følelserne indeni

Vi mistede vores perfekte og smukke datter d 21 juni 12 pga en meget alvorlig hjertefejl. (uge 22 i graviditeten) 

Jeg kan mærke en sort sky snige sig langsomt ind på mig nemlig d 1 nov som var terminsdagen  jeg frygter den dag og den bliver hård at komme igennem og overskue...

Samtidig med at jeg går og kigger på hendes ting/ værelse hver evig eneste dag virker datoen endnu hårdere. men jeg ville stadig ikke undvære at kigge på dem, da de også minder mig om alt det gode igennen graviditeten og jeg føler mig tættere på hende ved at de er der

Men gud hvor ville jeg dog gøre alt for at mærke hendes små puffen og sparken i min mave en sidste gang  jeg savner min prinsesse

Jeg fik et brev den anden dag fra syghuset og ved nu hvor hun ligger begravet.. Men det der med at få sig selv slæbt afsted og se frygten i øjenene ved at så og kigge på hendes "gravsted" velvidende om at hun stadig skulle høre til i min mave. det er svært og det går ondt at skulle besøge sit barn som er begravet i jorden

i lørdags kom der for første gang siden fødslen nogle billeder frem af hende som nu hænger på væggen i stuen.. det er et scanningsbillede og et billede af hendes hånd/fod aftryg samt en lille ting der var tiltænkt hende... det er lidt rart at hun nu er med i vores dagligdag ifrom af billeder istedet for kun minder i hovedet

Lidt "update" og tanker herfra

Rinepigen skriver:

Vi mistede vores perfekte og smukke datter d 21 juni 12 pga en meget alvorlig hjertefejl. (uge 22 i graviditeten) 

Jeg kan mærke en sort sky snige sig langsomt ind på mig nemlig d 1 nov som var terminsdagen  jeg frygter den dag og den bliver hård at komme igennem og overskue...

Samtidig med at jeg går og kigger på hendes ting/ værelse hver evig eneste dag virker datoen endnu hårdere. men jeg ville stadig ikke undvære at kigge på dem, da de også minder mig om alt det gode igennen graviditeten og jeg føler mig tættere på hende ved at de er der

Men gud hvor ville jeg dog gøre alt for at mærke hendes små puffen og sparken i min mave en sidste gang  jeg savner min prinsesse

Jeg fik et brev den anden dag fra syghuset og ved nu hvor hun ligger begravet.. Men det der med at få sig selv slæbt afsted og se frygten i øjenene ved at så og kigge på hendes "gravsted" velvidende om at hun stadig skulle høre til i min mave. det er svært og det går ondt at skulle besøge sit barn som er begravet i jorden

i lørdags kom der for første gang siden fødslen nogle billeder frem af hende som nu hænger på væggen i stuen.. det er et scanningsbillede og et billede af hendes hånd/fod aftryg samt en lille ting der var tiltænkt hende... det er lidt rart at hun nu er med i vores dagligdag ifrom af billeder istedet for kun minder i hovedet

Lidt "update" og tanker herfra

Ved slet ikke hvad jeg skal sige, så sender dig en 

Rinepigen skriver:

Vi mistede vores perfekte og smukke datter d 21 juni 12 pga en meget alvorlig hjertefejl. (uge 22 i graviditeten) 

Jeg kan mærke en sort sky snige sig langsomt ind på mig nemlig d 1 nov som var terminsdagen  jeg frygter den dag og den bliver hård at komme igennem og overskue...

Samtidig med at jeg går og kigger på hendes ting/ værelse hver evig eneste dag virker datoen endnu hårdere. men jeg ville stadig ikke undvære at kigge på dem, da de også minder mig om alt det gode igennen graviditeten og jeg føler mig tættere på hende ved at de er der

Men gud hvor ville jeg dog gøre alt for at mærke hendes små puffen og sparken i min mave en sidste gang  jeg savner min prinsesse

Jeg fik et brev den anden dag fra syghuset og ved nu hvor hun ligger begravet.. Men det der med at få sig selv slæbt afsted og se frygten i øjenene ved at så og kigge på hendes "gravsted" velvidende om at hun stadig skulle høre til i min mave. det er svært og det går ondt at skulle besøge sit barn som er begravet i jorden

i lørdags kom der for første gang siden fødslen nogle billeder frem af hende som nu hænger på væggen i stuen.. det er et scanningsbillede og et billede af hendes hånd/fod aftryg samt en lille ting der var tiltænkt hende... det er lidt rart at hun nu er med i vores dagligdag ifrom af billeder istedet for kun minder i hovedet

Lidt "update" og tanker herfra

tak

Øvv for pokker!!! Ved godt intet kan og intet skal erstatte hende, men håber at du får en anden lykkelig, og blivende graviditet, som gør dig til mor  Når tiden er til detmange knus og kram Anne 

Rinepigen skriver:

Vi mistede vores perfekte og smukke datter d 21 juni 12 pga en meget alvorlig hjertefejl. (uge 22 i graviditeten) 

Jeg kan mærke en sort sky snige sig langsomt ind på mig nemlig d 1 nov som var terminsdagen  jeg frygter den dag og den bliver hård at komme igennem og overskue...

Samtidig med at jeg går og kigger på hendes ting/ værelse hver evig eneste dag virker datoen endnu hårdere. men jeg ville stadig ikke undvære at kigge på dem, da de også minder mig om alt det gode igennen graviditeten og jeg føler mig tættere på hende ved at de er der

Men gud hvor ville jeg dog gøre alt for at mærke hendes små puffen og sparken i min mave en sidste gang  jeg savner min prinsesse

Jeg fik et brev den anden dag fra syghuset og ved nu hvor hun ligger begravet.. Men det der med at få sig selv slæbt afsted og se frygten i øjenene ved at så og kigge på hendes "gravsted" velvidende om at hun stadig skulle høre til i min mave. det er svært og det går ondt at skulle besøge sit barn som er begravet i jorden

i lørdags kom der for første gang siden fødslen nogle billeder frem af hende som nu hænger på væggen i stuen.. det er et scanningsbillede og et billede af hendes hånd/fod aftryg samt en lille ting der var tiltænkt hende... det er lidt rart at hun nu er med i vores dagligdag ifrom af billeder istedet for kun minder i hovedet

Lidt "update" og tanker herfra

hejsa

vil ikke gå ud at sige

og du/i får mange

Uha frygteligt. En hver mors værste marerit!! Varme tanker herfra! Vh stine