har det skidt :(

Hej Piger ..

Overvejede at gøre dette indlæg ano .. men har tænkt over at det ikke er noget jeg behøver at skamme mig over .. 

Kort historie:

I 2005 begyndte jeg at få det skidt .. jeg var hele tiden ked af det og var jeg ikke ked af det var jeg mere eller mindre ligeglad med folk .. jeg snakkede med min daværende kæreste og jeg kom frem til at jeg måtte tage til læge da jeg var ved at være godt træt af at have det på den måde .. Da jeg kom til lægen fortalte jeg hvordan landet lå og BOM jeg fik afvide at jeg havde en dreprission .. og fik tilbudt at komme på lykkepiller .. men afslog da jeg mente at jeg godt selv kunne klare det .. men efter min eks fik det afvide viste han lige hvordan han skulle få mit humør helt ned .. sådan forsatte vores forhold i 2 år .. og jeg valgte at gøre forholdet forbi efter 5 år sammen i 2007 .. I sep 2007 møder jeg så min nuværende kæreste og han er bare den mest fantastiske kæreste og gør alt for mig og er der med det samme når han kan mærke at humøret er ved at ryge helt ned .. 

D 17 juli i år kammer det helt over og kæresten sender mig til lægen og denne gang må jeg indse at jeg ikke kan klare det alene .. så jeg får stukket en resept i hånden på lykkepiller og føler denne gang at jeg er blevet en fiasko når jeg ikke kan klare det selv .. D 28 juli flytter vi til Herning og et nyt kapitel starter for os .. Og jeg vores drenge starter i børnehave og dagpleje og det går super godt .. Jeg skal så starte på VUC i Herning og glæder mig så utrolig meget .. Og dagen kommer og jeg kommer i skole .. Og vi skal alle mødes i et lille rum og vi er bare mange mennesker i dette lille rum .. Og jo flere mennesker der kommer ind jo mere går jeg i panik og har bare lyst til at løbe ud af det her rum .. Dagen er endelig færdig og jeg kan komme hjem og først her begynder jeg at falde ned igen .. Dagen efter skal jeg afsted igen .. og får afleveret ungerne og da jeg står og venter på bussen kan jeg mærke at jeg får hede tur, ryster, bliver øm i hele kroppen .. Og vælger at tage hjem igen .. Og igen falder jeg til ro da jeg lukker døren bagefter mig .. ringer til kæresten som beder mig ringe til lægen .. og BOM nu er jeg begyndt at få angst anfald ... så har måtte rykke mine timer fra skolen over på netundervisning da jeg ikke kan være i et lille rum sammen med mange/andre mennesker jeg ikke kender ..

Det var dejligt lige at komme ud med min historie .. og tak fordi at du læste med .. undskyld at det er lidt rodet .. 

fra mig

CarinaSB skriver:

Hej Piger ..

Overvejede at gøre dette indlæg ano .. men har tænkt over at det ikke er noget jeg behøver at skamme mig over .. 

Kort historie:

I 2005 begyndte jeg at få det skidt .. jeg var hele tiden ked af det og var jeg ikke ked af det var jeg mere eller mindre ligeglad med folk .. jeg snakkede med min daværende kæreste og jeg kom frem til at jeg måtte tage til læge da jeg var ved at være godt træt af at have det på den måde .. Da jeg kom til lægen fortalte jeg hvordan landet lå og BOM jeg fik afvide at jeg havde en dreprission .. og fik tilbudt at komme på lykkepiller .. men afslog da jeg mente at jeg godt selv kunne klare det .. men efter min eks fik det afvide viste han lige hvordan han skulle få mit humør helt ned .. sådan forsatte vores forhold i 2 år .. og jeg valgte at gøre forholdet forbi efter 5 år sammen i 2007 .. I sep 2007 møder jeg så min nuværende kæreste og han er bare den mest fantastiske kæreste og gør alt for mig og er der med det samme når han kan mærke at humøret er ved at ryge helt ned .. 

D 17 juli i år kammer det helt over og kæresten sender mig til lægen og denne gang må jeg indse at jeg ikke kan klare det alene .. så jeg får stukket en resept i hånden på lykkepiller og føler denne gang at jeg er blevet en fiasko når jeg ikke kan klare det selv .. D 28 juli flytter vi til Herning og et nyt kapitel starter for os .. Og jeg vores drenge starter i børnehave og dagpleje og det går super godt .. Jeg skal så starte på VUC i Herning og glæder mig så utrolig meget .. Og dagen kommer og jeg kommer i skole .. Og vi skal alle mødes i et lille rum og vi er bare mange mennesker i dette lille rum .. Og jo flere mennesker der kommer ind jo mere går jeg i panik og har bare lyst til at løbe ud af det her rum .. Dagen er endelig færdig og jeg kan komme hjem og først her begynder jeg at falde ned igen .. Dagen efter skal jeg afsted igen .. og får afleveret ungerne og da jeg står og venter på bussen kan jeg mærke at jeg får hede tur, ryster, bliver øm i hele kroppen .. Og vælger at tage hjem igen .. Og igen falder jeg til ro da jeg lukker døren bagefter mig .. ringer til kæresten som beder mig ringe til lægen .. og BOM nu er jeg begyndt at få angst anfald ... så har måtte rykke mine timer fra skolen over på netundervisning da jeg ikke kan være i et lille rum sammen med mange/andre mennesker jeg ikke kender ..

Det var dejligt lige at komme ud med min historie .. og tak fordi at du læste med .. undskyld at det er lidt rodet .. 

fra mig

halløjsa

Det skal du overhoved ikke skamme dig over...... Jeg har haft en dep, socialfobi og angst.. alle tingene går som reglt hånd i hånd, især når man stædigt tror man KAN selv og VIL selv.

Jeg har selv været helt der nede skrabe bunden... Hadede mig selv, kunne ikke tåle mennesker(fik angstsved, uro i ben, kvalme-skulle bare væk) alt socialsamværd, på over 2 timer-så sov jeg efterfølgende 12 timer.

Turde ikke tømme postkasse, eller gå rundt i min stue(så kravlede) for ellers kunne folk jo se jeg gik hjemme. Turde ikke tage telefonen, kunne ikke handle ind, kunne enten ikke får en bid ned- eller også så åd jeg ALT i huset........ tabte mig 20 kilo...overvejede mange gange at tage strikken... tilsidst tvang familien mig til lægen- fik lykkepiller(1år) og 4 x psykolog hjælp, trænede min socialfobi væk... det er 8-9 år siden og jeg har det rigtigt godt.

I dag lytter jeg til min krop når den siger fra (voldsom stress fra jobbet skød det igang) og har ingen angst eller noget

Det var en laaang sej kamp, og mange vidste faktisk ikke jeg havde det sådan- for jeg er god til at bære maske. Mistede mange bekendtskaber, men fik også mange nye.

det tager pillerne ca. 3 mrd at virke... hvis du har fået den rigtige dosis(hold regnskab med om du får det bedre)

Jeg var maniadep. (enten vildt glad-total overskud eller også selvmordstruet-og tom) så jeg fik piller der satte mit humør i jævn-ligeglad-ikkeglad/ikke sur tilstand.... lidt zombiagtig, men der gik ikke længe så kunne jeg få nogen mildere piller (så jeg kunne føle igen) .... da jeg trappede ud, efter 1 år, troede jeg at jeg skulle dø ha ha ha de værste 14 dage med abstinenser, halvangst, svimmelhed, kvalme...puuuhhh

gædde skriver:

halløjsa

Det skal du overhoved ikke skamme dig over...... Jeg har haft en dep, socialfobi og angst.. alle tingene går som reglt hånd i hånd, især når man stædigt tror man KAN selv og VIL selv.

Jeg har selv været helt der nede skrabe bunden... Hadede mig selv, kunne ikke tåle mennesker(fik angstsved, uro i ben, kvalme-skulle bare væk) alt socialsamværd, på over 2 timer-så sov jeg efterfølgende 12 timer.

Turde ikke tømme postkasse, eller gå rundt i min stue(så kravlede) for ellers kunne folk jo se jeg gik hjemme. Turde ikke tage telefonen, kunne ikke handle ind, kunne enten ikke får en bid ned- eller også så åd jeg ALT i huset........ tabte mig 20 kilo...overvejede mange gange at tage strikken... tilsidst tvang familien mig til lægen- fik lykkepiller(1år) og 4 x psykolog hjælp, trænede min socialfobi væk... det er 8-9 år siden og jeg har det rigtigt godt.

I dag lytter jeg til min krop når den siger fra (voldsom stress fra jobbet skød det igang) og har ingen angst eller noget

Det var en laaang sej kamp, og mange vidste faktisk ikke jeg havde det sådan- for jeg er god til at bære maske. Mistede mange bekendtskaber, men fik også mange nye.

det tager pillerne ca. 3 mrd at virke... hvis du har fået den rigtige dosis(hold regnskab med om du får det bedre)

Jeg var maniadep. (enten vildt glad-total overskud eller også selvmordstruet-og tom) så jeg fik piller der satte mit humør i jævn-ligeglad-ikkeglad/ikke sur tilstand.... lidt zombiagtig, men der gik ikke længe så kunne jeg få nogen mildere piller (så jeg kunne føle igen) .... da jeg trappede ud, efter 1 år, troede jeg at jeg skulle dø ha ha ha de værste 14 dage med abstinenser, halvangst, svimmelhed, kvalme...puuuhhh

Mange tak for at du ville dele din historie med mig .. Du har netop beskrevet en del af hvad jeg går igennem lige nu .. Jeg har været på pillerne i 3 uger og kan mærke en lille forandring .. Og glæder mig meget til at det begynder at hjælpe .. Jeg kan heller ikke gå ind og handle .. Så når jeg endelig får taget mig sammen er det når butikkerne lige er åbnet så jeg er sikker på at der ikke er mange mennesker .. Puhh det er bare træls at have det sådan her

CarinaSB skriver:

Mange tak for at du ville dele din historie med mig .. Du har netop beskrevet en del af hvad jeg går igennem lige nu .. Jeg har været på pillerne i 3 uger og kan mærke en lille forandring .. Og glæder mig meget til at det begynder at hjælpe .. Jeg kan heller ikke gå ind og handle .. Så når jeg endelig får taget mig sammen er det når butikkerne lige er åbnet så jeg er sikker på at der ikke er mange mennesker .. Puhh det er bare træls at have det sådan her

Det med angst i supermarkedet,det kan jeg give dig gode råd imod

Angsten kommer jo fordi din hjerne fortæller dig at "DET her er farligt!!- kæmp! eller flygt!" det stammer fra dengang man kunne blive ædt af en sabeltiger

Start med at tage én med, for så er du ikke alene(2 er stærkere end 1, det ved hjernen) så bliver den ikke alt for bange.

Små ture af gangen....og trap op.

Er du alene så tage musik i ørene, for så tvinger man hjernen til at fokusere på lyden, og ikke folk omkring dig.

Får du løbetrang(JEG SKAL BARE UD) så stands op. lad som om du kigger på noget, træk vejret dybt 10 gange. Gå langsomt ud, får du løbetrang igen, så stands og gentag.

Sådan trænede jeg det væk... tog ca. en mrd men intensiv træning, men var sygemeldt- så der var tid nok

gædde skriver:

Det med angst i supermarkedet,det kan jeg give dig gode råd imod

Angsten kommer jo fordi din hjerne fortæller dig at "DET her er farligt!!- kæmp! eller flygt!" det stammer fra dengang man kunne blive ædt af en sabeltiger

Start med at tage én med, for så er du ikke alene(2 er stærkere end 1, det ved hjernen) så bliver den ikke alt for bange.

Små ture af gangen....og trap op.

Er du alene så tage musik i ørene, for så tvinger man hjernen til at fokusere på lyden, og ikke folk omkring dig.

Får du løbetrang(JEG SKAL BARE UD) så stands op. lad som om du kigger på noget, træk vejret dybt 10 gange. Gå langsomt ud, får du løbetrang igen, så stands og gentag.

Sådan trænede jeg det væk... tog ca. en mrd men intensiv træning, men var sygemeldt- så der var tid nok

mange tak for det gode råd .. det må jeg da afprøve om ikk så længe ..

Det lyder lidt som om du har udviklet en form for social fobi ? 

Det må være hårdt at have det som du har det og stadig stille krav til sig selv om uddannelse osv. Godt du i hvert fald har en god kæreste omkring dig. Håber snart du må få det bedre