1 Afsnit https://www.baby.dk/debat/187916pi2/ordet-er-frit/adskilt-fra-familie-ufrivilligt-i-3-uger-1-afsnit.aspx
Hej igen piger <3
^ jeg fortsætter hvor jeg slap.
Fredag:
Jeg lå nu på opvågningen i godt 2 timer, i den tid nåede jeg at opleve.
1 få temperatur forhøjelse
2 at have svært (meget svært) ved at trække vejret
3 intet kunne drikke
^ men ikke nok med det kunne jeg ikke røre mig, hvis jeg prøvede føltes der en smerte der er 5* værer end de sidste veer enden presseveerene,.
Jeg tækte ikke vider over det, jeg holdt hovedet højt og tænkte at det da måtte være irriation fra operationen, men syntes smerterne var fortalt milder (meget milder). Da jeg kom op på sængeafdelingen var sygeplejeskerne der med det samme, jeg fik morfin mod smerterne, men jeg måtte næsten ''tvinge'' dem til at give mig det, tigge og bede.
Jeg ligger stadig i min seng, i samme stilling som efter operationen, (og sådan ligger jeg de næste 14 dage.) jeg kan ikke bevæge mig, mine mavesmerter er blevet 100 gange forværet. Jeg gør sygeplejeskerne opmærksom på dette,.
Det blev lørdag:
Efter en m-Meget hård og slem nat gav jeg op omkring kl 4 for søvn, jeg var blevet fyldt med morfin hver ½ time ca den nat. (Mine smerter tog til om natten). Og først her gik det op for sygeplejerskerne der var noget fuldstændig galt, de tilkaldte straks en læge der kunne komme og tilse mig,. Lægen kom og han mærkede mig på maven, hver eneste gang han så meget som satte en finger blidt på maven, udbrød jeg et hyl uden lige,. Han lyttede til mig, og til sidst blev der taget min temperatur efter en hård og smertefuld kamp mod min krop for at gøre det muligt at komme til,- Temperaturen sagde 39,9. Der var noget galt.
- Jeg havde tidliger om fredagen spurgt til hvordan operationen var gået, og fik afvide der intet var kommet på det endnu, men de ville komme når det var blevet skrevet ind i min journal.
Jeg hørte så lægen og sygeplejeskende snakke om noget omkring operationen. -> Og spurgte til dette da sygeplejesken igen kom for at give mig morfin,. Her var der endelig en ærlig sygeplejeske der kunne fortælle mig hvordan tingene så ud (næsten da) Hun fortalte ''som jeg jo havde frygtet'' at der havde været komplikationer under operations forløbet, og at det var derfor det havde taget så lang tid. Mere ville hun ikke sige, da det sådan set var lægernes pligt, og de faktisk ikke måtte udtale sig om det! Jeg fik sendt en læge op da dette bare ikke var nok for mig at få afvide, men enden lægen nåede fram blev jeg hentet af ''sengeranderne'' som kom med en sygeplejeske og fortalte jeg måtte til akut scanning, jeg fik morfin igen. Jeg kom nedtil scanningen,. Denne gang foregik det i min seng, da jeg ikke havde været ude af den i godt et døgn. (fysisk umuligt pga smerterne) Det var endnu engang en scanning ved galden,.
Som tidliger så de jeg havde en masse sten til at sidde i min galde. Men de kunne ikke se nogle sten i min galdegang, men det var meget utydeligt der nede efter jeg havde fået sprøjtet kontrast ind. Hun mante dog ikke der var mulighed for dette heller da de havde ''klippet'' i mig og gjort udgangshullet til toldfingertarmen stører.
Jeg blev nu kørt op på stuen igen, og før jeg fik tilkaldt lægen blev jeg nu endnu engang kørt til en scanning, denne gang foregik det i et kæmpe mikroskopisk ''rør'',. Jeg var nu ved at blive rasende, jeg blev revet rundt til div kontrols, og med ingen ide om hvorfor eller hvad fanden der skete,. Nervøsiteten kom op i mig, for hvad nu hvis.
Endelig tilbage på sengegangen, godt 6 timer efter kom lægen endelig op til mig, han fortalte jeg havde fået bugspytskirtel betændelse idet han satte en litter væske op og satte det i drop (blodåre) han forklarede at dette skete i nogle tilfælde efter en sådan operation som jeg havde fået fortaget. What? kunne de ikke havde sagt det noget før, altså at de troede det var det, nu havde jeg gået og frygtet det værdste.
Han forklarede nu jeg skulle have 4 litter væske om dagen i drop, + antibiotika.
Fysiterpouten (staves) kom med inhalator til lungerne, som jeg skulle trække vejret i når jeg fik ånde nød. og forklarede mig jeg måtte op og gå lidt engang imellem ellers ville min mave stoppe med at fungerer, og dernæst måtte jeg begynde at spise og drikke (smerterne blev meget forværet når jeg spiste eller drak, pga bugspytskirtlen er med til at fordøje og derfor begynder at arbejde)
--- jeg kommer de følgende dage ud og gå lidt, men ikke meget eller længe af gangen til at starte med, det føltes som knivstik i hele maven bare det at sætte sig op, så forstil jer lige det at rejse sig og gå rundt.. samme tidlig svigtede (halvlam) mit ene ben pga smerterne berørte det,. så var hårdt men jeg vidste jeg måtte bide smerterne i mig, hvis ikke jeg ville være senge liggende i meget meget lang tid, hvis ikk for evigt. bum
Søndag:
min familie kom for første gang og besøgte mig, min søn benjamin på kun lige 1 år var helt forstyret, vi havde prøvet at holde ham væk fra sygeus (pga alle de store forandringer, ny lille mor er væk der og nu er mor væk igen) men nu efter 1 uges adskillese måtte jeg se ham. Alt andet var simpelthen for hårdt. De kom jo, men jeg kunne intet andet end at ligge der, så de var hurig afsted igen.
derudover savnede jeg min mun 2½ ugers (da jeg blev indlagt) nyfødte bab, og frygtede at vi ikke ville have bånd som krop til krop metoden giver fx. når jeg ville nå hjem enganng, for selvom jeg snakkede til hende kunne jeg ikke sidde med hende.
jeg var knust, jeg savnede mine børns nærværd og jeg følte mig som´den dårligste mor i verden og jeg følte jeg svigtede dem alle der hjemme, kæresten og ikke mindst mine børn.
FORESTIL jer hvordan det er at ligge der i nu 2 uger uden at havde sine børn nær, uden at kunne holde dem tæt, kun kigge på dem, beundre dem, og snakke til dem 
Værdste jeg nogle sinde har måtte været udsat for
Det var hjerteskærende.
Hvilken dag husker jeg ikke (torsdag tror jeg). De piller antibiotikaen og væsken af mig fordi mine infiktionstal er faldet gevaldigt. Min tanke var jubii, så kan jeg snart komme hjem til min familie,. Som nu havde besøgt mig et par gange.
MEN Sådan gik det ikke,. Jeg fik nu tilbageslag, og denne gang var smerterne endnu værre end første gang.
fortsættelse følger,. og hæng nu på :-)
Jer der er nået så langt 
Tak for interessen.
