lys gik op for ham) og jeg regnede heller ikke med andet. Han er overlykkelig og kan ikke falde tilbage på jorden igen.

Jeg sidder til gengæld og kan ikke give helt slip. Til dels fordi jeg stadig har meget svært ved at tro på, at det er rigtigt og det er SLET ikke sunket ordenligt ind endnu (alting føles bare næsten for perfekt ) og til dels fordi jeg er utrolig nervøs for, om der når at ske noget før de famøse 12 uger er over.

Jeg er bange for at glæde mig for meget for så at finde ud af, at hov, det gik ikke alligevel, og derfor har jeg heller ikke rigtigt en "Yay, vi skal være forældre" følelse som han har. Jeg er kun uge 6 i morgen så der er skam tid nok, men er der andre, der har prøvet det? Altså, ikke rigtigt at kunne/tør glæde sig 100% (selvom man gerne vil) og hvad kan man evt. gøre ved det?

2) Vi ringer til lægen i morgen men jeg har ingen anelse om hvad jeg overhovedet skal bestille tid til. Er der ikke overflødigt at bestille tid til en test når jeg har 4 positive til at ligge herhjemme? Og skal jeg i så fald bestille tid til en tryghedsscanning omkring uge 8? Jeg har virkeligt ingen styr på det... help :s

3) Selvom det endnu er meget tidligt og ingen andre ved det, VED jeg at jeg kommer til at hænge på mange dumme sprøgsmål og kommentarer. Jeg er '92 og min kæreste er '86 men vi har begge været igennem meget og er udmærket i stand til at tage vores egne beslutninger. Jeg gider ikkke at høre på hvor meget jeg "går glip af" eller at jeg kommer til at fortryde det, osv. og SLET ikke den jeg forventer mest - "var det et uheld?"

Jeg ved at jeg ender med at slå nogen ned hvis jeg skal til at retfærdiggøre en beslutning, vi har taget efter mange overvejelser og megen snak, samt en beslutning vi begge to er lykkelige over, bare pga. min alder.

Hvordan håndterer man dumme spørgsmål og kommentarer (uden vold ) ?

4) Og det sidste...Hvad f*** gør man ved kvalmen? Jeg har allerede haft kvalme i de sidste tre uger, og den bliver kun værre. Jeg har tabt mig to kilo fordi jeg intet kan spise (formår dog at holde alt nede indtil videre, selvom det ikke er meget) og kan knapt nok være i nærheden af min kæreste uden at få brækfornemmelser over hans duft. Faktisk kan jeg knapt overskue at drikke vand. ALLE råd er velkomne!

Og til sidst vil jeg sige på forhånd tak, og mange gange undskyld for spørgsmål I nok er blevet stillet mange gange før. Jeg vil bare gerne overleve de næste to-ish uger med så lidt kvalme og dårlig samvittighed over "manglende" glæde som muligt, indtil jeg kan komme til læge (:

TILLYKKE med spiren!

1)

Jeg er i dag 17+3 og tør stadig ikke tro mig helt sikker på, at alt er som det skal være, så jeg tror det er MEGET normalt, håber jeg i alt fald, ellers er det skidt for mig
Men i starten havde jeg det helt som dig.

2)

Ang. lægen, jeg ringede og fortalte at jeg havde taget et par positive tests og fik så af vide af damen i telefonen, at hun godt ville lave en tid til mig, så vi kunne få bekræftet helt, at jeg var gravid, og så lægen lige kunne se mig og sådan, så prøv at ringe og snakke med dem og hør hvad de har at sige, hvis de siger du ikke behøver komme før du skal have lavet vandrejournal i uge 8-10, så må du gøre sådan

Hvis du tager til læge og får dem til at bekræfte at du er gravid, så synes jeg, medmindre det giver dig søvnløse nætter, at det er spild af penge at få en tryghedsscanning, men det er bare min mening. Synes du selv du bare MÅ have den, så gør det, synes dog bare du skal vente til omkring uge 8-9 stykker, så er du sikker på at se et bankende hjerte.. Jeg tog ikke nogen scanning før jeg skulle til NF og jeg kan sige dig, jeg havde det som om jeg skulle til eksamen, da jeg sad i venteværelset, svedte helt og havde det skrækkeligt.. Det hele faldt bare da vi så en lille baby, sovende, men et bankende hjerte.. Det gjorde bare min verden 10 gange bedre.

3)

Hvis nogen kommer med latterlige kommentarer så vend den anden kind til.. Jeg er kun 2 år ældre end dig, og mange synes også det er tidlig for mig, men hey, jeg har ikke brug for mere ungdom, og den bliver altså ikke taget HELT fra dig.. Du kan jo stadig ses med venner og veninder trods din voksende mave, du dropper bare alkoholen, det har jeg gjort, og det fungerer altså okay.. Undgå at slå, du risikerer, at folk slår igen, og det er absolut ikke smart for din lille spire i maven..

 

Held og lykke med det hele, og håber du kunne bruge mine svar

God søndag!

 

 

Tillykke!

1) Kender godt til angsten for om det nu også kan passe, at den ligesom overskygger glæden og forventningerne lidt. Tror på én side, at det er meget sundt, man beskytter jo sig selv, hvis det skulle vise sig, at denne gravditet uheldigvsis ikke kan blive til et barn. Jeg vil sige at personligt kommer mine bekymringer mest på baggrund af, at jeg tidligere har mistet (ufrivillig abort) og min høje alder (36 år). Så måske kan det trøste dig lidt at kigge på satestikker over alle fordelene ved at være ung forældre - i stedet for at frygte alle fordommene? Det tror jeg ville være en trøst for mig, hvis jeg var "i dine sko". Og nyd at din kæreste er så glad Så har han måske mere overskud til at berolige dig, end hvis han også var tilbageholdende. Dermed ikke være sagt at dine bekymringer og tanker ikke har brettigelse, for selvfølgelig skal du forholde dig til dem også. Det er en voldsom og stor omvæltning både fysisk og psykisk at være gravid - og bekymringen, ja den hører vist bare med for langt de fleste af os. Det er godt at læse div. tråde herinde - men personligt forsøger jeg at undgå alt for mange skrækhistorier. Ikke fordi jeg ikke har empati med dem, der oplever uhyrlige ting, men fordi det påvirker mig alt for meget lige nu.

2) Tror de fleste læger godt vil se dig til at bekræfte graviditeten med en urinprøve. Ellers få du tid til første lægebesæg, hvor der bliver stillet forskellige spørsmål om fakta og livvstil - her bliver oprettet vandrejournal og du bliver tilknyttet et fødested m.m. Tryghedsscanning er det absolut ikke alle læger, som henviser til, hvis du ikke har blødning og/eller en grum forhistorie med aborter eller lign. Hvis din læge ikke vil henvise dig til en tryghedsscanning og du bare MÅ vide om der er liv derinde inden Nakkefoldsscnningen (NF) som ligger mellem uge 11 og 14 - så må du selv betale en tidlig scanning på en privatklinik - dem findes der flere af - og det er der vist mange der griber til, hvis de ikke kan vente.

3) Det er dit liv og du har selv ret til at bestemme hvornår du vil have børn. Der er mange fordele ved at være ung forældre - og selvom det ikke længere er ret udbredt i vores kultur, er der jo ikke noget galt i det. tvært imod. Jeg synes det er smukt og stærkt og ville gerne selv have haft muligheden, da jeg var ung - men sådan har mit liv ikke formet sig. Dumme kommentarer og andre menneskers negative meninger, dem sliper man nok aldrig helt for - uanset alder. Men du skal bare stå fast - det lyder også som om, at det ikke er en fiks idé - men noget både du og din kæreste er meget enige om. Hvis I føler jeg modne til det ansvar det medfører, så er/bliver I modne!

4) Personligt er det ikke kvalme, der har præget mig (lucky me) - men hvis den alligevel har sneget sig på, så har det hjulpet mig med sådan nogle kvalmestillende armbånd - prøv at google "kvalmearmbånd". Man bruger dem også mod køresyge, der sidder en plastdims på dem og den skal placeres på et punkt under håndleddet (på undersiden) - punktet er forbundet med kvalme, og når der bliver trykket ind på det - afhjælper det kvalme. Det lyder måske hokus pokus, men det virker for mig. Det virker også for min kærestes datter, når hun har køresyge. Mange har også gavn af Mariekiks og kakaomælk (dog knap så sundt i længden).

Held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Så er det vidst officielt! I al hemmelighed, altså.. - skal nok komme af anonym så snart vi har været til undersøgelse.

Skrev her i går for at høre jeres mening og I mente kollektivt, at testen var positiv.

Efter 4 stks positive tests (den sidste var meget pæn lyserød efter 10 sekunder) og kvalmen der NÆGTER at gå væk er jeg ikke et sekund i tvivl mere på dét punkt.

Men så er der alle de andre ting man kan gå og være nervøs over. Mange af dem er der nok andre tråde om men eftersom jeg har læst 30 sider bagud i debatten uden at finde svar på alt, tænker jeg det er okay at spørge lidt igen (:

1) Kæresten blev MEGET glad (efter et par sekunder hvor baby bodien jeg havde pakket ind var "meget kær" og derefter et forsigtigt "Er det en hentydning?" efter et lys gik op for ham) og jeg regnede heller ikke med andet. Han er overlykkelig og kan ikke falde tilbage på jorden igen.

Jeg sidder til gengæld og kan ikke give helt slip. Til dels fordi jeg stadig har meget svært ved at tro på, at det er rigtigt og det er SLET ikke sunket ordenligt ind endnu (alting føles bare næsten for perfekt ) og til dels fordi jeg er utrolig nervøs for, om der når at ske noget før de famøse 12 uger er over.

Jeg er bange for at glæde mig for meget for så at finde ud af, at hov, det gik ikke alligevel, og derfor har jeg heller ikke rigtigt en "Yay, vi skal være forældre" følelse som han har. Jeg er kun uge 6 i morgen så der er skam tid nok, men er der andre, der har prøvet det? Altså, ikke rigtigt at kunne/tør glæde sig 100% (selvom man gerne vil) og hvad kan man evt. gøre ved det?

2) Vi ringer til lægen i morgen men jeg har ingen anelse om hvad jeg overhovedet skal bestille tid til. Er der ikke overflødigt at bestille tid til en test når jeg har 4 positive til at ligge herhjemme? Og skal jeg i så fald bestille tid til en tryghedsscanning omkring uge 8? Jeg har virkeligt ingen styr på det... help :s

3) Selvom det endnu er meget tidligt og ingen andre ved det, VED jeg at jeg kommer til at hænge på mange dumme sprøgsmål og kommentarer. Jeg er '92 og min kæreste er '86 men vi har begge været igennem meget og er udmærket i stand til at tage vores egne beslutninger. Jeg gider ikkke at høre på hvor meget jeg "går glip af" eller at jeg kommer til at fortryde det, osv. og SLET ikke den jeg forventer mest - "var det et uheld?"

Jeg ved at jeg ender med at slå nogen ned hvis jeg skal til at retfærdiggøre en beslutning, vi har taget efter mange overvejelser og megen snak, samt en beslutning vi begge to er lykkelige over, bare pga. min alder.

Hvordan håndterer man dumme spørgsmål og kommentarer (uden vold ) ?

4) Og det sidste...Hvad f*** gør man ved kvalmen? Jeg har allerede haft kvalme i de sidste tre uger, og den bliver kun værre. Jeg har tabt mig to kilo fordi jeg intet kan spise (formår dog at holde alt nede indtil videre, selvom det ikke er meget) og kan knapt nok være i nærheden af min kæreste uden at få brækfornemmelser over hans duft. Faktisk kan jeg knapt overskue at drikke vand. ALLE råd er velkomne!

Og til sidst vil jeg sige på forhånd tak, og mange gange undskyld for spørgsmål I nok er blevet stillet mange gange før. Jeg vil bare gerne overleve de næste to-ish uger med så lidt kvalme og dårlig samvittighed over "manglende" glæde som muligt, indtil jeg kan komme til læge (:

Først stort tillykke med graviditeten!

Jeg kan fortælle dig, at vi reagerede faktisk ret lig dig og din kæreste! Jeg troede jeg ville hoppe op og ned af glæde, og gå helt i selvsving, og slet ikke kunne få armene ned, men jeg kan slet ikke tro på det, jeg har svært ved at glæde mig 100 % og bare give efter for, hvor fantastisk det er! Jeg er 9+5 i dag, er blevet skannet to gange, og alligevel tør jeg ikke tro på, at resten bare kører som det skal!

Det er faktisk sådan, at min kæreste meget modigt sagde til mig for nogle uger siden, at han var overrasket over, at det var ham der reagerede mest på nyheden! Han havde også forestillet sig det helt anderledes! Vi har været i behandling og jeg har vidst at det er mig, der er noget galt med, og tror også derfor at jeg er mere nervøs for, at når nu det er mig, så kan min krop jo godt stadig være dum, selvom det er fjollet!

Du ringer bare til lægen i morgen, og siger du er gravid, så ved de præcist hvad de skal bestille tider til så det skal du ikke bekymre dig om! Men jeg tror selv du kommer til at betale en tryghedsskanning med mindre l har en forhistorie, der gør at l kan få lov til at få den.

Forhold dig til, at du måske får nogle spørgsmål og find det svar du vil give igen, så du ikke står helt uforberedt! Så kan de bare komme an

Jeg håndterer kvalmen ved at spise det jeg har lyst til, mandler, sodavandsis, kiks, knækbrød og hjemmebagte boller er godt her! Det bedste for mig er, at jeg får noget at spise, og så laver kæresten for det meste aftensmad, for jeg kan ikke særlig godt med råt kød og hvis jeg skal spise det selv, så skal jeg helst ikke have tilberedt det

Man må gerne spørge, hvis folk ikke gider svare må de jo lade være

Held og lykke med det hele

I skal alle have mange tak for svarene.

Det er virkeligt dejligt at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det/har haft det sådan. Det har lige taget noget tid at vænne sig til det men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg kommet frem til, at eftersom det her er noget vi vil, og noget vi har snakket om rigtigt meget, kan folk sige hvad de vil. Det ændrer jo ikke på, at vi faktisk glæder os til at baby er der, og ved, at vi vil elske ham/hende og tage os godt af den lille (:

Og jeg kunne aldrig finde på at slå, det var lidt sarkastisk ment, bare rolig. Kan knapt nok nå den øverste hylde i skabet så det er ikke fordi jeg ville få noget ud af det alligevel

Anonym skriver:

I skal alle have mange tak for svarene.

Det er virkeligt dejligt at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det/har haft det sådan. Det har lige taget noget tid at vænne sig til det men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg kommet frem til, at eftersom det her er noget vi vil, og noget vi har snakket om rigtigt meget, kan folk sige hvad de vil. Det ændrer jo ikke på, at vi faktisk glæder os til at baby er der, og ved, at vi vil elske ham/hende og tage os godt af den lille (:

Og jeg kunne aldrig finde på at slå, det var lidt sarkastisk ment, bare rolig. Kan knapt nok nå den øverste hylde i skabet så det er ikke fordi jeg ville få noget ud af det alligevel