hvad gør jeg! han er ikke klar !

Hej piger. Jeg er snart mor til 2. Jeg er i uge 13 & graviditeten var planlagt ovs.  Skal lige nævnes han har en dreng på 5 år fra et tidligere forhold men ses dog ikke med ham. Men sagen er at min kæreste er begyndt at få kolde tær. Han kan i samme sætning sige: Hvis det stod til mig skulle jeg aldrig ha haft børn, : jeg tror ikke jeg kan magte det du har i maven, jeg føler allerede den første vi har sammen styrer hele mit liv og kan være en plage!! trods det søger han tryghed i i alt muligt ligegyldigt som slet ikke er ansvarligt eller relevant for os nu da vi har nok at se til - bruger han det som magt i vores forhold, og kan af og til melde ud at han ikke synes vi passer sammen - hvis ikke det kommer til at gå efter hans fløjte. Og, skal siges vi har forsøgt at opfylde hans lidt større drøm - men dog kom jeg til at hænge på hele ansvaret alene og måtte sælge det. Det gav store konflikter for os og for hans familie/min at jeg blev opfordret til at gøre noget. Men, noget lader til at han igen vil fortsætte tingene på hans måde! og jeg sidder her og skammer mig meget over jeg nu er gravid med hans barn - og slet ikke ved hvad jeg skal stille op? jeg har slet ikke lyst til at fortælle nyheden til nogle - da han alligevel ser så negativt på det - og springer sådan i det hele tiden! det eneste han har i hovedet er hans eget ! hvis bare han kan få det han vil ha - men samtidig lader ansvaret være mit og ikke gider tage sin del - er han tilfreds. Ligeså snart jeg konsfrontere ham om noget, eller vil have en dybere samtale - lukker han med det samme af! frygten for at forlade ham er angsten for at komme til at savne ham - at børnene ik vil ha deres far til dagligt, hvordan vil jeg følelsesmæssigt have det hvis han fandt en anden? og så er jeg bange for at mangle ham på en eller anden måde. For han er virkelig bare fantastisk! men jeg kan mærke vores forhold er ved at være en byrde for ham - eftersom der er børn i billedet - og der så er rigtig mange ting han må vente med eller egne behov gemmes væk påviker ham! jeg tror ærligt, ikke han er klar til at være far. Måske er det bare først kommet op i ham nu!! hjælp jeg er så alene og ked! jeg synes heller ik vores børn fortjener vokse op i det her - men gud hvor er det hårdt. hårdt når ens partner ikke har den glæde - eller rigtig gider tale om graviditeten - og ikke mindst - hurtig blir træt af vores fælles barn /: åh guud!

Ja det Må da være hårdt.
Du og din mand trænger til at få jeres barn passet, og sat jer ned, og finde ud af, hvad I skal bruge jeres liv til. Hvem er I, når der er børn. Hvilke forventninger har i til hinanden, til jer selv, til familielivet. Hvilke drømme og ønsker er der, kan tingene lade sig gøre, og hvornår? Føler i jer anerkendt, respekteret, hørt?
Hvordan ser i jer selv som forældre, som far, som mor, som mand, som kone, som sig selv, og som par, eller ikke?

Den lange lange snak venter forude. Når den er taget, har i, forhåbenligt et nyt udgangspunkt.

God snak

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg er snart mor til 2. Jeg er i uge 13 & graviditeten var planlagt ovs.  Skal lige nævnes han har en dreng på 5 år fra et tidligere forhold men ses dog ikke med ham. Men sagen er at min kæreste er begyndt at få kolde tær. Han kan i samme sætning sige: Hvis det stod til mig skulle jeg aldrig ha haft børn, : jeg tror ikke jeg kan magte det du har i maven, jeg føler allerede den første vi har sammen styrer hele mit liv og kan være en plage!! trods det søger han tryghed i i alt muligt ligegyldigt som slet ikke er ansvarligt eller relevant for os nu da vi har nok at se til - bruger han det som magt i vores forhold, og kan af og til melde ud at han ikke synes vi passer sammen - hvis ikke det kommer til at gå efter hans fløjte. Og, skal siges vi har forsøgt at opfylde hans lidt større drøm - men dog kom jeg til at hænge på hele ansvaret alene og måtte sælge det. Det gav store konflikter for os og for hans familie/min at jeg blev opfordret til at gøre noget. Men, noget lader til at han igen vil fortsætte tingene på hans måde! og jeg sidder her og skammer mig meget over jeg nu er gravid med hans barn - og slet ikke ved hvad jeg skal stille op? jeg har slet ikke lyst til at fortælle nyheden til nogle - da han alligevel ser så negativt på det - og springer sådan i det hele tiden! det eneste han har i hovedet er hans eget ! hvis bare han kan få det han vil ha - men samtidig lader ansvaret være mit og ikke gider tage sin del - er han tilfreds. Ligeså snart jeg konsfrontere ham om noget, eller vil have en dybere samtale - lukker han med det samme af! frygten for at forlade ham er angsten for at komme til at savne ham - at børnene ik vil ha deres far til dagligt, hvordan vil jeg følelsesmæssigt have det hvis han fandt en anden? og så er jeg bange for at mangle ham på en eller anden måde. For han er virkelig bare fantastisk! men jeg kan mærke vores forhold er ved at være en byrde for ham - eftersom der er børn i billedet - og der så er rigtig mange ting han må vente med eller egne behov gemmes væk påviker ham! jeg tror ærligt, ikke han er klar til at være far. Måske er det bare først kommet op i ham nu!! hjælp jeg er så alene og ked! jeg synes heller ik vores børn fortjener vokse op i det her - men gud hvor er det hårdt. hårdt når ens partner ikke har den glæde - eller rigtig gider tale om graviditeten - og ikke mindst - hurtig blir træt af vores fælles barn /: åh guud!

hvordan kan du synes at han er så fantastisk... hvis jeg var dig, ville jeg pakke mine ting og skride. Kan godt være det er strengt skrevet, men hvis han alligevel kører sit eget show, og ser sit barn, og det kommende (allerede) som en belastning så gør ham den tjeneste både for dig, dine børn at få dig et nyt liv uden ham. Det må da være utroligt hårdt det der... kan godt forstå din bekymring om hvordan det ville være hvis i ikke var sammen, men når man kommer over på den anden side ser tingene lidt lysere ud på et tidspunkt. Jeg ville ikke kunne leve sådan der og høre på at hans eget kød og blod er belastende.. hvorfor fik i så børn egentlgt? skiftede han bare fra den ene dag til den anden? håber du finder en løsning, du og dine børn har fortjent bedre.. man har kun et liv.. og jeg ville aldrig dele det med en der var ulykkelig i den familie man har skabt sammen.

Klap lige hesten, inden du smider manden ud. Der er 2 sider af denne sag.
Jeg tror ikke din mand er et dårligt menneske, der hader sine børn.
Jeg tror nærmere, at din mand er et menneske, der føler at han ikke bliver hørt, respekteret og har mulighed for at bestemme selv.
Han føler nok at børnene fylder lidt for meget, og han har ikke plads til at føle sig som sig selv.

I hvert fald: kan du KUN anerkende ham, ved at spørge ham, og til det, skal du skabe rammerne. Altså sørge for at der ikke er en lille en, der kræver opmærksomhed midt i det hele.
Lad være med at gå ud fra, at du ved hvad han tænker. Giv ham luft, for jeg tror ikke han virkelig mener at hans børn er en plage. Han er bare presset ind i et hjørne.