At gå fra hinanden. min x kan ikke forstå jeg gik min vej pga. alle hans løgne. det er også fair nok, bare han snart begynder at acceptere det, for han er utålelig og prøver først med søde ord går over til at sparke til min dårlige samvittighed og til sidst trusler. Jeg venter jo så vores fælles barn til september og nogle gange vil han gerne være far, andre gange ikke. Fint siger jeg så. du siger bare til når du har besluttet dig, jeg vil bare ikke høre på det de næste måneder, for ikke at stresse mig selv og dermed barnet. i dag får jeg så at vide at han har fået brev om at han skal være fraflyttet lejligheden på mandag (i morgen), så bliver jeg sgu vred, da jeg ikke har fået pakket mine ting sammen men jeg skynder mig derop og får pakket 7 kasser + nogle tasker men når ikke det hele da jeg til sidst må opgive pga min iskias og faktisk kravler rundt. Manden er ligeglad og siger så at han smider lortet udenfor, jeg græder desværre mens han ser på det men for at få fred siger jeg værs'go og humper derfra, så lige nu aner jeg ikke om jeg i det hele taget kan komme ind i morgen og hvordan det står til med mine ting, så er lidt frustreret og aner ikke mine levende råd. Jeg er også træt af mig selv over at jeg har været forblændet, forelsket og dermed først for nylig finder ud af hvordan han vitterligt er skruet sammen.... SUK.
I morgen tager jeg kontakt til mødrehjælpen, bare for at få lidt rådgivning men i er mere end velkomne til at give jeres besyv med.
Anmeld