Nu er jeg langt om længe færdig med at skrive denne beretning, kun et halvt år efter
Fødselsberetning
kl. 8:00 ankommer Per og jeg til sygehusets svangreambulatorie, efter aftale om igangsættelse, da jeg er gået 9 dage over.
Der bliver kørt en strimmel, hvor de kan se at der er plukkeveer, og at babyen har det godt. Vi bliver præsenteret for en ældre jordemoder og en ung jordemoderstuderende. Det tjekker mig og jeg er 3 cm åben.
Kl. 9:00 tager jordemoderen vandet. Derefter bliver jeg tilbudt klyx, hvilket jeg takker ja til. Mens jeg er på toilet begynder veerne at komme. I starten smiler jeg og er glad ved tanken om at der endelig sker noget. Veerne tager dog hurtigt til i styrke og jeg får lov at tage brusebad efter toiletbesøget, da det kan lindre veerne lidt. Det var rart at stå under det rindende vand når der var en ve, så der stod jeg længe og skar grimasser under hver ve. Efter lang tid lykkedes det mig dog at stå ved en beslutning om at komme ud af badet og i tøjet.
Da jeg kommer ind i seng gør veerne meget ondt, og jeg kæmper imod dem, hvilket kun gør dem værre. Jeg ligger og piver og ømmer mig, og den studerende siger til mig at det vil hjælpe med dybe vejrtrækninger. Jeg får sagt noget i retning af at det kan jeg ikke overskue, og tænker ved mig selv at hun bare er studerende og sikkert ikke selv har børn – ”så hvad ved hun”.
Kl. 11 kommer jordemoderen og den studerende ind og fortæller at jeg bliver indlagt på fødegangen, og at den studerende vil følge med mig, og være ved mig til hun har fri kl. 15:00. Jordemoderen vil have mig til at gå op på fødegangen, hvilket jeg ikke var så begejstret for, jeg kunne slet ikke overskue at skulle op at stå og gå, hun tilbyder at Per kan hente en kørestol, men jeg synes heller ikke jeg kan overskue at sidde op. De siger de ikke kan køre mig derop i en seng, hvilket giver gør mig stædig, og jeg beder den studerende hjælpe mig med at huske de dybe vejrtrækninger, hvorefter jeg rejser mig. Jeg når til sengens endegavl og får en ve, her finder jeg hurtigt ud af at de dybe vejrtrækninger fungerer godt hvis jeg samtidig står foroverbøjet med hænderne på sengen og går på stedet. Imellem veerne går jeg mod fødegangen, der sidder nogle gravide på gangen i svangreambulatoriet som ser mærkeligt på mig da jeg stiller mig foroverbøjet med hænderne på væggen og tramper i gulvet. Da jeg kommer op på fødestuen når jeg kun kort at se indersiden har stuen og konstatere at det da var et meget hyggeligt sted, inden jeg er så overvældet af veer at jeg ikke føler jeg kan overskue det.
Der kommer en jordemoder og præsenterer sig, hun er nu tilknyttet mig, men da der er travlt overlader hun mig hurtigt til den jordemoderstuderende, efter flere gange at fortæller hvor godt hun synes jeg arbejder med veerne, hvilket den studerende nikker meget anerkendende til. Jeg kan huske at jeg tænkte at det kan de sagtens sige og at de bliver nød til at stoppe smerten, fordi jeg ikke kan gennemfører et sekund mere i det smertehelvede og at ikke engang en epidural er en mulighed fordi det vil tage for lang tid og jeg kunne ikke have at de skulle røre ved mig.
Jeg vidste selvfølgelig godt at der ikke var nogen vej udenom, så jeg kneb bare øjene i og lavede mine gåøvelser på stedet, mens jeg fik kommunikeret til den jordemoderstuderende at jeg havde meget ondt. Hun begynder at snakke om smertelindring og smertestillende. Hun starter med at nævne et varmt bad og akupunktur, men jeg kan slet ikke overskue hverken det ene eller det andet. Hun nævner epidural, og selvom jeg allerhelst ville at hun skulle trykke på den der knap der bare får det hele til at være ovre på et øjeblik, accepterer jeg da jeg fra fødselsforberedelse ved at det er den eneste mulighed for at stoppe smerten.
Der bliver bestilt en epidural, og den jordemoderstuderende fører mig over til fødelejet, hvor jeg skal ligge resten af tiden hvis jeg vil have epiduralen (der er en blød halvandenmandsseng jeg ellers kunne have ligget på). Modvilligt kravler jeg op på fødelejet (lille og ikke så komfortabel seng) hvor jeg får lagt saltvandsdrop i hånden og sat måler på maven. Under veerne ligger jeg og vrikker med hoften og får deraf en masse ros, fordi de synes jeg arbejder godt med veerne (jeg synes bare jeg gjorde hvad der var mest rart).
Der går en rum tid før narkoselægen kommer for at befri mig for smerten, han bruger forfærdelig lang tid for at præsentere sig selv og fortælle hvad han vil gøre, jeg hører på inden måde efter og brummer vist mest til hans spørgsmål, som min søde kæreste derefter svarer ordenligt på (jeg er så optaget af at klare veerne at jeg slet ikke åbner øjnene for at se på lægen). Da lægen skal stikke mig får jeg besked for at jeg skal sidde helt stille med krum ryg, og jeg skal sige til når jeg har en ve. Når jeg så har en ve vil han holde pause hvor jeg kan sidde som jeg vil. Per sidder foran mig og får oversat mine brummelyde til ”ve!” og ”veen er væk”. Selv når jeg har veer bliver jeg ved med at sidde krumbøjet, da jeg på det tidspunkt havde så ondt, at jeg frygtede at hvis jeg først begyndte at bevæge mig ville jeg bevæge mig så meget at jeg ville ødelægge det lægen lavede. Da lægen var færdig gik der ikke længe for jeg var helt smertefri, men kun i den ene side, i den anden havde jeg stadig smerte, hvilket hylede mig lidt ud af den. Dette til trods for at det da var lettere at holde ud end før. Lægen sagde det var meget normalt og at smerten sandsynligvis ville forsvinde helt efter lidt længere tid, og det fik han heldigvis ret i. Nu kunne jeg pludselig hilse ordentlig på ham og jeg fik set ham i øjnene (grønne) og sagt tusind tak.
Jeg så på uret da jeg endelig var smertefri, klokken var 13:10. Nu hvor jeg var smertefri livede jeg helt op igen, og nu glædede jeg mig bare til at se min lille engel, det var fantastisk at ligge og se på skærmen at der var veer uden at kunne mærke dem. Min jordemoder stak hovedet ind og sagde at jeg jo nu var et helt andet menneske (ja nu var jeg jo ikke længere ved at dø
).
Klokken 15 var der vagtskifte og den nye jordemoder kunne konstatere at jeg nu var 9 cm åben og havde lidt feber, neonatal blev derfor kontaktet (standard procedure). Jeg blev beroliget med at det er normalt at få feber når man er bedøvet med epidural.
Vi fik fortalt om vores ønsker til fødslen: Per´ville gerne tage imod barnet og klippe navlesnoren.
Jordemoderen begyndte at blive lidt utålmodigt da mine veer ikke tog til i styrke og jeg ikke havde udvidet mig mere end de 9 cm, hun truede med at give vedrop og slukke epiduralen. Jeg gruede på den ene side for at der skulle gang i det (jeg var bange for at blive overvældet af veerne ligesom før), og på den anden side var jeg også bare så spændt på at komme i gang.
Klokken 17 er der stadig ikke sket noget, og jeg får derfor lagt vedrop. Vedroppet har ikke den store effekt, så jordemoderen skruer flere gange op for det, men det værste det giver er lidt murren og trykken i underlivet.
Da der klokken 18.55 stadig ikke er gang i den bliver epiduralen slukket. Nu begynder der at ske noget, og jeg begynder at trække vejret som jeg tidligere lærte jeg skulle, samtidig med at jeg vrikkede med hoften. Jeg føler nu at jeg kom overskue smerten, fordi jeg denne gang er forberedt.
Klokken 19.30 siger jordemoderen at jeg ligeså stille må presse med, jeg ligge på siden og hun instruerer mig i hvordan jeg presser rigtigt, det gør hun ved at stikke en finger op som jeg så skal forsøge at presse væk. Hun synes jeg er super godt til det.
Klokken 20 fortæller Per mig at man kan se barnets hoved som et frimærke (han var meget imponeret). Det gør virkelig ondt nu, men jeg fandt ud af at det faktisk ikke gjorde helt så ondt hvis jeg pressede. Det gjorde mest ondt hvis jeg under en ve måtte stoppe med at presse for at hive luft ind. Jeg pressede som en sindssyg fordi jeg tænkte det var den eneste vej frem. Jordemoderen, Per og SOSA’en heppede og roste mig helt vildt, og jeg blev ved at sige – ”ja, ja, det skal i jo sige!”.
Da hovedet kroner får jeg besked på at gispe i stedet for at presse, det har jeg svært ved da det jo gør ondt når jeg ikke presser (og jeg finder ud af jeg både kan gispe og presse samtidig), men jeg forsøger alligevel at gøre som hun siger, selvom det føltes som om det hele brænder.
Jeg havde stadig feber og mellem hver ve forsynede Per mig med et glas vand. Da hovedet endelig er ude var det en kæmpe lettelse, og det var nemt at føde kroppen. Per havde fået hansker på og han tog imod vores lille dreng og lagde ham op på mit bryst.
Han blev født klokken 20.33, og jeg har i mit liv aldrig været så stolt af mig selv og så lykkelig som i det øjeblik, og jeg får vidst også sagt til jordemoderen at det kan jeg da sagtens gøre igen en anden gang.
3490 g og 51 cm lækkerhed
Vores søn græd og SOSA’en sagde at han knirkede (han trak vejret med brystmuskulaturen i stedet for lungerne, det er hårdt og lyder derfor voldsomt). De giver ham ilt i en maske mens han ligger hos mig, men det har ingen effekt og han bliver derfor klokken 20.37 overflyttet til neonatal hvor han får CPAP, Per følger med ham.
Imens alt dette sker, forsøger jordemoderen at hjælpe mig med at få moderkagen ud ved at hive i navlesnoren, men snoren knækker og moderkagen ryger tilbage hvor den kom fra. To personer må derfor nærmest smide sig på min mave for at skubbe moderkagen ud, mens jordemoderen sidder klar med en tang for at få fat i den. Det var enormt smertefuldt, og Per var meget chocket over hvor langt min mave blev presset ind, efter at have været spændt ud under graviditeten. Det lykkedes heldigvis, og jeg får at vide at hvis ikke det var lykkedes var jeg blevet opereret.
Jeg får igen masser af ros for min præstation ”du må gerne komme igen, for du er bare så god til at føde”, jeg spørger om det ikke bare er noget hun siger til alle, og hun siger nej, hvis ikke jeg var god havde hun ikke sagt noget, og desuden så fødte jeg jo også uden presseveer og det er meget sværere. Det havde jeg ikke selv tænkt over men nej jeg havde ingen pressetrang. Senere får jeg at vide af Per at der under fødslen kommer en anden jordemoder ind på stuen (der ikke havde været der før) - hun ser på mig og konstaterer at jeg må være en anden gangs fødende fordi jeg er så effektiv, det blev jeg meget stolt over.
Jeg var bristet 2 steder, begge 1. grads bristninger, hvoraf den ene skulle sys med 2 sting (billigt sluppet synes jeg).
Jeg kom over i føromtalte halvandenmandsseng hvor jeg får lidt at spise, og ellers bruger tiden på at sige og fortælle mine forældre og min søster den gode nyhed.
To timer efter fødslen kommer jordemoderen og siger at jeg kan komme ned til Allan og vores søn, og om jeg skal tisse. Jeg kunne på grund af epiduralen ikke mærke om jeg skulle tisse, men hun hjælper mig ud på toilettet hvor jeg længe sidder uden at kunne få en dråbe ud. Jordemoderen lægger i stedet et engangskateter og tømmer 1 L urin ud, hun bliver meget bekymret da det kan gøre permanent skade på blæren at have over 800 ml urin stående. Jeg får at vide at jeg skal tisse indenfor fire timer ellers skal jeg have lagt et nyt kateter.
Jeg kommer ned på neonatal og finder Per sovende i en stol med vores søn på brystet, et skønt syn
.
Klokken 2 om natten går vi op på barselgangen, dog uden vores søn da han stadig skal have CPAP.
Jeg føler jeg skal tisse, men kan ikke og beder om at få kateter. En sygeplejerske kommer for at lægge kateter og det viser sig at grunden til at jeg ikke kan tisse er at jeg er meget hævet. Hun forsøger at lægge kateteret 4 gange uden held, derefter henter hun en jordemoder som også forsøger 4 gange uden held, til sidst hentes en bagvagt som i sit 3 forsøg får lagt kateteret. Av, av av og av.. Der bliver denne gang tømt 800 ml og det bliver derfor besluttet at jeg skal have permanent kateter i nogle dage.
Jeg har kateret i 4 dage og havde i dagene efter fødslen meget ondt og var fortsat meget hævet.
Dagen efter fødslen finder man ud af at vores søn har en fødselsinfektion, og han skal derfor være indlagt en uges tid på neonatal, hvor han skal have antibiotika.
Der sker også en helt masse ting i den uge på hospitalet- men dem vil jeg spare dig for, da dette jo er en fødselsberetning!
Efter en uge kom vi hjem, og vi har i dag en glad dreng i stor trivsel
Tak fordi du læste med!
Mvh
En Stolt Mor!
