Bange for fugle

Jeg har et barn på 2 år hun er Pludselig blevet bange for fugle, hun tror de kommet ind på hendes værelse når hun skal sove, hun er grædefærdig...

Har fortalt hende hele tiden at fuglene ikke kommer efter hende, og taget det alvorligt hele tiden...

What do i do for at hjælpe hende

Har hun oplevet noget, som har skræmt hende, eller er det kommet ud af det blå?

Jeg har desværre ikke erfaring med det.

Hvis det er en konkret episode, kan man måske begynde i det små at besøge en, som har undulater el lign, så hun kan lære lidt om fugle? Viden maner jo angsten for det ukendte og uberegnelige lidt i jorden.

Håber, at I snart finder en måde at hjælpe hende på.

Nej hun har ikke oplevet noget der skulle gøre hende bange...

Men når jeg feks siger se en fin fugl skat, så er hun glad og vil snakke om det, men pludselig vender det og hun bliver bange

Mariesmor110610 skriver:

Nej hun har ikke oplevet noget der skulle gøre hende bange...

 

Men når jeg feks siger se en fin fugl skat, så er hun glad og vil snakke om det, men pludselig vender det og hun bliver bange

Jeg er kommet til at tænke på:

Min pige havde det lidt på samme måde med fluer på den alder.

Vi tror, at det var det, at de for hende var uberegnelige og hurtige i bevægelserne.

Vi prøvede også ting a la " nej se, fluen sidder med hovedet ned på loftet. Nej, hvor smart." osv. Det virkede, som om hun rent intellektuelt egentlig var nysgerrig og lidt fascineret, men så snart den fløj, tog følelserne over igen.

Det som hjalp her, var at lære hende, hvad hun kunne gøre, for at få den til at flyve sin vej (vifte med hænderne). Jeg tror, hun da oplevede, at hun fik lidt mere kontrol over situationen. Så støttede vi det op med ting a la "Den lille flue er jo egentlig enormt bange for dig. Sammenlignet med den er du jo gigant!"

Måske kan noget lignende hjælpe i forhold til fuglene? Hvis det er de hurtige bevægelser og det, at de flyver, som giver hende problemer.

Ciss skriver:

Jeg er kommet til at tænke på:

Min pige havde det lidt på samme måde med fluer på den alder.

Vi tror, at det var det, at de for hende var uberegnelige og hurtige i bevægelserne.

Vi prøvede også ting a la " nej se, fluen sidder med hovedet ned på loftet. Nej, hvor smart." osv. Det virkede, som om hun rent intellektuelt egentlig var nysgerrig og lidt fascineret, men så snart den fløj, tog følelserne over igen.

Det som hjalp her, var at lære hende, hvad hun kunne gøre, for at få den til at flyve sin vej (vifte med hænderne). Jeg tror, hun da oplevede, at hun fik lidt mere kontrol over situationen. Så støttede vi det op med ting a la "Den lille flue er jo egentlig enormt bange for dig. Sammenlignet med den er du jo gigant!"

Måske kan noget lignende hjælpe i forhold til fuglene? Hvis det er de hurtige bevægelser og det, at de flyver, som giver hende problemer.

Tusind tak for rådet...

Men det er selv når vi er inde hun kan sidde og lege pludselig komme løbende "bange mig bange"  når jeg så spørger hvad hun er bange for så siger hun fuglene og peger ud...

Lader være med at have for meget focus på det, men også forsøger at finde ud af hvorfor hun pludseligt har fået den ide.
En af måderne kan være at anskaffe små søde billedbøger, med nuttede små fugle og læse dem for hende, først om dagen og siden ved sengetid, så hun finder ud af, at de ikke gør noget.
Tag hende med ud i naturen og sæt focus på fugle, foder gråspurve med brødkrummer..sæt et fuglebræt op og siden gå over til ænder, duer og svaner.
Men lad hende ikke bruge det som en komedie omkring sengetid.
Små børn er udspekulerede, og hvis hun finder ud af, at hun kan bruge det som en undskyldning til at trække tiden ud omkring sengetid og køre om hjørner med dig, så har I hurtigt en ond cirkel kørende.

Kærligst
Sussie