Fravalg af 3. abort. - Mod farens vilje -

Jeg er mor til 3 skønne unger. Har et stabilt liv, og ønsket om flere børn ( men selvfølgelig ikke for enhver pris ).

Jeg er nu gravid. IGEN. Jeg er pt. 9 uger henne.

Faren er, min eks-kæreste, ( ikke mine børns far ). Vi kan stadig godt sammen, hygger stadig, stadig bedste venner ( tror jeg ).

Vi har pt. kendt hinanden i ca. 2 år.

For lidt over et år siden, blev jeg gravid med ham. Kondomet sprang for første gang i mit liv.

Vi kendte ikke hinanden så godt, ikke stabilt arbejde osv. og han har den romantiske drøm om endeløs kærlighed, der så former et barn.

Alt talte for abort.

Efter aborten, bliver der påvist celleforandringer i livmoderhalsen. Tanker om det kombineret med aborten, og hans i forvejen lettere depression, gjorde ikke ligefrem at vi nød livet sammen ekstra.

Men, jeg kom igennem aborten og tankerne. Alene. Han trak sig. Reagerede indadvendt.

I januar i år, blev jeg gravid igen.

Forventede en snak, for og imod, jeg ønskede barnet, han overhovedet ikke. Jeg forventede hans støtte.

Midt i en vinterdepression, ikke smart tør siges.

Well, der blev sat hårdt mod hårdt. Fik jeg ikke en abort, ville jeg miste ham fuldstændig. Hvis jeg fik en abort, ville vi fokusere på alle tænkelige måder, på at få vores forhold helt godt igen.

Jeg fik aborten, overhovedet ikke klar til det. Det var så forkert, og det synes jeg stadig det var. Jeg reagerede, voldsomt, havde brug for ham. Skammede mig over, at jeg havde brug for ham, til at fortælle mig at jeg var god nok. Skammede mig endnu mere, når han ikkke ville fortælle mig det.

Endte ud i skænderier. Og hen imod, at vi blev enige om at stoppe forholdet som det var hvor vi boede sammen, og så fortsætte som weekendkærester.

Tiden gik dog. ( han er ikke såå hurtig i optrækket når det gælder forandringer. )

Hvor om alting er, på trods af overbeskyttelse ( kondom, p-piller, træk-ud-metoden ), finder jeg ud af dagen efter han er flyttet, at jeg er gravid.

Snakkene har været frem og tilbage. Han er meget imod graviditet. Jeg er mmeget imod abort.

Der har været rolige snakke, skænderier, brevveksling. Ja, alt hvad dertil hører, og jeg har virkelig inddraget ham i mine overvejelser.

Men.. nu bad han om et svar i går. Købt eller solgt. Forstår ham godt. Har det på samme måde.

Længe været min mening, at finde ud af det. Hele tiden hældt mod graviditet.

Han tog så fri fra job i dag, for at komme og høre mit "svar". Han ville hverken høre forklaringer eller noget. Bare svar på om han skulle være far.

Da jeg sagde ja, gik han helt i baglås og føg om sig med skældsord omkring mig. Smækkede med døren, med ordene, jeg vil aldrig snakke med dig mere, jeg hader dig.

Puha guys, gad vide hvem der har læst alt det her

Er jeg egoistisk at jeg vælger barnet denne gang ?

Nogen andre, der har valgt barn mod farens vilje ?

Pu ha, sikken et tomult I har været igennem!

Jeg synes overhovedet ikke du er egoistisk, hvis du vælger at få barnet. Det er jo også dit, selvom han ikke ønsker at få det.
Og efter to aborter, kan jeg godt forstå, at du ønsker at beholde barnet.

Jeg kan se, at du har et stabilt liv og at du ønsker dig flere børn. Det er to ting der taler for, at du skal beholde barnet.
Det virker til, at du kan klare et barn mere, og nu har du muligheden for at få dit ønske opfyldt.

Måske vil din ekskæreste med tiden vænne sig til tanken om, at skulle være far. Det håber jeg - for hans, dit og barnets skyld.

Jeg ønsker alt det bedste for dig!

Knus Charlotte

Bellannette skriver:

Jeg er mor til 3 skønne unger. Har et stabilt liv, og ønsket om flere børn ( men selvfølgelig ikke for enhver pris ).

Jeg er nu gravid. IGEN. Jeg er pt. 9 uger henne.

Faren er, min eks-kæreste, ( ikke mine børns far ). Vi kan stadig godt sammen, hygger stadig, stadig bedste venner ( tror jeg ).

Vi har pt. kendt hinanden i ca. 2 år.

For lidt over et år siden, blev jeg gravid med ham. Kondomet sprang for første gang i mit liv.

Vi kendte ikke hinanden så godt, ikke stabilt arbejde osv. og han har den romantiske drøm om endeløs kærlighed, der så former et barn.

Alt talte for abort.

Efter aborten, bliver der påvist celleforandringer i livmoderhalsen. Tanker om det kombineret med aborten, og hans i forvejen lettere depression, gjorde ikke ligefrem at vi nød livet sammen ekstra.

Men, jeg kom igennem aborten og tankerne. Alene. Han trak sig. Reagerede indadvendt.

I januar i år, blev jeg gravid igen.

Forventede en snak, for og imod, jeg ønskede barnet, han overhovedet ikke. Jeg forventede hans støtte.

Midt i en vinterdepression, ikke smart tør siges.

Well, der blev sat hårdt mod hårdt. Fik jeg ikke en abort, ville jeg miste ham fuldstændig. Hvis jeg fik en abort, ville vi fokusere på alle tænkelige måder, på at få vores forhold helt godt igen.

Jeg fik aborten, overhovedet ikke klar til det. Det var så forkert, og det synes jeg stadig det var. Jeg reagerede, voldsomt, havde brug for ham. Skammede mig over, at jeg havde brug for ham, til at fortælle mig at jeg var god nok. Skammede mig endnu mere, når han ikkke ville fortælle mig det.

Endte ud i skænderier. Og hen imod, at vi blev enige om at stoppe forholdet som det var hvor vi boede sammen, og så fortsætte som weekendkærester.

Tiden gik dog. ( han er ikke såå hurtig i optrækket når det gælder forandringer. )

Hvor om alting er, på trods af overbeskyttelse ( kondom, p-piller, træk-ud-metoden ), finder jeg ud af dagen efter han er flyttet, at jeg er gravid.

Snakkene har været frem og tilbage. Han er meget imod graviditet. Jeg er mmeget imod abort.

Der har været rolige snakke, skænderier, brevveksling. Ja, alt hvad dertil hører, og jeg har virkelig inddraget ham i mine overvejelser.

 

Men.. nu bad han om et svar i går. Købt eller solgt. Forstår ham godt. Har det på samme måde.

Længe været min mening, at finde ud af det. Hele tiden hældt mod graviditet.

 

Han tog så fri fra job i dag, for at komme og høre mit "svar". Han ville hverken høre forklaringer eller noget. Bare svar på om han skulle være far.

Da jeg sagde ja, gik han helt i baglås og føg om sig med skældsord omkring mig. Smækkede med døren, med ordene, jeg vil aldrig snakke med dig mere, jeg hader dig.

 

Puha guys, gad vide hvem der har læst alt det her

Er jeg egoistisk at jeg vælger barnet denne gang ?

Nogen andre, der har valgt barn mod farens vilje ?

Du skal ikke tænke på hvad han mener og synes mere. Husk dig selv, det er din krop det går ud over!..

Kram herfra 

Bellannette skriver:

Jeg er mor til 3 skønne unger. Har et stabilt liv, og ønsket om flere børn ( men selvfølgelig ikke for enhver pris ).

Jeg er nu gravid. IGEN. Jeg er pt. 9 uger henne.

Faren er, min eks-kæreste, ( ikke mine børns far ). Vi kan stadig godt sammen, hygger stadig, stadig bedste venner ( tror jeg ).

Vi har pt. kendt hinanden i ca. 2 år.

For lidt over et år siden, blev jeg gravid med ham. Kondomet sprang for første gang i mit liv.

Vi kendte ikke hinanden så godt, ikke stabilt arbejde osv. og han har den romantiske drøm om endeløs kærlighed, der så former et barn.

Alt talte for abort.

Efter aborten, bliver der påvist celleforandringer i livmoderhalsen. Tanker om det kombineret med aborten, og hans i forvejen lettere depression, gjorde ikke ligefrem at vi nød livet sammen ekstra.

Men, jeg kom igennem aborten og tankerne. Alene. Han trak sig. Reagerede indadvendt.

I januar i år, blev jeg gravid igen.

Forventede en snak, for og imod, jeg ønskede barnet, han overhovedet ikke. Jeg forventede hans støtte.

Midt i en vinterdepression, ikke smart tør siges.

Well, der blev sat hårdt mod hårdt. Fik jeg ikke en abort, ville jeg miste ham fuldstændig. Hvis jeg fik en abort, ville vi fokusere på alle tænkelige måder, på at få vores forhold helt godt igen.

Jeg fik aborten, overhovedet ikke klar til det. Det var så forkert, og det synes jeg stadig det var. Jeg reagerede, voldsomt, havde brug for ham. Skammede mig over, at jeg havde brug for ham, til at fortælle mig at jeg var god nok. Skammede mig endnu mere, når han ikkke ville fortælle mig det.

Endte ud i skænderier. Og hen imod, at vi blev enige om at stoppe forholdet som det var hvor vi boede sammen, og så fortsætte som weekendkærester.

Tiden gik dog. ( han er ikke såå hurtig i optrækket når det gælder forandringer. )

Hvor om alting er, på trods af overbeskyttelse ( kondom, p-piller, træk-ud-metoden ), finder jeg ud af dagen efter han er flyttet, at jeg er gravid.

Snakkene har været frem og tilbage. Han er meget imod graviditet. Jeg er mmeget imod abort.

Der har været rolige snakke, skænderier, brevveksling. Ja, alt hvad dertil hører, og jeg har virkelig inddraget ham i mine overvejelser.

 

Men.. nu bad han om et svar i går. Købt eller solgt. Forstår ham godt. Har det på samme måde.

Længe været min mening, at finde ud af det. Hele tiden hældt mod graviditet.

 

Han tog så fri fra job i dag, for at komme og høre mit "svar". Han ville hverken høre forklaringer eller noget. Bare svar på om han skulle være far.

Da jeg sagde ja, gik han helt i baglås og føg om sig med skældsord omkring mig. Smækkede med døren, med ordene, jeg vil aldrig snakke med dig mere, jeg hader dig.

 

Puha guys, gad vide hvem der har læst alt det her

Er jeg egoistisk at jeg vælger barnet denne gang ?

Nogen andre, der har valgt barn mod farens vilje ?

Pyh!

Jeg tror, nogen mænd ikke har forstået, at abort ikke bare er noget man tager og så færdig med det. De har slet ikke forstået alt, hvad det indebærer.

Jeg forstår dig godt, og jeg synes ikke, du er egoistisk.

Selvfølgelig skal man ikke tvinge nogen til at få børn - men lige så lidt skal man tvinge nogen til at tage abort mod sin vilje. Den forrige abort ødelagde jo også forholdet, så den der med at "hvis bare du tager en abort, så skal vi få det fint sammen", den køber jeg ikke. Jeg har set alt for mange eksempler på det modsatte.

Det er trist, når man ikke bliver enige. Men du er også nødt til at tage hensyn til dig selv midt i detteher. Det lyder, som om du er meget afklaret omkring, at du ikke kan leve med en abort til. Jammen, så er valget jo taget. Så må han så finde ud af, om han ønsker at være en del af livet til dette barn eller ej. Det er hans afgørelse. Der kan du ikke tvinge ham.

Så kan man så håbe på, at han efterhånden vender sig til tanken og kommer til at finde glæde i at være far - men det vil fremtiden vise.

Jeg har et barn imod farens ønske, og har aldrig nogensinde fortrudt hende, har dog fortrudt at jeg nogensinde gav det forfærdelige meneske muligheden for at få et barn, så altså, aldrig fortrudt barnet, men faren, ham har jeg fortrudt et utal af gange.. det værste e, man vælger ikke kun barnet, men også manden der er "far" til det de næste mange år.. 

men jeg kan virkelig godt forstå du ikke vil have en abort, det jo helt vildt med alle dem du har fået ... og på så kort tid.. skid på hans mening, han vil udsætte dig for noget så smertefuldt at han slet ikke kan begribe det ... ! vær da ligeglad med en mand som er så tydeligt ligeglad med dig .. 

behold dit barn hvis det er det du ønsker, det er din afgørelse, IKKE HANS ! 

puha, du får lige et kram 

Bellannette skriver:

Jeg er mor til 3 skønne unger. Har et stabilt liv, og ønsket om flere børn ( men selvfølgelig ikke for enhver pris ).

Jeg er nu gravid. IGEN. Jeg er pt. 9 uger henne.

Faren er, min eks-kæreste, ( ikke mine børns far ). Vi kan stadig godt sammen, hygger stadig, stadig bedste venner ( tror jeg ).

Vi har pt. kendt hinanden i ca. 2 år.

For lidt over et år siden, blev jeg gravid med ham. Kondomet sprang for første gang i mit liv.

Vi kendte ikke hinanden så godt, ikke stabilt arbejde osv. og han har den romantiske drøm om endeløs kærlighed, der så former et barn.

Alt talte for abort.

Efter aborten, bliver der påvist celleforandringer i livmoderhalsen. Tanker om det kombineret med aborten, og hans i forvejen lettere depression, gjorde ikke ligefrem at vi nød livet sammen ekstra.

Men, jeg kom igennem aborten og tankerne. Alene. Han trak sig. Reagerede indadvendt.

I januar i år, blev jeg gravid igen.

Forventede en snak, for og imod, jeg ønskede barnet, han overhovedet ikke. Jeg forventede hans støtte.

Midt i en vinterdepression, ikke smart tør siges.

Well, der blev sat hårdt mod hårdt. Fik jeg ikke en abort, ville jeg miste ham fuldstændig. Hvis jeg fik en abort, ville vi fokusere på alle tænkelige måder, på at få vores forhold helt godt igen.

Jeg fik aborten, overhovedet ikke klar til det. Det var så forkert, og det synes jeg stadig det var. Jeg reagerede, voldsomt, havde brug for ham. Skammede mig over, at jeg havde brug for ham, til at fortælle mig at jeg var god nok. Skammede mig endnu mere, når han ikkke ville fortælle mig det.

Endte ud i skænderier. Og hen imod, at vi blev enige om at stoppe forholdet som det var hvor vi boede sammen, og så fortsætte som weekendkærester.

Tiden gik dog. ( han er ikke såå hurtig i optrækket når det gælder forandringer. )

Hvor om alting er, på trods af overbeskyttelse ( kondom, p-piller, træk-ud-metoden ), finder jeg ud af dagen efter han er flyttet, at jeg er gravid.

Snakkene har været frem og tilbage. Han er meget imod graviditet. Jeg er mmeget imod abort.

Der har været rolige snakke, skænderier, brevveksling. Ja, alt hvad dertil hører, og jeg har virkelig inddraget ham i mine overvejelser.

 

Men.. nu bad han om et svar i går. Købt eller solgt. Forstår ham godt. Har det på samme måde.

Længe været min mening, at finde ud af det. Hele tiden hældt mod graviditet.

 

Han tog så fri fra job i dag, for at komme og høre mit "svar". Han ville hverken høre forklaringer eller noget. Bare svar på om han skulle være far.

Da jeg sagde ja, gik han helt i baglås og føg om sig med skældsord omkring mig. Smækkede med døren, med ordene, jeg vil aldrig snakke med dig mere, jeg hader dig.

 

Puha guys, gad vide hvem der har læst alt det her

Er jeg egoistisk at jeg vælger barnet denne gang ?

Nogen andre, der har valgt barn mod farens vilje ?

Puha, det er ikke en nem situation du er havnet i...

Jeg synes du skal følge dit hjerte og gøre det du føler rigtigst, med eller uden en far.

Synes altså ikke han er helt fair! Du har valgt en abort for hans skyld 1 gang (som jeg læser det) og nu vil han have dig til det igenHan må da også lige tage et ansvar for det han render rundt og laver! (Bare min mening, håber ikke jeg støder nogen).

Rigtig meget held og lykke med din beslutning!

Bellannette skriver:

Jeg er mor til 3 skønne unger. Har et stabilt liv, og ønsket om flere børn ( men selvfølgelig ikke for enhver pris ).

Jeg er nu gravid. IGEN. Jeg er pt. 9 uger henne.

Faren er, min eks-kæreste, ( ikke mine børns far ). Vi kan stadig godt sammen, hygger stadig, stadig bedste venner ( tror jeg ).

Vi har pt. kendt hinanden i ca. 2 år.

For lidt over et år siden, blev jeg gravid med ham. Kondomet sprang for første gang i mit liv.

Vi kendte ikke hinanden så godt, ikke stabilt arbejde osv. og han har den romantiske drøm om endeløs kærlighed, der så former et barn.

Alt talte for abort.

Efter aborten, bliver der påvist celleforandringer i livmoderhalsen. Tanker om det kombineret med aborten, og hans i forvejen lettere depression, gjorde ikke ligefrem at vi nød livet sammen ekstra.

Men, jeg kom igennem aborten og tankerne. Alene. Han trak sig. Reagerede indadvendt.

I januar i år, blev jeg gravid igen.

Forventede en snak, for og imod, jeg ønskede barnet, han overhovedet ikke. Jeg forventede hans støtte.

Midt i en vinterdepression, ikke smart tør siges.

Well, der blev sat hårdt mod hårdt. Fik jeg ikke en abort, ville jeg miste ham fuldstændig. Hvis jeg fik en abort, ville vi fokusere på alle tænkelige måder, på at få vores forhold helt godt igen.

Jeg fik aborten, overhovedet ikke klar til det. Det var så forkert, og det synes jeg stadig det var. Jeg reagerede, voldsomt, havde brug for ham. Skammede mig over, at jeg havde brug for ham, til at fortælle mig at jeg var god nok. Skammede mig endnu mere, når han ikkke ville fortælle mig det.

Endte ud i skænderier. Og hen imod, at vi blev enige om at stoppe forholdet som det var hvor vi boede sammen, og så fortsætte som weekendkærester.

Tiden gik dog. ( han er ikke såå hurtig i optrækket når det gælder forandringer. )

Hvor om alting er, på trods af overbeskyttelse ( kondom, p-piller, træk-ud-metoden ), finder jeg ud af dagen efter han er flyttet, at jeg er gravid.

Snakkene har været frem og tilbage. Han er meget imod graviditet. Jeg er mmeget imod abort.

Der har været rolige snakke, skænderier, brevveksling. Ja, alt hvad dertil hører, og jeg har virkelig inddraget ham i mine overvejelser.

 

Men.. nu bad han om et svar i går. Købt eller solgt. Forstår ham godt. Har det på samme måde.

Længe været min mening, at finde ud af det. Hele tiden hældt mod graviditet.

 

Han tog så fri fra job i dag, for at komme og høre mit "svar". Han ville hverken høre forklaringer eller noget. Bare svar på om han skulle være far.

Da jeg sagde ja, gik han helt i baglås og føg om sig med skældsord omkring mig. Smækkede med døren, med ordene, jeg vil aldrig snakke med dig mere, jeg hader dig.

 

Puha guys, gad vide hvem der har læst alt det her

Er jeg egoistisk at jeg vælger barnet denne gang ?

Nogen andre, der har valgt barn mod farens vilje ?

Hejsa allesammen

Hvor er i bare søde

Nu kan jeg desværre ikke finde ud af det der  med at citere, så det bliver lige uden, indtil jeg har hittet ud af det.

Jeg havde en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang snak med mig selv i går, kæft jeg og mig selv skændtes i et væk.

Jeg ønsker mig virkelig et barn mere. Men som der er en af jer der skriver, man kan godt fortryde faren Se, sådan har jeg det faktisk med faren til de 3 jeg har nu og det er sådan set ikke særligt rart, hverken for mig eller for børnene.

Og som jeg også har beskrevet, har det her barns far, også en meget speciel plads i mit liv. Jeg er sikker på at han vil være der altid, vi får fantastiske oplevelser sammen osv.

Men i forhold til en hverdag, og i forhold til vores opfattelse af hvordan vi gerne vil leve, og hvad vi gerne vil opnå, så er vi  meget forskellige.

Hvilket nok vil sige, at vi ikke rigtigt dur til at have noget alvorligt mellem os

Hvorom alting er, havde jeg inderligt mange snakke med mig selv om det her, samt, en rigtig god ven, som egentlig på mange måder vil meget mere det samme som jeg vil.

Og så siger han lige pludselig... jamen, vi kunne jo have et barn sammen ?

Forestil jer det chok jeg fik, Manden er pisselækker, har kendt ham i 15 år eller mere. Har ingen kæreste, men ønsker børn. Han er den jeg altid ringer til når jeg er i tvivl om noget. Han er bare så meget en god ven på alle måder. MEN  derfra, så til at få en abort for at få barn  med ham ?

Fordelene kunne jo være, at det er langt mere et ønskebarn...

Argh... er i syv sind

Princecharming er han sgu ikke!! Er du heeelt sikker på at du vil have et barn med sådan en mand? En mand der IKKE vil være far??!    Jeg tror han ser på abort som en slags fortrydelsespille og derfor ikke har talt om den med dig! Det er din krop! Dine følelser! Dine evner! Din viljestyrke og dit valg når alt kommer til alt!! Jeg ønsker dig held og lykke med din beslutning!!