Sådan skulle det ikke være alligevel....

Både kæresten og jeg var lige begyndt sådan rigtig at glæde os.
Og jeg havde det bare så godt... Indtil i mandags på kærestens fødselsdag, da der ligepludselig var en lillesmule lyserødt blod på toiletpapiret. Ringede straks til lægen som forsikrede at det bestemt ikke behøvede at betyde død og ødelæggelse. Tirsdag stadig blod. Lægen siger stadig at der ikke er den store grund til bekymring og at jeg må ringe hvis det bløder meget og jeg får smerter.
Besluttede så at tage til en scanningsklinik hvor hun siger at hun ikke ser noget hjerteblink men ikke vil konstatere noget. Om aftenen får jeg så smerter. Vagtlægen siger jeg skal lægge mig ned.
Onsdag har jeg meget kraftige smerter. Ringer til lægen og får akuttid på hospitalet....
Akut tid betyder så åbenbart at man skal side 45 minutter i et venteværelse fyldt med gravide kvinder der er glade og skal scannes, som stirrer på én fordi man sidder og vender og drejer sig og puster og stønner... Havde bare såååå ondt...
Da jeg så kommer ind og skal undersøges får jeg et hysterisk anfald fordi det er så ubehageligt at blive undersøgt mens det gør så ondt... Men det konstateres så at fosteret er dødt omkring uge syv.. Lige et par dage efter at jeg ellers havde set hjerteblink....
Bliver sendt hjem med medicin til medicinsk abort. Kan nærmest ikke gå ned til bilen og bliver flere gange taget fat i af diverse læger og sygeplejersker der spørger om vi skal have hjælp fordi jeg har så ondt.....
Endelig kommer vi hjem og jeg sætter mig på toilettet med min kæreste og inden jeg overhovedet får sat pillerne op er aborten i fuld gang. Har aldrig nogensinde oplevet noget så smertefuldt.
Her til morgen har jeg så afbestilt diverse tider hos gynækolog og NF.... Puha... Hvor er det altså bare ærgeligt.

Tør man nogensinde prøve at blive gravid igen efter sådan en oplevelse?  

wabahabadubah skriver:

Både kæresten og jeg var lige begyndt sådan rigtig at glæde os.
Og jeg havde det bare så godt... Indtil i mandags på kærestens fødselsdag, da der ligepludselig var en lillesmule lyserødt blod på toiletpapiret. Ringede straks til lægen som forsikrede at det bestemt ikke behøvede at betyde død og ødelæggelse. Tirsdag stadig blod. Lægen siger stadig at der ikke er den store grund til bekymring og at jeg må ringe hvis det bløder meget og jeg får smerter.
Besluttede så at tage til en scanningsklinik hvor hun siger at hun ikke ser noget hjerteblink men ikke vil konstatere noget. Om aftenen får jeg så smerter. Vagtlægen siger jeg skal lægge mig ned.
Onsdag har jeg meget kraftige smerter. Ringer til lægen og får akuttid på hospitalet....
Akut tid betyder så åbenbart at man skal side 45 minutter i et venteværelse fyldt med gravide kvinder der er glade og skal scannes, som stirrer på én fordi man sidder og vender og drejer sig og puster og stønner... Havde bare såååå ondt...
Da jeg så kommer ind og skal undersøges får jeg et hysterisk anfald fordi det er så ubehageligt at blive undersøgt mens det gør så ondt... Men det konstateres så at fosteret er dødt omkring uge syv.. Lige et par dage efter at jeg ellers havde set hjerteblink....
Bliver sendt hjem med medicin til medicinsk abort. Kan nærmest ikke gå ned til bilen og bliver flere gange taget fat i af diverse læger og sygeplejersker der spørger om vi skal have hjælp fordi jeg har så ondt.....
Endelig kommer vi hjem og jeg sætter mig på toilettet med min kæreste og inden jeg overhovedet får sat pillerne op er aborten i fuld gang. Har aldrig nogensinde oplevet noget så smertefuldt.
Her til morgen har jeg så afbestilt diverse tider hos gynækolog og NF.... Puha... Hvor er det altså bare ærgeligt.

Tør man nogensinde prøve at blive gravid igen efter sådan en oplevelse?  

Har ingen ord, der kan trøste i den svære tid, men vil gerne sende dig et kram! 

wabahabadubah skriver:

Både kæresten og jeg var lige begyndt sådan rigtig at glæde os.
Og jeg havde det bare så godt... Indtil i mandags på kærestens fødselsdag, da der ligepludselig var en lillesmule lyserødt blod på toiletpapiret. Ringede straks til lægen som forsikrede at det bestemt ikke behøvede at betyde død og ødelæggelse. Tirsdag stadig blod. Lægen siger stadig at der ikke er den store grund til bekymring og at jeg må ringe hvis det bløder meget og jeg får smerter.
Besluttede så at tage til en scanningsklinik hvor hun siger at hun ikke ser noget hjerteblink men ikke vil konstatere noget. Om aftenen får jeg så smerter. Vagtlægen siger jeg skal lægge mig ned.
Onsdag har jeg meget kraftige smerter. Ringer til lægen og får akuttid på hospitalet....
Akut tid betyder så åbenbart at man skal side 45 minutter i et venteværelse fyldt med gravide kvinder der er glade og skal scannes, som stirrer på én fordi man sidder og vender og drejer sig og puster og stønner... Havde bare såååå ondt...
Da jeg så kommer ind og skal undersøges får jeg et hysterisk anfald fordi det er så ubehageligt at blive undersøgt mens det gør så ondt... Men det konstateres så at fosteret er dødt omkring uge syv.. Lige et par dage efter at jeg ellers havde set hjerteblink....
Bliver sendt hjem med medicin til medicinsk abort. Kan nærmest ikke gå ned til bilen og bliver flere gange taget fat i af diverse læger og sygeplejersker der spørger om vi skal have hjælp fordi jeg har så ondt.....
Endelig kommer vi hjem og jeg sætter mig på toilettet med min kæreste og inden jeg overhovedet får sat pillerne op er aborten i fuld gang. Har aldrig nogensinde oplevet noget så smertefuldt.
Her til morgen har jeg så afbestilt diverse tider hos gynækolog og NF.... Puha... Hvor er det altså bare ærgeligt.

Tør man nogensinde prøve at blive gravid igen efter sådan en oplevelse?  

Øv hvor gør det mig ondt at høre

Det er min størreste frygt, at man har nået at se hjerteblink og så går det alligevel ikke

Jeg sender masser af i din retning!

Det gør mig ondt.

Jeg har prøvet det - borset fra at jeg ikke havde særlig ondt (og at jeg sad 2,5 time i det skide venteværelse, kom til gengæld til samme dag som jeg ringede til lægen).

Måske kan det give dig lidt håb, at jeg blev kontrolscannet 10 dage efter aborten, hvor alt så fint ud og testede positiv 6 uger efter aborten uden at have haft mens. Det kan godt lade sig gøre. -Men forstår godt hvis du slet ikke har lyst lige nu.

Mange tanker til dig!!

Ville ikke gå forbi uden at sende et ! Er virkelig ked af jeres tab

wabahabadubah skriver:

Tør man nogensinde prøve at blive gravid igen efter sådan en oplevelse?  

Det har helt sikkert ikke været en rar oplevelse...

 

Ja, selvfølgelig tør I prøve igen - men inden den beslutning tages, så synes jeg, at du skal læse din første tråd igen, og læs den som om det var en anden, der havde skrevet den - hvad ville du så råde vedkommende til?

Av for den , der er intet mere smertefuldt end at gennemgå sådan en ting som du gør .
Stort kram skal Du i hvertfald have ..

Jeg har oplevede noget ligende , jeg gik bare 6 uger med et dødt foster , jeg blødte i alle 6 uger var hos læge til scanning blodprøve i alle ugerne men min krop kunne desværre ikke selv . Og læger og scanninger gav nye forhåbninger hver eneste gang ..
Men jeg kan fortælle at jeg testet positivt igen efter 2 måneder Og er i uge 32 nu med Den mest aktive baby i maven ..

Så Ja man tør godt igen men først den dag man selv har accepterede at det skulle være sådan sidst desværre .. husk at give din krop lov til at reagere enten ved at græde eller hvad den nu gør ..

Jeg krydser for i snart har en positiv test igen .

Endnu et stort kram

Hvor jeg føler med dig...

Havde selv den følelse i 5 uger.

(Kun 5 uger, fordi da jeg tog til læge efter jeg havde blødt, sagde han bare, at han ikke kunne gøre noget ved det og sendte mig hjem, Men da der var bestilt tid til nakkefoldsskanningen, og jeg stadig havde kvalme besluttede vi at tage afsted. Vi var så heldig at det var tvilliger, og derfor stadig et barn. (som nu er  måneder))

Giv dig den tid det tager for at du føler dig psykisk stærk nok til det og så op på hesten.

Det gør mig ondt at hører. 

Håber i snart er heldige igen! 

 

Kram! 

Ingen ord men varme tanker kan jeg give dig og en bøn om styrke til at ville forsøge igen når I ønsker jer en baby