Kaos i mit hoved

Hej! Jeg er ny herinde og nu springer jeg ud i det og fortæller min "historie". Jeg har virkelig brug for nogen der siger noget. Bare et eller andet, da jeg i øjeblikket ikke rigtig har nogen at tale med om det hele ...

 

Jeg fandt ud af her for 3 uger siden at jeg er gravid. Idag er jeg 8+4. Det var på ingen måde planlagt. Jeg er 20 år og er lige startet i skole og det er bare generelt rigtig dårlig timing. Ikke destro mindre har jeg besluttet mig for at beholde barnet. Det virker bare trods alt mest rigtigt for mig. Og jeg er super glad og lykkelig og glæder mig enormt meget  

Meeeeen. Så er det jo bare alle bekymringerne kommer. Min kæreste har sagt at han er med mig hele vejen, hvilket selvfølgelig er dejligt. Men vi bor i en meget MEGET lille et-værelses lejlighed. Vi står godt nok til at være de næste der får en to-værelses i samme ejendom, men vi kan jo ikke vide præcist hvornår det bliver!
Derudover har min kæreste i den tid vi har været sammen (1,5 år) , og egentlig også før vi var sammen, været uden uddannelse og arbejde. Han gik i skole i kort tid fra sidste sommer til omkring februar måned, og siden da har jeg faktisk forsørget ham. Det er jeg super træt af. 
Nu skal han starte i skole igen her om en måned, og det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg er bare ikke sikker på at han bliver gående og kan finde ud af at stå op om morgenen, for han har aldrig vist mig at han er i stand til det!

Og så er det bare at jeg ser i ånden at vi sidder om 8 måneder i en 2-værelses lejlghed med en skrigende unge på armen. Kæresten er stoppet på uddannelse og jeg skal forsørge et barn og en mand på min SU. Jeg ville på det tidspunkt sikkert ikke have råd til at flytte fra ham for jeg ville sikkert have brugt alle mine opsparede penge på møbler og udstyr til baby og indskud til en lejlighed som egentlig er hans. 

 

Selvfølgelig håber jeg ikke det bliver sådan. Men for helvede hvor er jeg nervøs. Og det er pisse ærgeligt, for jeg elsker ham og vil gerne have han er en del af mig og babys liv, men jeg magter ikke hvis jeg skal være mor for både et barn og ham.

Inden jeg blev gravid sagde jeg også til ham at hvis ikke tingene ændrede sig måtte jeg finde mit eget sted at bo. For jeg magter virkelig ikke at jeg skal gå i skole gå på arbejde og tjene penge til at forsørge mig selv om ham for derefter at komme hjem til et hjem der ligner lort som jeg så skal rydde opk, vaske hans tøj,, gøre rent efter ham...... Og han har bare ligget og set tv?

Det går bare ikke i længden. 

Puha..... håber ikke det er alt for tung og kedelig læsning.... 

wabahabadubah skriver:

Hej! Jeg er ny herinde og nu springer jeg ud i det og fortæller min "historie". Jeg har virkelig brug for nogen der siger noget. Bare et eller andet, da jeg i øjeblikket ikke rigtig har nogen at tale med om det hele ...

 

Jeg fandt ud af her for 3 uger siden at jeg er gravid. Idag er jeg 8+4. Det var på ingen måde planlagt. Jeg er 20 år og er lige startet i skole og det er bare generelt rigtig dårlig timing. Ikke destro mindre har jeg besluttet mig for at beholde barnet. Det virker bare trods alt mest rigtigt for mig. Og jeg er super glad og lykkelig og glæder mig enormt meget  

Meeeeen. Så er det jo bare alle bekymringerne kommer. Min kæreste har sagt at han er med mig hele vejen, hvilket selvfølgelig er dejligt. Men vi bor i en meget MEGET lille et-værelses lejlighed. Vi står godt nok til at være de næste der får en to-værelses i samme ejendom, men vi kan jo ikke vide præcist hvornår det bliver!
Derudover har min kæreste i den tid vi har været sammen (1,5 år) , og egentlig også før vi var sammen, været uden uddannelse og arbejde. Han gik i skole i kort tid fra sidste sommer til omkring februar måned, og siden da har jeg faktisk forsørget ham. Det er jeg super træt af. 
Nu skal han starte i skole igen her om en måned, og det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg er bare ikke sikker på at han bliver gående og kan finde ud af at stå op om morgenen, for han har aldrig vist mig at han er i stand til det!

Og så er det bare at jeg ser i ånden at vi sidder om 8 måneder i en 2-værelses lejlghed med en skrigende unge på armen. Kæresten er stoppet på uddannelse og jeg skal forsørge et barn og en mand på min SU. Jeg ville på det tidspunkt sikkert ikke have råd til at flytte fra ham for jeg ville sikkert have brugt alle mine opsparede penge på møbler og udstyr til baby og indskud til en lejlighed som egentlig er hans. 

 

Selvfølgelig håber jeg ikke det bliver sådan. Men for helvede hvor er jeg nervøs. Og det er pisse ærgeligt, for jeg elsker ham og vil gerne have han er en del af mig og babys liv, men jeg magter ikke hvis jeg skal være mor for både et barn og ham.

Inden jeg blev gravid sagde jeg også til ham at hvis ikke tingene ændrede sig måtte jeg finde mit eget sted at bo. For jeg magter virkelig ikke at jeg skal gå i skole gå på arbejde og tjene penge til at forsørge mig selv om ham for derefter at komme hjem til et hjem der ligner lort som jeg så skal rydde opk, vaske hans tøj,, gøre rent efter ham...... Og han har bare ligget og set tv?

Det går bare ikke i længden. 

Puha..... håber ikke det er alt for tung og kedelig læsning.... 

Hold da op, det lyder næsten som mig 

Jeg blev også uplanlagt gravid som 20årig, og som elev. 

Vi valgte også at beholde barnet, selvom jeg var igang med min uddannelse, dog er min kæreste udlært, så der har vi en god indtjening.

Vi sad også i en lille 2værelset lejlighed, og kunne på ingen måde være der med et lille barn, så vi gik igang med at søge en 3 værelset.

Nu sidder vi her et halvt år efter, i vores fine 3 værelset lejlighed, og venter på at bassemanden kommer til verden om 2 uger! 

Jeg er sikker på alt nok skal lykkedes, og er sikker på at din kæreste bliver lidt klogere (med hensyn til at blive i uddannelse) så i kan forsørge baby. Især nu hvor han har sagt ja til at blive der hele vejen igennem, så må han også bevise at han er voksen nok til at passe sin uddannelse 

Held og lykke med det hele 

Allerførst et kæmpe tillykke med graviditeten!

Kan virkelig godt forstå dine bekymringer. Synes det er enormt modent at du har de overvejelser.

Ville du kunne magte at stå alene med et barn? For det skal du jo nok overveje og gøre klart for dig selv. For det er jo vitterligt ikke sikkert i bliver sammen. Sådan som du beskriver din kæreste virker han bestemt ikke klar til at få et barn.

Mine egne erfaringer siger mig, at selvom det hele virker uoverskueligt, så klarer man det. For det skal man! Så hvis du kommer til at stå alene med et barn, skal du også nok klare det. Du virker rigtig moden på det du skriver, så er sikker på det nok skal gå.

Ved godt du ikke gider høre det, så sir bare hv jeg ville have gjort. 

Jeg ville have ventet.

Det lyder som om du og i som par og kommende forældre ville have bedre af at vente. Både i forhild til uddannelsr, bolig og jeres forhold. 

Jeg ville personligt få styr på tingene og vente til i havde lysten og det var planlagt

Mikkala 91:
Dejligt at høre en positiv historie!
Tak for det. Ja, det kan jo være han vokser med opgaven, det håber jeg i hvert fald

 

Faith:
Jeg tog beslutningen om at beholde barnet mens jeg stadig var ret overbevist om at min kæreste ville sige nej tak til at tage del i det.
Så jeg har overvejet om jeg ville kunne klare det alene, og det kan og vil jeg. At han så vil være med er selvfølgelig posititvt. Men jeg er klar over at forholdet måske brister og hvis det gør det så må det være sådan
Og nej han virker ikke som en der er klar til at få et barn, men alligevel er der noget der siger mig at når han nu gerne vil være med så skal han have chancen for det..... Men så er der jo alle bekymringerne ....

LR85: Tak for dit svar. Jeg forstår godt hvorfor du synes som du synes, men beslutningen er taget  

Forstår dig virkelig godt!

Og det er godt, at du allerede nu er i gang med at tænke på løsninger.

Mit råde vil være at tage en meget alvorlig snak med ham og sige helt tydeligt men uden anklage, at når I får en baby, så har du brug for, at han er voksen og tager sin del af ansvaret. Både for indtægt og husholdning. Det er rigtig hårdt især det første år med baby, og det kommer ikke til at blive nemmere, hvis I ikke har styr på det praktiske og økonomiske i livet. Du må også gøre ham det klart, at hvis han ikke kan love at overholde de aftaler, I laver, om hvordan ting skal være, så vil du blive nødt til at finde andre boløsninger. For det kommer ikke til at fungere i længden, sådan som du har beskrevet det, og slet ikke med en baby i billedet. Du må sikre babyen. Hvis han ikke tager sin del af ansvaret, så bliver det desværre dit alene, og jeg tror det er virkelig vigtigt, at I snakker det igennem allerede nu, så der er tid for jer begge til at forberede jer mentalt og få styr på tingene, før I står med babyen.

På den positive side tager baby meget lille plads i de første par måneder, før han/hun begynder at kravle rundt, så du har lidt tid til at finde ud af indretning og plads osv.

Til sidst vil jeg bare sige til lykke med graviditeten!

Kære du!

Jeg synes det er en rigtig stor og velovervejet beslutning, du har taget!
Tidspunktet er som du selv siger ikke det bedste, men som min mor altid har sagt til mig; babyer kommer aldrig belejligt, men de kan være mere eller mindre planlagte.

Jeg synes det er flot, du allerede før du blev gravid har fortalt fin kæreste, at han skal til at tage sig sammen. Det skal han jo ikke for fin eller barnets skyld, men for sin egen! Når han nu starter uddannelse skal du bare opmundre ham alt hvad du kan til at blive ved!

Når du så er nået lidt længere i din graviditet og han lige har fået de første nye indtryk på plads fra studiet, så synes jeg at I skal investere i sådan en "uge planlægger", en tavle med hele ugen på og plads til at skrive begge jeres navne, og så kan I begynde at fordele det huslige mellem jer. Min erfaring er nemlig at manden ofte ikke rigtig ved hvad han skal tage sig til, og så har de ikke rigtig øje for om der er beskidt (vild generalisering, ja jeg ved det godt), men hvis det står på tavlen at han skal huske at støvsuge, så går det nemmere. Husk at inddrage ham i fordelingen af pligterne, så han kan få lov at vælge det, han synes er "mindst slemt". For dig er det jo en lettelse ikke at skulle gøre det hele uanset ;-)

Held og lykke med alt det nye!

Løb skrigene bort!!

Find dit eget asap!!!

Har han ikke ændret sig nu, er sandsynligheden for han gør det ikke særlig stor. Og tro mig!! Det bliver ikke nemmere når der kommer en baby.

Hvis I ikke har tingene på plads nu, får I det aldrig.

Selvfølgelig er der solstråle historierne, men dem ville jeg nu ikke leve for højt på.

Kom videre, han kan jo stadig være far, bare ikke under samme tag!