Anonym skriver:
Hermed min meget personlige fødselsberetning. Jeg vælger at skrive anonymt. (Hvis I har lyst til at vide, hvem jeg er, er i velkomne til at skrive og spørge privat).
Ikke mig...
Jeg ser mig selv stå under bruseren. Det varme vand strømmer ned over mig, mens jeg støtter mig til væggen. Jeg ser bange ud. Det gør ondt. Men jeg tog jo heller ikke de 2 ordinerede Panodiler, da jeg blev sendt hjem fra sygehuset et par timer forinden: "Når du er i fødsel er du ikke i tvivl, - du har bare glemt, hvor ondt det gør".
Jeg ved ikke, om jeg skal vække min mand. Der er jo ikke så meget, han kan gøre, når jeg bare er hysterisk. Vores lille, store pige sover. Og drømmer sikkert om kælkebakker og julepakker eller hvad man nu drømmer om, når man netop har overstået sin anden jul på 15 mdr. Jeg er bange for, at hun skal vågne og blive forskrækket. Så jeg siger ikke en lyd, men sørger for hele tiden at holde fast i noget. Det er svært at være stille, når ens indre brydes fra hinanden. Jeg kan godt. For jeg sørger for at holde mig lidt på afstand af mig selv.
Hver gang der fødes et barn, fødes der også en mor, siges det. Jeg var der ikke til min egen fødsel. Jeg hang oppe under loftet og tænkte: Det er her, filmen knækker.
Hun blev lagt op på mit bryst i samme sekund, jeg landede i sengen. Klask. Det er ikke lyden af et mirakel, det er lyden af pludselig død. - Hun trækker ikke vejret, råber jeg på vej op under loftet igen. Den unge jordemoder smiler overbærende, for alt er i skønneste orden, kan hun forsikre. Men jeg kan mærke tyngden af dødvægt, og der er stadig ingen, der skriger.
Hvad er der her for et sted? Hvorfor ser de ud som om, de har gennemskuet mig, når jeg ved, at de netop ser lige igennem det hele. Jeg kan fornemme deres øjnes prikken flere meter bag mig, og jeg mærker, det er for sent.
- "Har I haft ringet?" spurgte en hvid kittel, da vi endelig var ankommet til fødegangen. Jeg måtte stadig konstant støttes, og nu fandt jeg håndfæste ved mine knæ. Bukserne var gennemblødte og smerterne evindelige. Der var vagtskifte, mens jeg fandt vej til en seng. "Vil du i badekar?" spurgte en anden hvid kittel. Jeg skal føde, blev der svaret, - men jeg vil gerne have smertestillende. "Det er for sent." Ja, tænkte jeg og så tårerne løbe, og veerne skylle ind over mig.
En ny hvid kittel med en ældre, rund kvinde indeni, gør sin entre på stuen. Hun tager resolut barnet og vender det på hovedet. Nyt klask, -og denne gang med gråd. Det var bedre. Spædbørn skal skrige, siger hun. Spædbarnet får næsten sorte fødder. Det skal de ikke, siger hun, mens den unge jordemoder står i baggrunden og mumlende mener noget andet. Alle ligner figurer fra et sæt skakbrikker, derfra hvor jeg ser det. Stuen - som det misvisende kaldes - er spillebrættet, og modstanderens brikker mangler, men vi bruger alligevel heller ikke den halvdel.
"Ørnen er landet", buldrer en mand i sin mobiltelefon. Han sidder ved sin kones barselsseng placeret over for min. Der er fire i alt på stuerne på denne etage. Og gardiner imellem. Min mand er et sted dernede, hvor børn undersøges af hvidkitler, der har studeret medicin med speciale i kardiologi. Da de kommer tilbage, og mit bevis på, at virkeligheden virker, lægges hos mig, mærker jeg mest irritationen ved, at jeg ikke har kunnet få mit skab til at virke, og at jeg har for mange smerter til at gøre noget ved det.
Datter af ... lægges i en lille seng med en slidt og vaskeri-ren dyne. Jeg ved ikke, hvordan hendes øjne ser ud. Men hun må gerne sove det første døgn, siger de, det er normalt.
- "Ørnen er landet", lyder det igen. Den mor ser også træt ud. Men man kan se, hun slapper af.
Næste dag bliver vi sendt hjem. "Det er ikke med min gode vilje", siger den ældre, runde kvinde. Som den eneste.
6 dage senere indlægges vi på neonathalafdelingen. Jeg finder mig selv på stue 14. Min datter er så smuk. Nu kan jeg fortælle hvidkitlerne, at hun er handicappet. Jeg græder. De lover at tage mig alvorligt.
Fjorten måneder senere får vi diagnosen. Der er større odds for at vinde i Lotto, siger de.
Men vi vil hellere det her.
Meget gribende fortælling.
Jeg er selv mor til 2 handicappede drenge og min ældste fik først diagnosen som 2 1/2 årig.
Mine drenge har bare det modsatte problem, at de vokser for langsomt. Men ellers er det faktisk mange af de samme udfordringer de har, kan jeg læse mig til.
