Jeg tillader mig lige at skrive annonymt da jeg går med mange tanker og ved ikke om de kan stemples på nogen måde så håber i vil være forstående og give mig nogle gode råd.
Har en dejlig kæreste og et dejligt bonusbarn det er lækkert og har i lang tid snakket rigtig meget med kæresten om hvornår pb skulle starte osv. Og vi har fået det fast lagt til at starte omkring marts april når jeg har fået min sidste HPV sprøjte. Jeg stopper på p-piller i slut oktober (så det er jo nærmest lige om lidt) så jeg kan få en normal cyklus inden vi går igang med pb 
Nu har jeg så lagt og tænkt lidt.. Vi har kærestens barn hver anden hverdag og så hver anden weekend. Hvordan i alverden skal vi praktisere det med en lille ny... Kærestens barn vil cirka være 6 år hvis vi bliver gravide med det samme når baby så kom til verden.
Er bange for at det vil blive monster forvirrende for en lille baby kun at have en søskende hver anden dag...? Hvordan har andre med dele børn praktiseret det at få hverdagen til at hænge sammen? Er så forvirret.. Kan ikke finde ud af med mig selv om det er egoistisk at skulle få et barn med min kæreste først og fremmest overfor det barn han har med en anden fordi det barn så skal til at forstå det kun har en søskende hjemme hos far og det er ikke mors og fars barn men kun fars og fars kærestes.. Plus at barnet så skal dele fars opmærksomhed med en mere.. Og de bliver vel teknisk set to ene børn indtil kæresten og jeg så ville få nr. 2 - hvis det sker. Når de kun er søskende hver anden dag? Jeg læser psykologi i skolen men på trods af det så er jeg stadig i syv sind..
Hjæælp gode råd!
Til rød markering nummer et vil jeg sige, at nej, jeg tror bestemt ikke det vil være forvirrende for den lille ny. Det vil være ganske naturligt, at storebror kun er der hver 2. dag - h*n har jo aldrig prøvet andet, så selvfølgelig vil h*n vænne sig til det. Det er jo ikke værre end at barnet skal forstå at mandag-fredag er far på arbejde halvdelen af dagen, og lørdag-søndag er han hjemme hele dagen.
Til rød markering nummer to, så synes jeg ikke det er egoistisk at få et fælles barn med din kæreste. Selvfølgelig har du en drøm om at skulle være mor, og selvom det muligivs bliver svært for dig, din kæreste og din kærestes barn i en periode, tror du så ikke det ville blive sværere ikke at bebrejde din kærestes barn, at du aldrig blev mor? Og tror du helt ærligt, at hvis du valgte at "tage hensyn", at det samme hensyn så ville blive taget af barnets mor?
Mine kusiner er i en søskendeflok på seks med fem forskellige fædre - kun min onkels to piger har samme far, men de to piger elsker deres halve søskende mindst ligeså højt som deres hele.
Selvfølgelig er det da en omvæltning for det store barn, men så længe der stadig er plads til han og tages hensyn til hans følelser og behov, så skal han nok acceptere en lillebrøster, som ikke er hans mors barn - ligesom det var en omvæltning da hans far fik en kæreste, som ikke var hans mor..
Om børnene teknisk set bliver enebørn kommer vel an på, hvad I gør det til. Nej, børnene får nok ikke så meget glæde af hinanden som hvis der kun var to år i mellem dem, men hvis I sørger for at invitere storebror indenfor og hjælper børnene til at få et nært forhold, så skal de nok få glæde af hinanden alligevel. For uanset om man er halve eller hele søskende har man et særligt bånd til hinanden, og jeg er sikker på, at de nok skal stå sammen i livet uanset hvad.
Held og lykke med det forestående projekt lillebrøster! 
