Som mor til en teen-søn på 15, sker der jo en masse hele tiden, og jeg synes det er enormt spændende at følge med i udviklingen af ham i disse år.
Jeg elsker børn, og deres forskellige aldre, men teen-årene er og bliver min ynglingsalder, for der sker så utroligt meget. Det var det også i mine 16 år som lærer, jeg havde stort set altid overbygnings elever. 
Fra at de er små, som man skal opdrage konstant, passe på, holde øje med og vogte over, bliver de pludseligt mere og mere selvstændige individer. Deres meninger og holdninger træder mere og mere frem, de begynder at aftegne sig som de mennesker, de vil blive som voksne..og det er så utroligt spændende synes jeg.
Det begynder at vise sig, om den opdragelse og præning, man har forsøgt at give dem, nu også vil vise sig senere i livet, som noget godt og positivt, ja indrømmes skal det, jeg er dybt betaget af det, og er det hver gang jeg har med et ungt menneske at gøre, mine egne, som andres.
Noget af det jeg har lagt allermest vægt på som forældre og plejemor har været at give dem frihed under ansvar tilpasset alderen.
Omsorgen for andre, næstekærligheden, evnen til at tænke tingene fornuftigt igennem, konsekvenser for ens handlinger, både for en selv og andre. Viljen til at ville drage omsorg for at få det bedste ud af livet, med de betingelser der er.
At se bagud og forsøge at lære af sine erfaringer, så man derigennem kan se fremad og forsøge at gøre sit bedste med de muligheder man har.
Disse ting er blot nogle af de prægninger, jeg har forsøgt at give mine børn, men især evnen til at at sætte sig i andres sted.
Altid at tænke, hvis jeg gør sådan og sådan, vil det så påvirke en anden, som jeg derigennem måske vil skade eller gøre ked af det?
Evnen til at man naturligt og uden egen vinding føler glæde ved at hjælpe andre hvor man kan.
Forleden, da vi var ude at handle, og var på vej ud fra forretningen, kom vi hen til trappen ud, hvor der også er en slags rampe, der går udenom til indkøbsvognene.
Sønneke var med, jeg havde vores vogn.
En lille og meget gammel, og dårligt gående dame, gik foran os sammen med en lidt yngre, men stadig ældre mand, som også havde en indkøbsvogn.
Den gamle dame, gik til trappen, og manden gik mod rampen.
Jeg overhalede med min vogn, for også at gå til rampen, men ser så sønneke, stile direkte hen mod den gamle dame, og række hende sin arm, og sige: Skal jeg ikke hjælpe Dem ned af trappen?
Min store søn!!!!
En knægt på 15 år. Han var dobbelt så høj som hun, der mest virkede som et lille vissent blad, da hun så missende op på ham og knirkede: Ihh jo tak unge mand, det ville da være dejligt!
Og så forsigtigt han kunne, støttede han hende ned af trinene.
Så nåede både jeg og den ældre mand hen til dem med vores vogne, og den gamle dame så mildt på mig og sagde:
Det er måske din søn?
Ja, det måtte jeg jo indrømme.
Sikke da en høflig ung mand, dem møder man ikke så mange af mere. Jeg er over 90, og så er bentøjet jo ikke så godt mere.
Og så klappede hun ham blidt på hånden og gik.
Jeg så stadig helt vildt lykkelig på min store søn. Han rødmede lidt og mumlede: Nåja, der kan jo komme en dag hvor man selv kan få brug for hjælp!
Sådan!!
Det jeg har forsøgt at give vidre til mit barn, er så sandelig lykkedes.
Og så huskede han endda at sige "De".
Kærligst
Sussie
