"2 år og 5 måneder, vil helst være hjemme istedet for dagpleje."
Vi står i den situation at vores pige siden hun begyndte i dagpleje (10 ½ måned gammel) i laaaange perioder ikke vil i dagpleje om morgenen og faktisk slet ikke vil høre tale om at man taler om dagplejeren uden at hun siger "ikke Lotte - ikke Lotte".
Vi har selv valgt vores dagplejer (privat). Hun er særdeles aktiv og veluddannet (pædagog) og børnene får så mange oplevelser (de kører på stranden i cykelvogn, er i haven med en masse dyr, tegner, maler, bager boller etc. etc). Hun er MEGET efterspurgt i lokal områder (er ofte booket 2 år frem) og alle de andre børn virker rigtig glade for at komme i dagpleje.
Vores datter er generelt ikke interesseret i andre børn - kun lidt ældre piger (fx dagplejerens 5 årige datter). Børn mindre eller på hendes egen alder er IKKE interessante - hun gider dem slet slet ikke. Hun er ellers meget socialt velfungerende (taler, har indfølelse etc.).
Jeg har SÅ mange gange snakket med hende om hvorfor hun ikke vil hen til Lotte. Hun kan ikke komme det nærmere end at Lotte vil have hun selv skal tage tøj på samt komme ind når de skal spise!
Det tog nok 3 måneder (da hun startede) før ikke ikke skreg som en sindsyg om morgenen når vi afleverede. Dagplejeren havde aldrig oplevet noget lignende, og hun kunne ringe 5 min efter vi var gået og man kunne høre at vores datter var i fint humør. Så har vi haft korte perioder hvor hun har været ok med at skulle i dagpleje - men i nok 80% af al tiden har der været ballade hver morgen. Hun vil være hjemme i HENDES hus med HENDES forældre eller bedsteforældre!
Vores dagplejer siger at hun har det fint. Hun er skam også ærlig og fortæller os når hun har haft en dårlig dag.
Nu er der jo ikke så længe til hun skal i børnehave, men er er simpelthen ved at være flosset. Jeg har det så skidt med at sende hende afsted hver morgen (det er nu mest far der aflevere og henter) og har mega dårlig samvittighed. Samtidig ved jeg at det bare ikke er en mulighed for mig at være hjemmegående (og det samme med faderen).
Jeg går på barsel til november og kan derefter hente og bringe hende så hun får lidt kortere dage (hun har ikke alt for lange dage i forvejen), så det håber jeg vil hjælpe lidt.
Nu er det sådan at vi jo faktisk overvejer at få hendes lillesøster det samme sted hen - men jeg bliver sådan i tvivl. Alle snakker så positivt om vores dagplejer og jeg har virkelig svært ved at forestille mig at hun ikke skulle være sød og rar ved min datter. Vores datter knuser og kysser hende, og hun vil for det meste heller ikke hjem når vi henter hende.
Er jeg blind? Burde jeg lade være med at lytte til folk der siger "sådan er det bare" og burde jeg flytte hende med det samme samt finde et andet sted til den lille nye? Ja jeg forventer ikke at du skal give mig det guddommelige svar - men hvad handler det her om? Dagplejeren, min datter eller vores familie?????
Lisbeths svar
Hej !
Som forældre er det en stor sorg når det lille barn skriger og modsætter sig aflevering, og vi får dårlig samvittighed over, vi da ikke bare holder dem hjemme.
Jeg tror det handler om flere ting hos jer.
Selvom dagplejer er uddannet pædagog, er jeg usikker på om du inderst inde er tilfreds med pasningen.
Hvis du tvivler og bliver usikker er det påvirkning til dit barn.
Et lille barn vil meget ofte protestere overfor aflevering.
Som forældre skal roen og empatien være der. F.eks.sir du, når hun græder.Du er ked af det og ville hellere være hjemme ?, Mere hyl(og det er vigtigt at rumme)ingen forklaringer.
Årh hvor er du bare ked af det, Hold om barnet trygt , kærligt og roligt, så sir du. Due r meget ked af det af det og alligvel skal du i dagpleje .
Når barnet mærker empatien, roen og du udviser så stor trygehed, blir hun rolig og tilfreds og går gerne i dagpleje.
Hun er kun knapt 2,5 år, hun har brug for der ikke er nogen tvivl om hvor hun skal hen,uanset hvor meget hun brokker.
Jeg læser jo at hun er glad og der bliver lavet gode ting i løbet af dagen
Hun vil ikke med hjem og knuser og kysser. Det ser jeg som et vigtigt tegn til jer forældre. jeg har det godt, selvom deter lidt svært om morgenen..
De aller flestes virkelighed er, at der er arbejde der skal passes, det er forældres behov, for at få penge nok til livet i almindelighed. Børns behov er anderledes.Hvis de kunne få lov, ville de sove til de vågned, tulle rundt i nattøj, lege, og bare være.det er den virkeligfhed meget få forældre kan give deres barn. Hvor god dener ved jeg heller ikke.
Derfor er der en hverdag, hvor barnets behov kommer i konflikt med forældrenes behov.
Vigtigheden er at forældrene viser, at det er dem der bestemmer, kærligt,, roligt og trygt uden de store udredninger . Børn skal ikke forholde sig til nødvendigheden af der arbejdes,m.m.
Jeg tror det allervigtigste er, at barnet oplever sig elsket ubetinget, at der er masser af kærligehed, omsorg, klare, grænser og de voksne kan rumme barnets følelser og forblive rolige og stole på de er nogle fantasiske forældre.Jeg er sikker på du/I gør det supergodt, så væk med den dårlige samvittighed.
Du kan jo gardere dig og skrive op flere steder, hvis du stadig tvivler.
Held og lykke både med storesøster og den lille ny der kommer.
Skriv igen hvis jeg skal uddybe, .
Varme hilsne r
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk
