hjælp, jeg har en depression

Jeg har en depression og ved ikke hvad jeg skal gøre. Først noget baggrund.

Jeg er i tyverne, bor med min kæreste. Vi har et godt forhold, og jeg trives. Vi har et barn på lidt over et år, og jeg er gravid med vores andet barn. Jeg er omkring 12 uger henne. Jeg læser på universitetet. Har en stor og god familie.

For snart 3 år siden fik jeg konstateret en svær depression. Jeg var et andet sted i livet dengang, kendte ikke min kæreste endnu og var meget ensom. Jeg synes ikke min læge overhovedet lyttede til mig, og jeg ønskede ikke medicin som første udvej, så det endte med jeg måtte klare mig selv. Så skete der jo en masse, der ændrede mit liv. Min kæreste, mit studie, min graviditet som førte gode venner med sig og så vores barn. Derefter en stressende tid med et svært barn som haven kolik. Så i meget lang tid var jeg ikke i kontakt med mine følelser, for jeg havde ikke tid.

Et par måneder før jeg vendte tilbage til studiet kom der ro på. Med den konsekvens jeg begyndte at kunne mærke mig selv igen. Jeg begyndte at have det rigtig dårlig psykisk igen. Min kæreste sagde det var som var jeg inde i en lille boble han ikke kunne komme ind i. Jeg græd ofte om aftenen og gemte alle de svære ting til når lillen sov, for hun skal ikke påvirkes, det betyder ALT.

Jeg bestilte tid hos lægen, som først havde tid i dag. I mellemtiden er jeg startet på studiet igen. Mit nye hold er fantastisk. Og jeg begyndte på mit gamle mønster: ignorere mine følelser og bilde mig selv ind det hele er fint. Aflyste min tid i dag, da jeg ikke kunne overskue at tale om tingene. Det er forresten en ny læge jeg har fået siden.

Men nu ligger jeg under dynen og er ærlig overfor mig selv. Jeg har det ikke godt. Har allerede misset forelæsninger, fordi jeg ikke kan overskue at tage afsted. Er mindst fire dage bagud i min læseplan, og har ikke engang været gang i to uger! Jeg kan ikke overskue at læse. Jeg har mange hjemmetimer fordi studiet er præget meget af læsning, men kan kun overskue at overspise og sove. Og ignorere det faktum jeg kommer længere bag ud. Og jeg er ellers dygtig til mit studie og har op til nu kun fået 12-taller.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. På baggrund af min faglige viden, mine følelser og at jeg har prøvet det før, så ved jeg godt jeg har en depression. Og ikke en let en af slagsen. Men hvad så? Hvad betyder det for min graviditet? For mit studie? Hvordan klarer jeg det massive pres som studiet er? Jeg vil ikke på medicin, det er udelukket. Føler bare det hele falder sammen om mig.

Jeg vil nu tage en lur i stedet for at læse, og håbe der er nogle svar når jeg kommer tilbage..

har desværre ikke andre råd til dig end at besøge din læge igen. hvad er det du frygter ved medicin hvis det kan hjælpe dig lidt på vej?

mange Lone

Åh stakkels dig

Jeg synes først og fremmest, at du skal få en ny tid ved din læge snarest. Derefter tænker jeg om du kan tale med en mentor eller lign. i forbindelse med studiet, så du kan få hjælp til at strukturere læsningen og måske hjælpe med, hvad der er vigtigst.

Og så (rigtig svært - i know) prøve at acceptere, at det er ok ikke altid at få 12-taller. Det er ok at du lige nu ikke når at læse alt. Læs det der kommer fra nu af og kom med der og gem det du mangler, til overskuddet er der igen. For det skal nok komme igen, men det tager tid..

Stort knus. Jeg håber du har nogle gode folk omkring dig!

Først et knus!! Og så afsted til lægen!!! Og det kan kun gå for langsomt!!! Du kan nå det hele endnu mrn så er det fat Tlf og ring derhen så du kan komme afsted i dag el morgen!!!! Knus

Du skal række hånden ud og få den hjælp du har brug for. Lægen selv kan gøre meget, bare samtaler der kan hjælpe dig på rette vej. Det er på tide du åbner op, og siger at du har brug for hjælp. Du kan ikke klare det selv når du er derude. 

Giv tid til dig selv, lad kæresten tage jeres barn nogen timer et par gange om ugen, gå en tur, giv dig selv den ro. Du skal lære at hvile i dig selv, ellers finder du aldrig dig selv

Jeg er selv på antidepressiv, og har været det i 11 år. Det har ændret mit liv fuldstændig. Jeg respektere dem som ikke vil medicin, men nogen gange har man brug for hjælp til at fungere normalt. Det har jeg hvertfald. Har været trappet ned nogen gange, men det har ikke fungeret. Du skal huske at en depression kommer fordi din hjerne ikke længere producere nok serotonin, og det skal du have hjælp til, enten ved samtaler, glæde og motion, eller medicin... Der er flere muligheder for at få serotonin forbruget op, og det kan alt sammen findes på nettet (tak for Google) 

Anonym skriver:

Jeg har en depression og ved ikke hvad jeg skal gøre. Først noget baggrund.

Jeg er i tyverne, bor med min kæreste. Vi har et godt forhold, og jeg trives. Vi har et barn på lidt over et år, og jeg er gravid med vores andet barn. Jeg er omkring 12 uger henne. Jeg læser på universitetet. Har en stor og god familie.

For snart 3 år siden fik jeg konstateret en svær depression. Jeg var et andet sted i livet dengang, kendte ikke min kæreste endnu og var meget ensom. Jeg synes ikke min læge overhovedet lyttede til mig, og jeg ønskede ikke medicin som første udvej, så det endte med jeg måtte klare mig selv. Så skete der jo en masse, der ændrede mit liv. Min kæreste, mit studie, min graviditet som førte gode venner med sig og så vores barn. Derefter en stressende tid med et svært barn som haven kolik. Så i meget lang tid var jeg ikke i kontakt med mine følelser, for jeg havde ikke tid.

Et par måneder før jeg vendte tilbage til studiet kom der ro på. Med den konsekvens jeg begyndte at kunne mærke mig selv igen. Jeg begyndte at have det rigtig dårlig psykisk igen. Min kæreste sagde det var som var jeg inde i en lille boble han ikke kunne komme ind i. Jeg græd ofte om aftenen og gemte alle de svære ting til når lillen sov, for hun skal ikke påvirkes, det betyder ALT.

Jeg bestilte tid hos lægen, som først havde tid i dag. I mellemtiden er jeg startet på studiet igen. Mit nye hold er fantastisk. Og jeg begyndte på mit gamle mønster: ignorere mine følelser og bilde mig selv ind det hele er fint. Aflyste min tid i dag, da jeg ikke kunne overskue at tale om tingene. Det er forresten en ny læge jeg har fået siden.

Men nu ligger jeg under dynen og er ærlig overfor mig selv. Jeg har det ikke godt. Har allerede misset forelæsninger, fordi jeg ikke kan overskue at tage afsted. Er mindst fire dage bagud i min læseplan, og har ikke engang været gang i to uger! Jeg kan ikke overskue at læse. Jeg har mange hjemmetimer fordi studiet er præget meget af læsning, men kan kun overskue at overspise og sove. Og ignorere det faktum jeg kommer længere bag ud. Og jeg er ellers dygtig til mit studie og har op til nu kun fået 12-taller.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. På baggrund af min faglige viden, mine følelser og at jeg har prøvet det før, så ved jeg godt jeg har en depression. Og ikke en let en af slagsen. Men hvad så? Hvad betyder det for min graviditet? For mit studie? Hvordan klarer jeg det massive pres som studiet er? Jeg vil ikke på medicin, det er udelukket. Føler bare det hele falder sammen om mig.

Jeg vil nu tage en lur i stedet for at læse, og håbe der er nogle svar når jeg kommer tilbage..

stakkels dig har selv haft en depression og ved hvordan det er. IKKE sjovt! For mt vedkommende hjalp det at tale med en psykolog fordi det ikke kun var pga serotinin mangel der gjorde jeg havde en depression og derudover fik jeg antidepressiv. Takket være de to ting er har jeg i over tre år nu haft det super godt og været uden medicin fri. Synes virkelig du skal skynde dig til lægen og så komme i medicinsk behandling. Hvis det er fordi du ikke vil mens du er gravid er mit råd at du gearer ned mht studiet og så kommer i medicinsk behandling når fu har født.

kæmpe  til dig

Lone Jakobsen skriver:

har desværre ikke andre råd til dig end at besøge din læge igen. hvad er det du frygter ved medicin hvis det kan hjælpe dig lidt på vej?

mange Lone

Jeg er nok farvet af min faglige viden... Depression og behandling af denne er noget af det jeg, ironisk nok, beskæftiger mig med på mit studie. Og derfor ved jeg også, at selvom studier beviser at pillerne påvirker serotonin-niveauet, har man ikke som sådan bevist at det skulle gøre en forskel i depression. Forskellen kan lige så vel skyldes at sygdommen i sig selv som regel aftager over tid, eller det faktum, at "tro flytter bjerge" - Placebostudier viser, at kalkpiller, som patienten tror er antidepressiver, har stort set samme effekt som pillerne. Og at terapi er lige så effektivt som medicin, men uden bivirkningerne. Det er nye studier, og der er meget kritik af medicinalindustrien og læger. Læger udskriver medicinen som slik uden at lytte ordentligt til den enkelte patient, og det handler mest om at tjene penge. Det er rigtig sørgerligt! Så derfor har jeg selvfølgelig en naturlig skepsis, og foretrækker ikke at tilføre min krop så voldsom medicin hvis jeg kan undgå det Og ja, så er jeg jo gravid, så det er også en faktor...

Men tak for din kram

Mathilde skriver:

Åh stakkels dig

Jeg synes først og fremmest, at du skal få en ny tid ved din læge snarest. Derefter tænker jeg om du kan tale med en mentor eller lign. i forbindelse med studiet, så du kan få hjælp til at strukturere læsningen og måske hjælpe med, hvad der er vigtigst.

Og så (rigtig svært - i know) prøve at acceptere, at det er ok ikke altid at få 12-taller. Det er ok at du lige nu ikke når at læse alt. Læs det der kommer fra nu af og kom med der og gem det du mangler, til overskuddet er der igen. For det skal nok komme igen, men det tager tid..

Stort knus. Jeg håber du har nogle gode folk omkring dig!

Jeg har overvejet det.. Altså jeg er god til at strukturere og planlægge min læsning. Jeg har lavet en læseplan for hele semesteret som tager hensyn til hvornår jeg bedst har tid til at læse, og fordeler det så jeg ikke skal læse 100 sider på en dag. Men jeg kan bare ikke komme i gang Selvom jeg fx synes det er spændende. Så læser jeg én side, mister koncentrationen og bliver træt Jeg har overvejet at nævne det for vores instruktor på holdet. Han har os til holdundervisning en gang ugentligt. Men jeg ved ikke om det er for underligt - Jeg er kun lige startet på holdet og har mødt ham 2 gange, og han er ikke som sådan lærer. Han er en studerende fra kandidatdelen, som hjælper os med at gennemgå og forstå stoffet som hold, og fungerer som underviser.. Er bare i tvivl om det er lidt meget at lægge over på en fremmed :/

Jeg skal også vænne mig til det med karaktererne. Og det er egentlig sjovt, for jeg er oprigtig talt blevet overrasket over de 12-taller begge gange, for jeg synes overhovedet ikke jeg er så dygtig! Har hver gang været sikker på det er en fejl Jeg har ikke et realistisk billede af mine egne evner.. Men det er jo ikke kun at indhente det tabte, men også bare at læse fremad.. For det kan jeg heller ikke samle mig om

babymus77 skriver:

Først et knus!! Og så afsted til lægen!!! Og det kan kun gå for langsomt!!! Du kan nå det hele endnu mrn så er det fat Tlf og ring derhen så du kan komme afsted i dag el morgen!!!! Knus

Jeg er bare SÅ dårlig til at snakke om mine følelser! Jeg kan godt sidde og chatte med folk om det, liegsom her... Men sådan face to face fungerer det ikke for mig, så er bange for ikke at få med hvor slemt det er

VIPpigen skriver:

Du skal række hånden ud og få den hjælp du har brug for. Lægen selv kan gøre meget, bare samtaler der kan hjælpe dig på rette vej. Det er på tide du åbner op, og siger at du har brug for hjælp. Du kan ikke klare det selv når du er derude. 

Giv tid til dig selv, lad kæresten tage jeres barn nogen timer et par gange om ugen, gå en tur, giv dig selv den ro. Du skal lære at hvile i dig selv, ellers finder du aldrig dig selv

Jeg er selv på antidepressiv, og har været det i 11 år. Det har ændret mit liv fuldstændig. Jeg respektere dem som ikke vil medicin, men nogen gange har man brug for hjælp til at fungere normalt. Det har jeg hvertfald. Har været trappet ned nogen gange, men det har ikke fungeret. Du skal huske at en depression kommer fordi din hjerne ikke længere producere nok serotonin, og det skal du have hjælp til, enten ved samtaler, glæde og motion, eller medicin... Der er flere muligheder for at få serotonin forbruget op, og det kan alt sammen findes på nettet (tak for Google) 

Tak for dit svar og tanker Jeg beskæftiger mig med depression rent psykologisk og farmakologisk på mit studie, samt klinisk ved behandling med samtaler. Ironisk nok, hehe! Men alt i alt, så ved jeg godt hvordan det hele fungerer, og det ved jeg egentlig ikke om er en fordel og ulempe. Jeg ved godt jeg skal række ud og have hjælp, jeg er bare ALTID typen der fremstår stærk og ikke kan finde ud af at åbne op om mine følelser..

Angående medicin kopierer jeg lige hvad jeg skrev til en anden:
Jeg er nok farvet af min faglige viden... Depression og behandling af denne er noget af det jeg, ironisk nok, beskæftiger mig med på mit studie. Og derfor ved jeg også, at selvom studier beviser at pillerne påvirker serotonin-niveauet, har man ikke som sådan bevist at det skulle gøre en forskel i depression. Forskellen kan lige så vel skyldes at sygdommen i sig selv som regel aftager over tid, eller det faktum, at "tro flytter bjerge" - Placebostudier viser, at kalkpiller, som patienten tror er antidepressiver, har stort set samme effekt som pillerne. Og at terapi er lige så effektivt som medicin, men uden bivirkningerne. Det er nye studier, og der er meget kritik af medicinalindustrien og læger. Læger udskriver medicinen som slik uden at lytte ordentligt til den enkelte patient, og det handler mest om at tjene penge. Det er rigtig sørgerligt! Så derfor har jeg selvfølgelig en naturlig skepsis, og foretrækker ikke at tilføre min krop så voldsom medicin hvis jeg kan undgå det Og ja, så er jeg jo gravid, så det er også en faktor...

Jeg er fuld respekt for nogen føler det virker for dem - Hvorfor det virker jo egentlig ligegyldigt. Om det så er fordi folk tror på det - Hvis det virker, så virker det. Men fordi jeg har den baggrundsviden jeg har, er jeg sikker på jeg er for skeptisk til at kunne få den optimale effekt af medicinen, og så har jeg også set hvad den kan gøre ved folk af negative ting