Hvordan kommer jeg til at elske og nyde det igen..??

hej er ny herinde og har brugt en masse tid på at læse jeres tråde og finde ud af om der evt var en i samme situation som jeg..
Jeg er i uge 19 og føler intet for min graviditet eller den lille mere..
Blev desværre forladt da jeg fandt ud af jeg var gravid.. Det var hverken planlagt eller ønsket, men uheldet skete alligevel, og da jeg skulle scannes for at finde ud af hvor langt jeg var, blev det sådan at det var i uge 8 og han lægen gav mig 2 uger til at beslutte mig i til den abort, og jeg kunne bare ikke gøre det ... jeg havde siden jeg fik afvide at jeg var gravid ikke haft de 5 min til at sætte mig ned og sige ordet GRAVID til mig selv, da faderen var på hele tiden og ville vide  lige NU hvad jeg fandt ud af, for han skulle fame ikke være far igen og have noget med det barn at gøre osv osv.. Det kørte mig langt ned og jeg har grædt og grædt, for jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at få det fjernet. Jeg så jo billedet på skærmen den dag og hjertet der slog.. Det er endt med total kaos herhjemme, og jeg står "føler" jeg alene med det, har selvfølgelig min fam osv men det er jo ikke det samme som den trøst og kærlighed jeg plejede at få fra hans side af... vi har været sammen på det tidspunkt 1½år og ja op og nedture som der er i et forhold.. Vores kærlighed var sindssyg intens og tæt.. Nu begynder han så pt at sige efter 2½md at han vil være der og have delt myndighed etc.. Det vil jeg så ikke for han valgte alt fra herhjemme inkl den lille.. Så syntes jeg ikke han skal komme og kræve ind sådan.. Der har været meget uro omkring det hele og spekulationer og frustrationer og det har været gjort at jeg  har været helt ude i hegnet flere gange.. For en måned sidan tod det ene det andet og ja vi var sammen, og det var super skønt og en hel uge var han vild glad og jeg også, me alligevel tog jeg der meget meget forsigtigt for han har det sidste stykke tid vendt 180gr bare der var det mindste.. Han sagde at hvis vi skulle finde ud af det her duede det ikke vi boede hver for sig (vi har aldrig haft samme adr) og der skulle andre ting på bordet herhjemme så det ikke blev som før, og jeg sagde selvfølgelig.. Han var helt ekstatisk og læste gravid og vores børn og kom med drengenavne osv.. Nå men så skulle han til fest fredagen i den uge vi havde det godt og snakkede sammen hverdag .. Og der sker det at han får en besked om at pakke sit shit og flytte hjem til mig osv.. Og det brænder han dårlig over (på trods af at han har fået det afvide flere gange før) og kommer så om mandagen her og bliver sur og råber af mig og råber at han aldrig kommer tilbage til mig og ikke elsker mig mere og at jeg kun hørte det jeg selv ville (ang det med at flytte sammen osv) Det ødelagde mig fuldstændig og siden den dag har jeg mistet mig selv og følelserne for min baby og graviditet.. Vi bor i samme by, og i dag hilser han slet ikke på mig, kører lige forbi mig... Jeg har virkelig haft brug for ham da jeg selv hader uafsluttede samtaler, og jeg skrev til ham i fredags at jeg kunne ikke klare mer og at jeg havde tabt 2kg nu og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.. Ja så ignorede han mig og har intet hørt siden.. Mener bare hvis min ekskæreste der var gravid sendte mig sådan en sms ville jeg flyve ud af døren og komme med det samme.. (men det nok ikke alle der tænker ens???) Jeg ved han bekymrer sig om mig og han kan ikke lide jeg er ked.. Men han siger bare det går ikke og tror ikke på det mere.. (har jeg så hørt før) Jeg sidder ikke og "håber" på noget men hvorfor er det sådan?? Hvad har jeg gjort foruden at sige ja til graviditeten og tage konsekvensen..  Og altid være der for ham og elske ham... Og det har været gengældt... jeg er så lost og ville ønske lige nu at sådan som tingene er så skulle jeg have taget den abort, er langt nede og kan ikke finde min indre ro mere... Er han bare i kaos med sig selv og bange eller bare en idiot... Han har et barn i forvejen... Som nok aldrig får afvide han skal være storebror.. Han får nok også læst det her pet men hvad skal jeg gøre ved det.. Jeg har jo sådan brug for ham ved min side til alt det her kaos men kan også godt se at med de udbrud bliver det bare værre.. og det værste er sgu at vi var bare ment to be...

Lang smøre men er sgu i vildrede og så frustreret...
Tak for jeres tid, glæder mig til at se hvad i har af råd til mig....
Har brug for andres synspunkter til alt det her.

Knus

Puha, det var en grim historie... Jeg kan godt forstå at du er ude af balance!

Sådan lige på stående for har jeg svært ved at læse ud af det du skriver hvad der egentlig er problemet fra hans synspunkt? Var det at du bad ham flytte ind hos dig?

Anyways - som der står i mange indlæg herinde så er man to mennesker til at lave et barn, og det du siger om at nægte ham at se barnet eller have medbestemmelse fordi DU ikke kan med faren synes jeg er en dårlig ide. Uanset hvornår han kommer og vil have kontakt med barnet så synes jeg du skal lade ham - dit barn fortjener en far.

Ang. glæden ved graviditeten - du er 19 uger henne? Den kan jo nok sagtens nå at komme tilbage og ellers kommer den sikkert når du får den lille i armene. I mellemtiden må du jo så støtte dig til familie og venner. Og se så at spise noget!!!!

  Kram fra mmig til dig!

øv da for en uheldig situation du er i!
starter lige med at give dig en stooor krammer!!!
så får du et tillykke med graviditeten! Du har et fantastisk vidunder i maven, og du skal give dig selv lov til at nyde det! Sæt dig ned, helt alene, læg hændene på maven og mærk efter hvordan du har det! Er sikker på du vil mærke glæde og varme!
På mig lyder det som om han er skide hamrende bange for at skulle være far igen, - men et eller andet sted gerne vil det!
Han kan tydeligvis ikke give slip på dig, og han bekymrer sig om dig, hvilket jeg synes jeg rigtig godt!
Som jeg forstod det vil du gerne være sammen med ham igen og finde ud af tingene!?
Hvis du ved hvor han bor nu, synes jeg du skal opsøge ham og insistere på at tale ud med ham - for jeres begges skyld!
Forklar ham at hvis han vil være en del af barnets liv, hvadenten det er som din kæreste eller ej, så må han melde ud hvad han vil - du kan desværre ikke forhindre ham i at se barnet hvis han gerne vil det, og jeg tror heller ikke det er en god beslutning at holde ham fra barnet!
Men hvis I skal kunne samarbejde som forældre er I nødt til at kunne tale sammen, og det vil han også forstå, specielt når nu han har et andet barn!
Jeg synes det hele lyder som en typisk "jeg er skide bange", for I har det jo godt når I giver det en chance!
Det er fornuftigt af dig at ikke at satse på noget og ikke forvente noget, men I er nødt til at få talt ud, uanset hvad!
Blev et lidt langt svar... Du er velkommen til at skrive en privat besked til mig hvis du har brug for at snakke!
Ønsker dig al mulig held og lykke med bebs og din fremtid!
Kæmpe knus herfra!

jeg har det sådan at når man står og siger at jeg vil gerne være en del af barnets liv men ikke være week end far osv, og har fravalgt det fra starten af, så kan jeg ikke finde en løsning... Som jeg forklarede ham er det ikke en gavebod, og det var enten eller med det der hører til ang samvær... jeg vil gerne have han skal være en del af barnets liv det er slet ikke det.. Men når jeg har det så dårlig som jeg har det og han bare tager det som en selvfølge at jeg bare går 9md og så kan komme og kræve ind.. ja så føler man sig ikke særlig værdsat... Endvidere vil han videre med sit liv siger han, hvordan man så kommer det ved jeg ikke lige pt.. Og med mine følelser er det ikke sundt at han skal komme her en gang om ugen og dikke dik for så at køre et kvarter efter.. Det er jo ikke sundt for barnet et eller andet sted.. Han valgte jo fra lige fra starten af, og det er det jeg forholder mig til stadigt..


Det er altid godt for barnet med både mor og far, men hvis det skal være et kaffe besøg en gang om ugen er spørgsmålet så... Hvad er sundest for barnet i det lange løb.. Et forvirret barn eller et roligt barn der ved hvor trygheden ligger..

p.s og har lige spist morgenmad :-)

Synes det er en logisk følelse du har fået. Hvordans kal du kunne rumme alt det kaos der er omkring din situation og din (ex) kæreste OG kunne tænke endsige glæde dig over en graviditet, som du heller ikke ved om vil resultere i et barn der måske bliver fravalgt af sin far.

Der sker ALT for meget lige nu, til at du kan rumme det hele.

Start med at finde ud af dig selv, dine følelser for din (ex)kæreste og arbejd derudfra. ER du ovre ham?? for er det sårede følelser, afmagt, frustration, det at drømmende er bristet der får dig til at føle som du gør, eller er det fordi du stadig er forelsket??

Når du selv er blevet afklaret, så vil du få energi igen til at glædes over din baby i maven - du vil slet ikke kunne lade være.

Så tænk på DIG nu, bliv afklaret med dig selv, og lad være med at regne med HAN giver dig noget til denne proces.

Du skal nok komme til at elske igen og nyde din lille baby.

Stort knus
Sisse

S.L.S skriver:

jeg har det sådan at når man står og siger at jeg vil gerne være en del af barnets liv men ikke være week end far osv, og har fravalgt det fra starten af, så kan jeg ikke finde en løsning... Som jeg forklarede ham er det ikke en gavebod, og det var enten eller med det der hører til ang samvær... jeg vil gerne have han skal være en del af barnets liv det er slet ikke det.. Men når jeg har det så dårlig som jeg har det og han bare tager det som en selvfølge at jeg bare går 9md og så kan komme og kræve ind.. ja så føler man sig ikke særlig værdsat... Endvidere vil han videre med sit liv siger han, hvordan man så kommer det ved jeg ikke lige pt.. Og med mine følelser er det ikke sundt at han skal komme her en gang om ugen og dikke dik for så at køre et kvarter efter.. Det er jo ikke sundt for barnet et eller andet sted.. Han valgte jo fra lige fra starten af, og det er det jeg forholder mig til stadigt..


Det er altid godt for barnet med både mor og far, men hvis det skal være et kaffe besøg en gang om ugen er spørgsmålet så... Hvad er sundest for barnet i det lange løb.. Et forvirret barn eller et roligt barn der ved hvor trygheden ligger..

p.s og har lige spist morgenmad :-)

Men som du selv vender tilbage til igen og igen så handler det du siger om DINE følelser - og det er forståeligt. Men i det lange løb er det fuldstændigt underordnet hvad du føler for han er far til det barn - og dit barn har RET til at have så meget samvær med sin far som det er muligt selvom du ikke er sammen med ham. Så du må jo nok bide i det sure æble og tillade kaffebesøget en gang om ugen hvis det er sådan det bliver... (Det kunne jo også være det blev meget mere end det eller at han ombestemmer sig fuldstændigt).

Jeg synes du skal tænke rigtig meget over at uanset hvad der sker mellem dig og faren så har det intet med dit ufødte barn at gøre. Barnet har ret til to forældre uanset om de kan sammen eller ikke - sådan er det når man har valgt at få børn.

Det lyder virkelig som om den her fyr kunne trænge til et los bagi. Du kan ikke sætte grænser for om dit barn skal have en far eller ej - men der hvor du KAN sætte grænser er hvor involveret han får lov til at være i dig. Du kan begrænse din relation til ham til at handle om barnet og KUN barnet og holde al snak om at fidne sammen igen ude af spillet. Men det er klart at du savner ham og inderst inde gerne ville have det til at fungere og være en lykkelig lille familie osv. I min verden er en fyr der spasser sådan ud over en graviditet efter 1,5 års forhold en være vatp*k

Endnu et stort knus til dig!!!

tak for jeres svar  jeg ville aldrig nægte et barn sit far... men igen igen.. han er hvor han er og er skredet fra alt.. det er jo det nemmeste åbenbart... og ja rosa han er en vat*** og tro mig den har han fået i hovedet mange gange.. plus mange los i rø---. men intet hjælper.. det er bare mig og mit indre kaos som er ved at vende til et godt og gevaldigt had snart.... jeg elsker børn, og sjovt nok snakkede han om en lille datter for et år siden, men så var det vist nok også bare det... og man tænker sgu hele tiden at alt det fede han går glip af nu.. der er liv og jeg har mave og ja sgu alt det dejlige ved at være gravid.. men jeg føler slet intet for det. lever og gør som jeg plejer... men frustrationer og bekymringer omkring alt det her gør at lysten til det mindste er væk.. han er et menneske med et hjerte af guld og har givet mig så meget, og jeg har aldrig nogensinde i mit liv krævet noget af ham... han har så mange værdier og ja han elsker børn og har også været en "far" for mine 2 ved siden af.. men ved ikke hvad der sker oppe i hovedet på ham og jeg ville ønske han en dag kunne fortælle mig det så jeg ikke skulle gå og spørge mig selv.. og ja forelsket er jeg i ham . han er og bliver min første kærlighed og vil altid være i mit hjerte.. det kan jeg nok aldrig lægge fra mig.. men at en mand kan vælge sit eget fra det kan jeg ikke lægge fra mig.. er mega frustreret over det valg.. men som han siger så elsker han mig ikke mere  men holder af mig og det noget helt helt andet.. og det forholder jeg mig til..

jeg tager en dag af gangen.. tror eller tør ikke tro på noget mere desværre...
og det at han er 2min fra mig gør bestemt ikke situationen bedre.. det jo en hel familie han har forladt.. men han er jo nok ikke den første mand der har gjort det :-(
og om han vågner en dag vides ikke.... jeg vil ikke tage hans rettigheder fra ham men jeg har bedt ham om at lade mig være mht den lille for det går ud over den hvergang der er kaos og diskussioner omkring det hele.. han skulle også have været med til scanningen her i uge 20 men har sagt fra, mine følelser kan ikke bære mere...

igen 1000 tak for jeres svar, det hjælper lidt at se andres synspunkter...

hejsa
var lige inde og kigge på din alder, for noget ved det du skriver, fik mig til at tro at du er yngre end du faktisk er. (tag det ikke ilde op, forklaring følger)
jeg stod nemlig i ca den samme situation for 11 år siden da jeg blev gravid med min første.
for at gøre en meget lang historie kort, så blev jeg gravid med en mand der ikke ønskede at være far (alligevel) vi gav det en chance, men det duede ikke, og jeg brugte mange resourcer (staves??) på at spekulere, græde og frygte, hvordan vores fremtidige forhold sku blive, hvordan min datter ville ha det....og om han nogensinde ville acceptere hende som hans barn, med alt hvad der følger med.
det tog 4 år, før han var parat. han så hende fordi hendes farmor holdt kontakten ved lige. men først efter de 4 år var han parat til en være far. han ser hende nu hver anden weekend plus ferier osv....og er faktisk en ganske fornuftig far.
der er så meget jeg gerne vil fortælle dig eller råde dig til, for jeg kender alle de tanker der følger med din situation, men mit bedste råd til dig lige nu, må være at finde ro omkring dig.
lad være med at vente på ham, presse ham, eller lede efter en glæde som du bare ikke ejer lige nu. når først du får ro omkring dig, så kommer svarene helt af sig selv, og som en anden skriver, så kommer glæden i hvertfald når den lille bliver født.
pas på dig selv, spis fornuftigt, og find en lille ting hver dag, som du kan glæde dig over. en god bog, en film på tv, en snak med en god ven...noget som du gør kun for at glæde dig...
jeg sender dig masser af knus og posetive tanker, og du er meget velkommen til at skrive privat til mig herinde, hvis det kan hjælpe dig.
Lone