Kris89 skriver:
Hej.
Som mange nok ved mistede vi 9+3 20. juni 2011 og Bio 20. juli 2012...
nu sidder jeg på dag 29. i cyklus og venter på mens. (cyklus svinger fra 33-39 dage, dog testede jeg sidste måned positiv på dag 28)
sidder og ved med mig selv at jeg ikke er gravid denne gang, men hvordan faen tackler man det??
jeg er så frustreret, ked, sur og det er SÅÅÅ synd for manden 
jeg snerrer, sover hele tiden, træt, sur... det er jo ikk hans skyld, men hhan er bare så god til at tage tingene som det kommer og sige "det skal nok lykkedes engang"
men det ved vi jo ikke om det gør, og hvornår??? alle omkring os får børn og jeg er færdig... fuldstændig...
det er især galt omkring mens tidspunkt, hvor jeg jo kan se at heller ikke denne måned lykkedes det...
jeg føler ikke jeg er til stede på noget tidspunkt, føler ikke jeg kan gøre mit arbejde tilfredsstillende, være der for min kæreste, hjælpe med haven (vi har lige købt nyt hus og er ved at ordne haven)
jeg føler mig så ALENE... har ikke lyst til at høre "det skal nok lyddes for jer", "i fejler jo ignenting", "i er så unge det skal nok komme"...
det er der jo ingen der ved...
lægen vil ikk engang tage mig seriøs... nu skal jeg da så til indvendig scanning 13 SEPTEMBER!!! og MÅSKE herefter kan jeg få en henvisning til fertilitetsklinik...
jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ovenpå, hvordan jeg skal bearbejde det... føler mig så alene med med mine tanker. min kæreste ville jo selvfølgelig gerne han kunne gøre noget for mig, men han er bare positiv af natur og tager det ikke så tungt (hans sæd fejler ingenting, så han har jo også sit på det rene)
det er MIG den er gal med.. Mig der fejler noget, som ingen vil tage seriøst....
jeg er så forvirret, ked, sur og bange... et liv uden børn bliver ikke mit liv, uanset hvad konsekvensen så bliver...
hvis du kom så langt,..
det er skide hårdt... sørg for at komme ud med alt det du bære rundt på inden i...
kampen er skide svær, men sørg for at sætte dig i hovedet at ingen skal få dig ned med nakken og at du nok skal få det til at lykkedes på et tidspunkt, og hav tiltro til dig selv..
her har vi sørget for at snakke om det hver gang det har været gået galt og det syntes jeg har hjulpet på det.. og det med lægerne ikke tager en seriøst kender jeg alt for godt, men bare husk at bliv ved med at bank i bordet og ikke give op...
