hjælp, jeg har en depression

nusenjo88 skriver:

stakkels dig har selv haft en depression og ved hvordan det er. IKKE sjovt! For mt vedkommende hjalp det at tale med en psykolog fordi det ikke kun var pga serotinin mangel der gjorde jeg havde en depression og derudover fik jeg antidepressiv. Takket være de to ting er har jeg i over tre år nu haft det super godt og været uden medicin fri. Synes virkelig du skal skynde dig til lægen og så komme i medicinsk behandling. Hvis det er fordi du ikke vil mens du er gravid er mit råd at du gearer ned mht studiet og så kommer i medicinsk behandling når fu har født.

kæmpe  til dig

Jeg skriver lige det til dig som jeg har skrevet til 2 andre:

"Jeg er nok farvet af min faglige viden... Depression og behandling af denne er noget af det jeg, ironisk nok, beskæftiger mig med på mit studie. Og derfor ved jeg også, at selvom studier beviser at pillerne påvirker serotonin-niveauet, har man ikke som sådan bevist at det skulle gøre en forskel i depression. Forskellen kan lige så vel skyldes at sygdommen i sig selv som regel aftager over tid, eller det faktum, at "tro flytter bjerge" - Placebostudier viser, at kalkpiller, som patienten tror er antidepressiver, har stort set samme effekt som pillerne. Og at terapi er lige så effektivt som medicin, men uden bivirkningerne. Det er nye studier, og der er meget kritik af medicinalindustrien og læger. Læger udskriver medicinen som slik uden at lytte ordentligt til den enkelte patient, og det handler mest om at tjene penge. Det er rigtig sørgerligt! Så derfor har jeg selvfølgelig en naturlig skepsis, og foretrækker ikke at tilføre min krop så voldsom medicin hvis jeg kan undgå det Og ja, så er jeg jo gravid, så det er også en faktor..."


Jeg har stor forståelse for, at medicin kan være løsningen og virker for nogen. Om den virker fordi man tror på det, er jo underordnet hvis det virker - Jeg ved bare, at jeg er for stor en skeptiker på baggrund af min faglige viden til at få den fulde effekt af medicin, og så kan jeg lige så godt lade være, hvis det giver mening? Jeg ved ikke om det lyder helt dumt! Håber bare at kunne finde en anden løsning

Jeg kender ikke meget til deperation. Men jeg tror du skal passe godt på dig selv. Min veninde har også tildens til depration. Hun klarede det ok med det ene barn. Men da barn nr to var kommet og hun skulle få til at få dagligdag til at fungere med to børn, studie (og sød mand) så kunne hun bare ikke. Måske var dråben det ekstra stress ved barn nr 2. Det var meget hårdt for hende. Medicin var vejen frem, men nu hvor du er gravid ved jeg selvfølgelig ikke om det overhoved dur, da der har været så meget med f.eks lykkepiller og misdannelser, men er sikker på at lægen ved alt dette. Skynd dig derfor at få en ny tid

Anonym skriver:

Jeg er nok farvet af min faglige viden... Depression og behandling af denne er noget af det jeg, ironisk nok, beskæftiger mig med på mit studie. Og derfor ved jeg også, at selvom studier beviser at pillerne påvirker serotonin-niveauet, har man ikke som sådan bevist at det skulle gøre en forskel i depression. Forskellen kan lige så vel skyldes at sygdommen i sig selv som regel aftager over tid, eller det faktum, at "tro flytter bjerge" - Placebostudier viser, at kalkpiller, som patienten tror er antidepressiver, har stort set samme effekt som pillerne. Og at terapi er lige så effektivt som medicin, men uden bivirkningerne. Det er nye studier, og der er meget kritik af medicinalindustrien og læger. Læger udskriver medicinen som slik uden at lytte ordentligt til den enkelte patient, og det handler mest om at tjene penge. Det er rigtig sørgerligt! Så derfor har jeg selvfølgelig en naturlig skepsis, og foretrækker ikke at tilføre min krop så voldsom medicin hvis jeg kan undgå det Og ja, så er jeg jo gravid, så det er også en faktor...

Men tak for din kram

var det så ikke noget med at kontakte en psykolog? jeg ved godt at du skriver at du har svært ved at åbne op. men hvad så med at tage din kæreste med?

Anonym skriver:

Tak for dit svar og tanker Jeg beskæftiger mig med depression rent psykologisk og farmakologisk på mit studie, samt klinisk ved behandling med samtaler. Ironisk nok, hehe! Men alt i alt, så ved jeg godt hvordan det hele fungerer, og det ved jeg egentlig ikke om er en fordel og ulempe. Jeg ved godt jeg skal række ud og have hjælp, jeg er bare ALTID typen der fremstår stærk og ikke kan finde ud af at åbne op om mine følelser..

Angående medicin kopierer jeg lige hvad jeg skrev til en anden:
Jeg er nok farvet af min faglige viden... Depression og behandling af denne er noget af det jeg, ironisk nok, beskæftiger mig med på mit studie. Og derfor ved jeg også, at selvom studier beviser at pillerne påvirker serotonin-niveauet, har man ikke som sådan bevist at det skulle gøre en forskel i depression. Forskellen kan lige så vel skyldes at sygdommen i sig selv som regel aftager over tid, eller det faktum, at "tro flytter bjerge" - Placebostudier viser, at kalkpiller, som patienten tror er antidepressiver, har stort set samme effekt som pillerne. Og at terapi er lige så effektivt som medicin, men uden bivirkningerne. Det er nye studier, og der er meget kritik af medicinalindustrien og læger. Læger udskriver medicinen som slik uden at lytte ordentligt til den enkelte patient, og det handler mest om at tjene penge. Det er rigtig sørgerligt! Så derfor har jeg selvfølgelig en naturlig skepsis, og foretrækker ikke at tilføre min krop så voldsom medicin hvis jeg kan undgå det Og ja, så er jeg jo gravid, så det er også en faktor...

Jeg er fuld respekt for nogen føler det virker for dem - Hvorfor det virker jo egentlig ligegyldigt. Om det så er fordi folk tror på det - Hvis det virker, så virker det. Men fordi jeg har den baggrundsviden jeg har, er jeg sikker på jeg er for skeptisk til at kunne få den optimale effekt af medicinen, og så har jeg også set hvad den kan gøre ved folk af negative ting

Er fuldstændig enig med dig, jeg har og er stadig skeptisk over for det, men jeg fik en slags medicin, og var på den i 5 måneder, og røg bare længere og længere ned, det var først da jeg røg på den lukkede, og kom til en psykiater som gav mig noget andet jeg kunne mærke en forskel. så jeg var meget skeptisk i starten, og troede de drev gæk med mig. Da jeg fik konstateret en meget svær depression med psykoser oven i, læste jeg alt om det, både på nettet, fra psykiatribussen som kørte rundt i landet, og snakkede med psykiater og psykologer om det, for jeg forstod intet af der skete i mit hoved, og min krop.

Da jeg kom ind på den lukkede var det efter en uheldig episode på min efterskole. Jeg mangler 24 timer som bare er helt sort. Min hjerne gik helt ned. Det sidste jeg husker er Odense banegård hvor jeg er på vej til min efterskole, og det næste jeg husker er jeg sidder i en bil, med min mor, og hendes kollega på vej til egen læge i Jylland, og blev så derefter sendt til den lukkede, fordi det er den eneste akut modtagelse de har i sådan episoder. Dagen efter blev jeg tilknyttet børne og ungdoms psyk, og fik hjælp. Jeg var 17 da det hele kulminerede. 

Jeg vil rigtig gerne stoppe på antidepressiv, men det er ikke længere muligt da min antidepressiv er et gammelt præparat, som også går ind og virker på nervesmerter. Jeg har dårlig fod hvor nerverne er skadet, og har derfor brug for det af anden grund end kun som antidepressiv. Plejer at sige at i dag er det min fod der er deprimeret fordi det er en dropfod, og derfor hænger nedad og meget skæv. 

Jeg har i dag lært at leve med det.

Men det er så vigtigt at du får hjælpen, bare samtaler, for er helt enig, samtaler kan gøre så meget, og jeg tror heller ikke alle har behovet for medicin. Men jeg tror nogen stadig har brug for det. Og er også enig i at mange læger gør dsmalt for nemt, og udskriver det for at "slippe for at høre problemer" men for mig har medicinen kun gjort mig "normal" og at jeg ikke er fjern......

Det blev vidst lidt langt.... Sorry