Af være bange for sit Papbarn

Nogle der har prøve det eller er det?????????

Anonym skriver:

Nogle der har prøve det eller er det?????????

Anonym skriver:

Nogle der har prøve det eller er det?????????

Nej!

Men hvorfor er du ?

Nej er jeg ikke mere.

 men har været det i det det var nyt osv og papbarne var  9 år den gang og jeg ikke have prøvet af være papmor før..

Tænker bare om andre har prøve dette eller er dette stadig

Anonym skriver:

Nej er jeg ikke mere.

 men har været det i det det var nyt osv og papbarne var  9 år den gang og jeg ikke have prøvet af være papmor før..

Tænker bare om andre har prøve dette eller er dette stadig

Tror, du skal forklare dig bedre - bange for, at barnet gør dig noget - bange for ansvaret - bange for at gøre noget forkert -? 

Anonym skriver:

Nej er jeg ikke mere.

 men har været det i det det var nyt osv og papbarne var  9 år den gang og jeg ikke have prøvet af være papmor før..

Tænker bare om andre har prøve dette eller er dette stadig

Jo bange for barne ikke så meget rollen som papmor/bonosmor eller stedmor.

Men bange for barne ville smager dig når han nu sagde det og lige nu snakke vi om et stor barn på 15 år her som kunne bleve surt og sige disse grimme ting.

Hvor forholder man siger her + mine svigerforældre hørte dette den gang.

Jeg ville ikke sige jeg er vildt bange eller ligne men blev da godt røste.Selv min svigermor blev chokke.

Det kan jeg da godt forstå.

Bange nej...jeg er ikke bange for nogen..een gang i mit liv som lærer, er jeg blevet truet på lignende måde af en møgunge der gik i 9. klasse.
Lad mig sige det på den måde, jeg tror ikke han nogen sinde truede nogen igen efter sit møde med mig, det var da hvad han sagde, da jeg mødte ham mange år efter 

Den slags finder jeg mig ganske enkelt ikke i. 
Men jeg kan som sagt godt forstå, at du blev både bange og rystet.
Det handler jo helt og holdent om den opdragelse barnet har fået, og om de er opvokset med, at man må tale sådan til andre.

Men jeg vil da helt sikkert følge med på sidelinjen i denne tråd her, og se om andre har noget at fortælle/kommentere.

Godt oplæg, og godt spørgsmål 

Kærligst
Sussie 

Ja jeg var så ryste i det han aldrig have sagt sådan til mig eller nogle.

Så kom helt bag på mig og familie han er ikke vokse op med vold eller nået for det går vi ikke indfor trvite mod indgang en i røven gør vi ikke.

Måske det bare høre til aldre ved det ikke men paf blev jeg. ja da også små bange hvad nu hvis han have slået mig sådan en tænker man jo bag efter.

Manden tog en stor snak med ham og sagde af det skulle han ikke sige igen lige meget hvor uvenner eller sur han blev for det ville han ikke høre igen(han hørte det ikke han var på wc) kun min svigerforældrene der hørte det og de var chokke og sagde det skulle jeg ikke finde mig i sådan skulle han ikke tale eller sige til mig og svigermor gav mig et stort knus og sagde det til sin søn/min kæreste.

Må indrømme de sidste ppar år er vendt op og ned nu.

Jeg har prøvet at min bonussøn på 14 snart 15 sagde "hold din kæft" til mig. Jeg har ikke en særligt opdragende rolle overfor ham - da hans far og jeg har aftalt, at det er bedst at hans far tager sig af det. Så jeg respekterer jeg min kærestes ønske om, ikke at jeg ikke skal "blande mig for meget". Det kan være svært, da jeg af og til synes at drengen ikke er særlig godt opdraget - og det kommer til at gå ud over ham selv i fremtiden.

Vi havde holdt drengens nonfirmation og drengen "glemte" at takke gæsterne for gaverne. Han sad faktisk direkte og sagde ved maden, at den her fest er = ny skærm og taststur. Han takkede ikke, han holdt ikke tale, han viste ikke nogen form for gæstfrihed eller taknemmelighed - kun grådighed. Vi tog en lille snak med ham dagen efter, hvor både hans far og jeg påpegede at det er vigtigt at huske at takke, når man får noget. Jeg følte mig berettiget til at deltage i samtalen, da jeg også havde lagt en masse kræfter og ressourcer i festen og desuden havde vi invitereret min mor og nogle af mine venner (med drengens gode vilje). Men det gik op for mig, at han ville kun se dem, for at få penge ud af det - ikke fordi han ønskede at have samvær med dem - og det lagde han på ingen måde skjul på.

Drengen blev gal og følte sig presset over at vi påtalte hans manglende "pli" - jeg sagde, at det ikke var noget vi sagde, for at være efter ham eller skade ham, men for at hjælpe ham, da han risikerer at støde folk fra sig i fremtiden, hvis han virker utaknemmelig.

Bonussønnen svar var "hold din kæft!" til mig. Der blev jeg rasende Jeg sagde klart fra og sagde at sådan skal han ikke tale til mig, det vil jeg simpelthen ikke finde mig i. Jeg taler til ham med respekt, så forventer jeg at han gør det samme. Om aftenen ringede drengen hjem til sin mor, og ville trøstes - hvilket han blev. Efter det ville han ikke komme herover igen (han har dog været her nogle gange, men holder nu fast i, at han ikke vil overnatte her - blandt andet med det argument, at han har det svært med mig) Det er umådelig trist at han ikke har lyst til at være her - jeg nægter at lade mig skræmme eller true, heller ikke af hans fravær, for jeg vil ikke finde mig i at en 14 snart 15 årig dreng taler sådan til mig!

Dog tænker jeg nu endnu mere over, at jeg skal fraholde mig den opdragene rolle - selvom det er mega svært, for han er jo et barn, der opholder sig i mit hjem.

Men er han direkte grov overfor mig, så siger jeg klart fra! Og det vil jeg også gøre i fremtiden!