er jeg fair?

mor-til-en-dejlig-baby skriver:

nej... men det gør det heller ikke nemmere at ens kæreste er ved at  når han er med derover... og nu gider han aldrig .... så får jeg det jo lidt på samme måde...

Jeg er ked af at sige det, men din kæreste er også enorm umoden. Og det er klart at det er selvforstærkende at han synes det er klamt.

Men det er så her at du er nødt til at mande dig op. Lad være med at tage ham med og sig til ham, at han skal behandle dig og din mormor med respekt! For det gør han ikke lige nu og det betyder at lige nu respektere du ikke din mormor. Som jeg har skrevet tidligere, så kunne jeg forestille mig at det er noget der vil hjemsøge dig, når du bliver voksen.

Jeg ved ikke hvor længe din mormor har igen, men prøv at tænke på at det altså er nu, at det er endegyldigt sidste chance for at din datter får mulighed for at "snakke" med olde og det er nu du skal vise den sidste ære og respekt, for nu hun først er draget videre, så er det altså for sent.

ESV skriver:

Okay se nu kan vi snakke!! Det er PISSE hårdt når sygdom ændre de mennesker vi elsker og holder af og det er pisse hamrende svært at forholde sig til, jeg mistede både min mormor og morfar sidste år og de sidste måneder var rædselsfulde! Jeg kan sagtens sætte mig ind i følelsen af at det mennesker man elsker ikke længere er til! Men brug tiden du kan med hende også sammen med dit barn så du efterfølgende også har nogle gode minder. For de betyder ALT når de engang ikke længere er hos os!

det er bare at døden er svær for mig at forholde mig til... kender du det? man tror ikke den man holder af dør? man ser dem få det værre og værre - og til sidst bliver jeg bange

og så kommer jeg hurtig til at se ned på sygdommen fordi jeg mangler forståelse og følelser

 

MorDk skriver:

Ja og ilm. Hav dog lidt respekt for os andre her i debatten som faktisk prøvede at hjælpe dig!

Sårbarhed er ikke en undskyldning for at være flabet over for andre mennesker!

må i ha mig  undskyldt hvis i følte det sådan

*T* skriver:

Jeg er ked af at sige det, men din kæreste er også enorm umoden. Og det er klart at det er selvforstærkende at han synes det er klamt.

Men det er så her at du er nødt til at mande dig op. Lad være med at tage ham med og sig til ham, at han skal behandle dig og din mormor med respekt! For det gør han ikke lige nu og det betyder at lige nu respektere du ikke din mormor. Som jeg har skrevet tidligere, så kunne jeg forestille mig at det er noget der vil hjemsøge dig, når du bliver voksen.

Jeg ved ikke hvor længe din mormor har igen, men prøv at tænke på at det altså er nu, at det er endegyldigt sidste chance for at din datter får mulighed for at "snakke" med olde og det er nu du skal vise den sidste ære og respekt, for nu hun først er draget videre, så er det altså for sent.

jeg må ændre det.. får det helt dårligt over det nu

mor-til-en-dejlig-baby skriver:

må i ha mig  undskyldt hvis i følte det sådan

Jeg syntes du skal tage nogle af de råd som er kommet i tråden, og tage dem op til vurdering. Læs mit indlæg færdigt inden du skriver et svar, jeg håber jeg kommer med nogle gode råd/velmenene ord...

ALS er en forfærdelig sygdom, hvor det kan gå meget stærkt. Nu ved jeg ikke hvor fremskreden din mormor's er, men prognogserne hedder man typisk er død inden 3 år. Jeg kender nogle tilfælde hvor der gik 3 måneder fra diagnosen til .....
Jeg kan godt forstå du ikke bryder dig om savl mv. det er aldrig sjovt. Og gamle mennesker er er jo gamle...

Men..... Hvis hun nu kun har kort tid tilbage, syntes jeg du skal lade hende få de sidste gode oplevelser. Ja selvfølgelig med en hagesmæk på olde (som hun sikkert alligevel har på til frokost og alment) og hun er jo godt klar over hendes tilstand, så hellere sige noget i retnngen af "Jeg skifter lige din trøjeskåner så du kan få h*n over til dig"
Jeg ignorerede selv min søns olde var stærkt syg, og lod ham sidde med min søn i en alder af 4 måneder, fordi jeg vidste der ikke var længe igen. Det er super hårdt og være vidende at tiden snart er løbet ud.

Og heldigvis for at små børn ikke husker så godt, de husker (måske) kun lidt og mest det gode.

Jeg sidder med en fornemmelse af, at det er en rigtig svær situation for dig, og jeg håber i får nogle gode stunder trods alt.

fra en som godt kan se begge sider og føler med dig og din familie.


Knus TTM

mor-til-en-dejlig-baby skriver:

det er bare at døden er svær for mig at forholde mig til... kender du det? man tror ikke den man holder af dør? man ser dem få det værre og værre - og til sidst bliver jeg bange

og så kommer jeg hurtig til at se ned på sygdommen fordi jeg mangler forståelse og følelser

 

døden sucks!! sådan er det bare, det er en ting der for folk vi elsker til at forsvinde så vi ikke længere kan se dem og snakke med dem. MEN det er en del af livet og det lyder ikke som om din mormor har så lang tid tilbage og så må du helt ærlig få fortalt din ....... af en kæreste at kan han ikke forholde sig til at det er situationen at så skal han bare blive hjemme når du besøger din mormor med den lille. Han burde støtte og hjælpe frem for at væmmes og vrænge på næsen. Nu kan jeg sige FØJ om ham også. Det er altså ikke okay opførsel.

Men jeg syntes du skal overveje at se hvert besøg hos din mormor som det potentielt sidste, være over for hende som du ville ønske hun var overfor dig hvis du var ramt af så frygtelig en sygdom. Giv dit barn den gave at få lov til at være sammen med sin oldemor og tag en masse billeder af dem sammen, minder forsvinder ikke!!

mor-til-en-dejlig-baby skriver:

jeg må ændre det.. får det helt dårligt over det nu

Der er ingen skade sket. Du har jo ikke sagt til hende at hun er klam, du har ikke gjort noget endnu. Men du har fået oparbejdet en idé om hvor forfærdeligt ulækkert det hele er og det kan man altså hurtig komme til og så "slipper" man også for at tænke på hvor smerteligt det egentligt er.

Hvis du heller ikke rigtig har prøvet at miste nogle tæt på før, så kan det også være svært at have en idé om "hvad det egentligt er for noget".

Giv dig selv en mental krammer. Sig til dig selv at du lige var ude på et sidespor, for det var det du kunne håndtere lige nu og så næste gang du besøger din mormor, gør du det med fornyet energi og positivt sind

*T* skriver:

Der er ingen skade sket. Du har jo ikke sagt til hende at hun er klam, du har ikke gjort noget endnu. Men du har fået oparbejdet en idé om hvor forfærdeligt ulækkert det hele er og det kan man altså hurtig komme til og så "slipper" man også for at tænke på hvor smerteligt det egentligt er.

Hvis du heller ikke rigtig har prøvet at miste nogle tæt på før, så kan det også være svært at have en idé om "hvad det egentligt er for noget".

Giv dig selv en mental krammer. Sig til dig selv at du lige var ude på et sidespor, for det var det du kunne håndtere lige nu og så næste gang du besøger din mormor, gør du det med fornyet energi og positivt sind

*T* skriver:

Der er ingen skade sket. Du har jo ikke sagt til hende at hun er klam, du har ikke gjort noget endnu. Men du har fået oparbejdet en idé om hvor forfærdeligt ulækkert det hele er og det kan man altså hurtig komme til og så "slipper" man også for at tænke på hvor smerteligt det egentligt er.

Hvis du heller ikke rigtig har prøvet at miste nogle tæt på før, så kan det også være svært at have en idé om "hvad det egentligt er for noget".

Giv dig selv en mental krammer. Sig til dig selv at du lige var ude på et sidespor, for det var det du kunne håndtere lige nu og så næste gang du besøger din mormor, gør du det med fornyet energi og positivt sind