Smerten

Kan ikke holde smerten ud

Vil ikke have at den overtager min krop.

Kæmper en ulige kamp

lader tankerne vinde, lader tankerne flyve.

Panikken, ydmygelsen, nedværdigelsen, det hele kæmper om pladsen.

Panikken er den der vinder, den der river og flår i mit sind, får mig til at tvivle.

Tvivle på hvem jeg er, hvad jeg er, hvad jeg står for.

Jeg har lyst til at slippe tøjlerne og lade mig glide med, lade panikken opsluge mig, men jeg ved, hvor det ville ende, på togskinnerne, stedet er udset, alt er klart, brev, planlægning, men er jeg klar?, mit hjerte siger nej, panikken siger ja.

Men hvad får jeg ud af det?

Hvad får andre ud af det?

 

Jeg ville slippe.

Slippe for smerten, tankerne, mareridtene, angsten, frustrationen.

Andre ville slippe for at høre på mig klynke og se mig græde, se mig være svag.

Jeg hader at være den svage, den lille, hende der intet kan.

 

Men tør jeg?

Svigter jeg virkelig mere som jeg gavner?

Ville verden ikke være bedre tjent uden at skulle tage vare på en som mig?

En der tuder i tide og utide og uden grund.

Jeg kan stadig høre ordene fra dengang runge i hovedet ”tag dig dog sammen din tøs, du duer jo alligevel ikke til noget” og ”tuder du nu igen?”

 

Jeg vil så meget og kan intet.

Jeg føler mig svag og lille, vil bare sove smerten væk, gemme mig til det hele er overstået.

 

Mit indre er et stort kaos.

Mareridtene, der hver nat tager mig tilbage til det der skete.

Mareridtene der viser at det er mig der kommer i fængsel, at det er mig der er den slemme.

Mig der smadrer livet for andre.

 

Slem er et ord der altid har fulgt mig, horetøs, din egen skyld, du kan bare lade være, du har sikkert selv lagt op til det, ord der altid vil ligge dybt i mig,

var det min skyld?

Hvad gjorde jeg galt?

Hvorfor mig?

 

Mit indre kaos river og flår i mig nat efter nat.

Lader angsten liste sig ind på mig.

Hvad nu?

Står han og venter på mig om næste gadehjørne?

Hvad var nu det for en lyd, er det ham der kommer?.

 

Ville så gerne have folk til at forstå, hvad det er der sker med mig, have jer til at lytte.

Har lyst til at skrige, skrige smerten ud, græde, slå, være vred.

Men jeg tør ikke

tænk nu hvis de synes jeg er svag

hvad hvis jeg siger noget forkert?

Eller glemmer noget?

Eller tror de jeg skjuler noget for at undgå smerten og angsten?

 

Jeg er åben

sårbar

ligger sammenkrøbet hver nat, ryster og græder.

 

Vil væk

væk fra ham

væk fra smerten og panikken

 

kan ikke

løber og løber men kommer ingen vejne

 

er der ingen der hører mig?

Ser mig?

 

Hvem griber mig?

Hvad skal der ske med mig?

Med Jessi?

Med Henrik?

 

Andre siger de elsker mig, men kan man elske andre når man ikke elsker sig selv?

Jeg hader mig selv lige nu

 

jeg kan ikke mere

 

 

Jeg skriger

kan ingen høre mit råb om hjælp?

 

En eller anden, grib mig

red mig

hold om mig

 

lad mig græde, rase, skrige, slå og sparke.

 

Lad mig være mig.

 

tak hvis du nåede så langt, havde bare brug for at lette hjertet

 

Anonym skriver:

Kan ikke holde smerten ud

Vil ikke have at den overtager min krop.

Kæmper en ulige kamp

lader tankerne vinde, lader tankerne flyve.

Panikken, ydmygelsen, nedværdigelsen, det hele kæmper om pladsen.

Panikken er den der vinder, den der river og flår i mit sind, får mig til at tvivle.

Tvivle på hvem jeg er, hvad jeg er, hvad jeg står for.

Jeg har lyst til at slippe tøjlerne og lade mig glide med, lade panikken opsluge mig, men jeg ved, hvor det ville ende, på togskinnerne, stedet er udset, alt er klart, brev, planlægning, men er jeg klar?, mit hjerte siger nej, panikken siger ja.

Men hvad får jeg ud af det?

Hvad får andre ud af det?

 

Jeg ville slippe.

Slippe for smerten, tankerne, mareridtene, angsten, frustrationen.

Andre ville slippe for at høre på mig klynke og se mig græde, se mig være svag.

Jeg hader at være den svage, den lille, hende der intet kan.

 

Men tør jeg?

Svigter jeg virkelig mere som jeg gavner?

Ville verden ikke være bedre tjent uden at skulle tage vare på en som mig?

En der tuder i tide og utide og uden grund.

Jeg kan stadig høre ordene fra dengang runge i hovedet ”tag dig dog sammen din tøs, du duer jo alligevel ikke til noget” og ”tuder du nu igen?”

 

Jeg vil så meget og kan intet.

Jeg føler mig svag og lille, vil bare sove smerten væk, gemme mig til det hele er overstået.

 

Mit indre er et stort kaos.

Mareridtene, der hver nat tager mig tilbage til det der skete.

Mareridtene der viser at det er mig der kommer i fængsel, at det er mig der er den slemme.

Mig der smadrer livet for andre.

 

Slem er et ord der altid har fulgt mig, horetøs, din egen skyld, du kan bare lade være, du har sikkert selv lagt op til det, ord der altid vil ligge dybt i mig,

var det min skyld?

Hvad gjorde jeg galt?

Hvorfor mig?

 

Mit indre kaos river og flår i mig nat efter nat.

Lader angsten liste sig ind på mig.

Hvad nu?

Står han og venter på mig om næste gadehjørne?

Hvad var nu det for en lyd, er det ham der kommer?.

 

Ville så gerne have folk til at forstå, hvad det er der sker med mig, have jer til at lytte.

Har lyst til at skrige, skrige smerten ud, græde, slå, være vred.

Men jeg tør ikke

tænk nu hvis de synes jeg er svag

hvad hvis jeg siger noget forkert?

Eller glemmer noget?

Eller tror de jeg skjuler noget for at undgå smerten og angsten?

 

Jeg er åben

sårbar

ligger sammenkrøbet hver nat, ryster og græder.

 

Vil væk

væk fra ham

væk fra smerten og panikken

 

kan ikke

løber og løber men kommer ingen vejne

 

er der ingen der hører mig?

Ser mig?

 

Hvem griber mig?

Hvad skal der ske med mig?

Med Jessi?

Med Henrik?

 

Andre siger de elsker mig, men kan man elske andre når man ikke elsker sig selv?

Jeg hader mig selv lige nu

 

jeg kan ikke mere

 

 

Jeg skriger

kan ingen høre mit råb om hjælp?

 

En eller anden, grib mig

red mig

hold om mig

 

lad mig græde, rase, skrige, slå og sparke.

 

Lad mig være mig.

 

tak hvis du nåede så langt, havde bare brug for at lette hjertet

 

Søde søde dig. Hvor er det godt du får sat ord på det du har været igennem.
Noget af det der holder mig oppe når tankerne om at komme væk herfra popper op, så kommer der samtidig en hvis stædighed der siger fand'me nej. Han skal ikke vinde over mig igen. Han gjorde det da jeg var lille men aldrig mere, så håber ikke du tager herfra. For så vinder han sgu' igen og det må han da ikke vel???
Skriv hvis du har behov for at komme af med dine frustrationer. Selvom jeg har prøvet en del, er mine skuldre brede nok til dig.
Knus og tanker.

Leneur skriver:

Søde søde dig. Hvor er det godt du får sat ord på det du har været igennem.
Noget af det der holder mig oppe når tankerne om at komme væk herfra popper op, så kommer der samtidig en hvis stædighed der siger fand'me nej. Han skal ikke vinde over mig igen. Han gjorde det da jeg var lille men aldrig mere, så håber ikke du tager herfra. For så vinder han sgu' igen og det må han da ikke vel???
Skriv hvis du har behov for at komme af med dine frustrationer. Selvom jeg har prøvet en del, er mine skuldre brede nok til dig.
Knus og tanker.

siger mange tak

Når du skriver dette, så rammer det mig så dybt i hjertet, og jeg får lyst til at putte dig tæt ind til mit hjerte og vugge dig som et barn.

Det barn som du burde have lov til at være, så du kan få en chance for at starte forfra og leve et andet liv, hvor du ikke oplever de traumer, du har gennemlevet, men man står der så fattig, og ved ikke hvad man skal tilbyde, andet end ører til at lytte, øjne til at se og især et hjerte til at føle.

En masse ord kan man sagtens sige, men de er ikke nødvendige.
Men døren står åben, og det gør min mailboks også, så skriv hvis du  har brug for det.
Jeg har brugt en stor del af mit liv på at støtte børn, unge og voksne som også har stået i din situation, så du kan intet fortælle, der kan ryste mig.

1000 kærlige tanker
Sussie