Søndag d. 12/8 kl 23 begynder jeg at få veer, men hurtigt opdager jeg at det ikke føles "rigtigt". De gør rigtig ondt, og stråler ned i skamben og lænd, men der er ingen pauser imellem dem, og de gør ikke ligeså ondt som jeg husker dem fra min fødsel med Magnus. Jeg ringer til fødegangen, som beder mig komme forbi til et lille tjek.
På fødegangen siger jordemoderen at jeg har en irriteret livmoder der ligesom bare kramper, uden at lave konstruktive veer og uden at have pause. Hun siger at der kan være forskellige årsager, og det første der skal udelukkes er blærebetændelse. Urin bliver stixet og nej, det havde jeg ikke. Derefter foreslår hun at det måske bare er en lidt underlig opstart på veer, men da min livmoder ikke slapper af vil hun gerne monitorere lillebror, for at se om han bliver påvirket, imens vi venter på at se, om "veerne" skifter karakter. Dette er omkring kl 3.
Kl. 8 er jeg stadig ikke udvidet, så de kan ikke tage vandet, ve-kramperne er der stadig (og jeg er på dette tidspunkt meget træt og smertepåvirket, da jeg jo ingen pauser har haft i smertene siden kl 23). Lillebror har det heldigvis godt. På lægerne morgenkonference bliver det besluttet at han skal ud ved kejsersnit, da de ikke tør satse på at han bliver ved med at være upåvirket af situationen - heldigvis, for da de åbner mig op, er der blod i forstervandet, og 1/3 af moderkagen har revet sig løs. Jeg tør slet ikke tænke på hvad der kunne være sket, hvis det var blevet besluttet at jeg skulle hjælpes igang med en vaginal fødsel...
Lillebror blev født d- 13/8 kl 10.15 i uge 38+5. Han vejede 3730g og målte 51 cm. Han er helt igennem fantastisk, og jeg er evig taknemmelig over at lægerne reagerede og fik han sikkert ud!

Storebror møder lillebror for første gang



Anmeld